I disse uger drøfter KL og Digitaliseringsstyrelsen en ny lov om obligatorisk digital selvbetjening, der forventes vedtaget i år.

Udgangspunktet er, at alle borgere over 15 år kan og skal betjene sig selv digitalt, når de vil i kontakt med det offentlige, hvad enten det er staten, kommunen eller regionerne.

Tankerne i loven er ikke nye. Offentlig digital tvang har været drøftet frem og tilbage gennem de seneste år. Det er noget, der berører os alle sammen. Inklusive de gamle, de syge og de handikappede.

Men den storeoffentlige debat om digital offentlig tvang har der mærkeligt nok ikke været. Er offentlig digital tvang den rigtige vej at gå? Er der andre veje? Hvad er det for et samfund, vi er på vej mod?

LÆS OGSÅDet offentlige dumper i digitalisering

Skat er et eksempel på, hvordan det kan gøres.

Skat har gennem flere år arbejdet med digitalisering i forhold til borgerne og fremstår i dag som en af de mest gennemdigitaliserede offentlige organisationer.

Men typisk for den måde, som Skat har digitaliseret på, er, at man aldrig har brugt tvang. Tingene er sket step by step, trin for trin, et lille nøk mere hvert år, så folk kunne nå at vænne sig til tingene.

Noget andet, Skat har gjort, er, at de altid har tænkt digital selvbetjening og fordele sammen.

Gold selvbetjening er, at borgerne betjener sig selv digitalt, uden at de får nogen fordele af det. Ordentlig selvbetjening er, at borgerne betjener sig selv digitalt og selv kan printe det nye sundhedskort ud for eksempel.

Eller kan følge med på den digitale venteliste over daginstitutionspladser.

Ingen digitalisering uden automatisering, ingen digitalisering uden klare fordele for borgerne. Digital tvang er selvfølgelig en måde at få folk til at bruge selvbetjeningen på.

En mere bæredygtig digitalisering handler måske snarere om systematisk at gennemtænke de offentlige selvbetjeningsløsninger, at få dem fuldautomatiseret, så borgerne kan se nogle fordele i at bruge dem.

Der er også de borgere, som er lukket ude fra den digitale verden.

Udlændinge, som ikke forstår dansk, og som står over for en offentlig selvbetjening på dansk.

Gamle mennesker, som aldrig har lært at bruge en pc.

Hjemløse, psykisk syge og andre, som af mange forskellige grunde ikke bruger eller ikke kan bruge de offentlige selvbetjeningsløsninger og aldrig kommer til det.

LÆS OGSÅSådan får Danmark digitale superkræfter

De udgør en stor gruppe i kommunernes borgerservicecentre. Det er helt afgørende, at netop de grupper, vi forstår som samfundets svageste, kan få den hjælp, de har brug for, og at de fortsat oplever sig som fuldgyldige borgere i samfundet. Det er også en del af en bæredygtig digitalisering.

Digitaliseringen handler mere end noget andet også om effektivisering.

Ifølge den nye fællesoffentlige strategi ’Den digitale vej’, 2011, forventer staten, KL og regionerne, at man i løbet af de næste tre år vil kunne spare et milliardbeløb på offentlig administration.

I mange digitaliseringsstrategier er synet på borgerne, at de i effektivitetens navn skal flyttes, om nødvendigt med tvang, over på de digitale selvbetjeningsløsninger. Som en flok æsler.

Der er ingen, der benægter, at effektivisering er vigtigt. Men kunne man forestille sig, at hvis man ikke behandlede borgerne som en flok æsler, men som selvstændigt tænkende og reflekterende mennesker, ville det blive lettere at skabe en fælles alliance mellem borgerne og det offentlige om at bruge den digitale selvbetjening?

En mere bæredygtig digitalisering handler måske netop om at skabe fælles alliancer mellem borgere, politikere og den offentlige sektor som helhed.

Den økonomiske krise, vi står i, ser ud til at have bidt sig fast. Vi skal under alle omstændigheder overveje, hvad vi har råd til, og hvad vi ikke har råd til.

LÆS OGSÅDigitale rådhuse giver kommuner milliarder til flere varme hænder

Det er lige så notorisk, at vi er nødt til at tænke i gode digitaliseringsprojekter, som kommer alle – borgere, politikere, den offentlige sektor, samfundet som helhed – til gavn.

Men vi er også nødt til at tænke i bæredygtig digitalisering. Det vil sige bæredygtighed i forhold til at give borgerne nogle reelle fordele med den digitale selvbetjening.

Bæredygtighed i forhold til de gamle, de syge og de handikappede. Bæredygtighed i forhold til at skabe fælles alliancer. Med udtrykket ’fælles alliancer’ griber vi ikke mindst fat i samfundets sammenhængskraft.

Det vil sige den sociale kontrakt, som indtil nu har været karakteristisk for og har været med til at bygge de skandinaviske velfærdssamfund op.

Den sammenhængskraft må vi ikke sætte over styr.

FACEBOOKBliv ven med Politiken