Den danske regering står for at skulle formulere en ny politik for sin udviklingsbistand, og vi opfordres alle til at give vores besyv med.

Denne opfordring indebærer, at vi for eksempel kan foreslå, at der afsættes et beløb på x kroner til grøn vækst, mens der bruges y kroner på kampen mod hiv- og aids-epidemien.

Vi kan opstille kæden af sager og indsatser på ligeså mange forskellige måder, som vi måtte finde passende, og vi kan endda nævne nye sager, som efter vores mening bør prioriteres.

LÆS INTERVIEW»Jeg er åbenhedsfanatiker«

På intet andet område spiller græsrodsdemokratiet en så opløftende rolle. Her har almindelige mennesker ligeså stor indflydelse på den førte politik som eksperter og politikere.

Men uanset hvor åben og demokratisk denne proces måtte være, er der noget dybt bekymrende ved den.

Det viser sig, at de beslutninger, man beder os om at medvirke til, er beslutninger, der skal tages af os på vegne af millioner af mennesker i udviklingslandene, som ikke får nogen indflydelse på dem.

Jeg vil begynde med den mest indlysende konsekvens af denne form for populisme - det, man kunne kalde ’velgørende hegemoni’, hvor folk i for eksempel Lyngby eller Herning bestemmer over, hvordan dagliglivet i Nepal, Bangladesh eller Tanzani ideelt burde forme sig.

De bestemmer, hvad der er godt eller skidt for disse asiatiske eller afrikanske samfund, som er blevet udvalgt til at modtage udviklingsbistand.

Færre traktorer, flere computere, mindre kul, flere træer, flere rettigheder, færre rettigheder.

LÆS OGSÅKlimaekspert: Ulandene kan ikke reddes med umoderne traktorer

Vi civiliserede og moderne mennesker har trods alt allerede betrådt udviklingsvejen og ved, hvad der vigtigt, og hvad der ikke er det. Jeg er helt sikker på, at det ikke er hensigten med hele øvelsen, men det er, hvad den i virkeligheden risikerer at føre til.

Det handler altså om de fraværende røster - om de mennesker, hvis liv og levebrød sættes på spil i dette ulige demokratiske spil. Vi har god grund til at være bekymrede og på vagt, når vi tænker på udviklingsbistandens historie og på det skæve forhold mellem hjælpens givere og modtagere.

To historiske tendenser kan være nyttige at medtænke, når man skal prøve at forstå den bekymring, jeg her bringer på bane.

For det første er der det forhold, at man ikke hører de mennesker, der siges at have brug for udvikling. Der er intet nyt i, at mennesker i syd - også kaldet u-landene og den tredje verden - ikke betragtes som individer, der er i stand til at tænke og tale på egen hånd.

Sådan er holdningen både blandt politiske beslutningstagere og i ngo-verdenen til trods for, at der er udviklet et helt sprog baseret på lighed og partnerskab i bistandsmiljøet.

Når man modtager hjælp, mister man samtidig retten til at bestemme sin egen skæbne. Det er en velkendt kendsgerning, der igen er kommet helt frem i lyset under den aktuelle debat. Derfor bør vi næppe være overraskede over, at ingen har tænkt på at indbyde hjælpens modtagere til at deltage i debatten.

Den anden og relaterede historiske tendens er, at det altid er eksperterne fra de rige lande, der definerer dagsordenen for udvikling i syd.

Det gamle princip om, at det er de rige, der bestemmer, hvad pengene skal bruges på, hyldes også på dette område. Det er derfor heller ikke overraskende, at otte eksperter er udpeget til at give de afgørende input, der kommer til at forme udviklingspolitikken.

Udviklingslandene er som sædvanlig henvist til en underordnet rolle, og de bliver først synlige, når de skal bruges som laboratorium, så eksperter og donorer kan afprøve deres hypoteser.

Udviklingsforskerne har længe påpeget, at nogle af de programmer, der egentlig skulle forbedre den menneskelige tilstand, gang på gang slår fejl.

Og den slags sker netop, når myndighederne insisterer på at se verden gennem de rationelle-videnskabelige eksperters briller i stedet for at tage udgangspunkt i den virkelighed, som mennesker lever i.

Når man griber ind for at fremme udvikling, griber man ind i andre steders og andre menneskers uorden og realiteter, og den slags kan ikke gøres fra europæiske byer langt væk med kirurgiske snit iført hvide handsker.

Jeg har tillid til, at udviklingsminister Christian Friis-Bach mener det, når han siger, at hans vision er at gøre udvikling til et engagement mellem mennesker i stedet for at betragte udvikling som en gave.

Visionen er dog mangelfuld, når vi undlader at engagere os med en enorm andel af menneskeheden og end ikke inviterer hjælpens modtagere til at deltage i debatterne.