Tre førende kreditvurderingsbureauer har nedjusteret Ungarns økonomi til laveste kategori: junk, altså det rene møg.

Et møgland med en møgregering og en møgministerpræsident. Viktor Orbán og hans regering er ikke løsningen for Ungarns økonomi, men derimod selve problemet. Det bør være grund nok til at afsætte ham og hans dilettantiske partisoldater og erstatte dem med en regering bestående af teknokrater indtil det næste planlagte valg i 2014.

Teknokratiet ville give en mulighed for at finde konstruktive forbindelser mellem venstre- og højrefløjen i Ungarn. Landet er sygt, og der raser en borgerkrig på den indenrigspolitiske scene mellem pseudovenstreorienterede og pseudohøjreorienterede, som begge savner reel historisk forankring (hvilket muligvis er grunden til deres tilsyneladende uforsonlige forhold til hinanden).

Hovedaktørerne er børn af kommunistpartiets kadrer ude på landet. Nogle af dem har selv gjort tjeneste i kommunisternes ungdomsorganisation eller i selve kommunistpartiet.

De kommer alle fra samme fold, selv om de er vrede over forskellige ting. Ude på landet i Ungarn bryder man sig ikke om kritik fra storbyens intellektuelle. Disse mennesker forsøger måske nogle gange at indhente det forsømte, som flittige skoleelever, men som regel er de fornærmede og svælger i hævnfantasier.

Deres ambitioner betyder, at de konstant tripper utålmodigt og ønsker at identificere sig med nationen og det arbejdende folk. Det er hårdt for dem at bukke for den europæiske kulturarv. De ville foretrække at bukke for statuer af sig selv.

Selv er jeg hverken tilhænger af venstre- eller højrefløjen. Jeg har valgt at satse på demokratiet, der giver alle mulighed for at ytre sig, så vi kan se, hvad det er for mennesker, der prøver at lede os.

Demokratiets vigtigste gode er borgernes lovsikrede ret til ikke at få krænket deres værdighed af landets ledere. Demokratiet beskytter de svageste mod magtsyge og giver dem redskaberne til om nødvendigt at forsvare sig. Hvad er det, der giver et samfund eller en leder absolut autoritet over os?

I Ungarn er det lige nu det forhold, at to tredjedele af parlamentets medlemmer helt automatisk nikker og stemmer ja til ethvert forslag fra deres lille leder. Og dette antieuropæiske EU-land – denne vanskabning – der sætter sin egen suverænitet højere end sit europæiske tilhørsforhold, klistrer mærket ’national’ på alting, herunder regeringens suverænitet. På sit eget autokrati, med andre ord.

Det er så nemt at forfalde til nationalstatens romantik. Denne nypopulistiske, nogle gange nyfascistiske intelligentsia klynger sig til nationalromantikken som sit ideologiske skelet. Den nationale patos er også nyttig, når man skal gøre den hjemlige kritik tavs, og sloganet ’Et folk, en stat, en leder’ falder lige for. Man kan godt have fascisme, selv om der ikke er jøder i nærheden.

Man skal bare sætte staten over alt andet og placere dens symbol, den tusind år gamle hellige krone, allerøverst. Men det er ikke svært at forestille sig, hvis hoved kronen hviler på. I eventyrene sker det, at den yngste søn bliver kronet, når han har dræbt dragen.

Hvis man ikke har en drage ved hånden, kan man bare opfinde en. Man kan for eksempel tage den tidligere ministerpræsident. Sætte ham i fængsel. Hvis det ikke lige kan lade sig gøre, fordi domstolene står i vejen for politisk opportune domme, laver man bare hele retsvæsnet om. Sejren skal være total. Fornyelse for enhver pris! Ministerpræsidenten i denne nye myndighed og censurinstans lader ikke nogen sidde, som han ikke selv har udpeget.

Manden har tydeligvis sin egen ’uortodokse’ fortolkning af historie, økonomi og politik, der er skræddersyet til et bestemt spektrum af tilhørere. Det er en slags vulgær machiavellistisk kitsch. Det er ikke sædvanlig praksis i Ungarn at bure sine modstandere inde, men man kan sagtens blive anholdt og sidde med håndjern på til offentligt skue i længere tid.

Hvilke muligheder har en lille mand, der har tilkæmpet sig den absolutte magt ved hjælp af alle mulige juridiske fiksfakserier? Den nye chef er opblæst og håner sine modstandere. Han vil ikke forhandle eller justere sin kurs. Han tager hævn og finder altid en grund til det. Han træder aldrig et skridt tilbage, for indrømmelser ville punktere myten om hans styrke. Ingen ville tro på ham længere, og hans exit ville være endegyldigt. Viktor Orbán har én gang prøvet at tabe magten, og det lader han ikke ske igen. Det må ikke ske.

Hans magtinstinkt fortæller ham, at det er nu, han skal være benhård. Hvis han gjorde de indrømmelser, som EU og IMF kræver, ville det udløse en kædereaktion med opløsning, nederlag og underdanighed, der ville betyde enden på hans magtfuldkommenhed.

I skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal passe mit arbejde. Jeg ved, hvad jeg laver. I kan jo selv se, at Mediemyndigheden (som jeg naturligvis selv er chef for) arbejder utrætteligt for tankefriheden!

Men landets eneste uafhængige radiostation, med hundredtusinder af lyttere, har fået inddraget sin sendetilladelse. Nogle af udsendelserne var nemlig kritiske over for regeringen.

2. januar 2012 fejrede Viktor Orbán og hans følge sig selv i Budapests operahus omgivet af en stor gruppe politibetjente. Anledningen var hans nye værk, grundloven, der nu har afløst landets tidligere forfatning. Det nye dokument har afskaffet republikken Ungarn og flertalsdemokratiet og sikrer, hvis grundloven forbliver i kraft, at den nuværende regering bliver siddende meget længe. Vigtige gæster ankom til operahuset bag en trævæg draperet i sort og forlod bygningen ad bagindgangen, mens næsten 100.000 mennesker omme foran, på Andrássy-boulevarden, demonstrerede til forsvar for den demokratiske republik og imod den forfatningsmæssige diktator og ministerpræsident Viktor Orbán.

Det viste den statslige tv-station bare ikke. Den radiostation, der rapporterede om den folkelige modstand, mister sin sendefrekvens og bliver tavs i næste måned. Det er sikret gennem udspekulerede manøvrer.

Mit hjemland er begyndte at ligne de postsovjetiske diktaturer i Centralasien; nogle kalder det ligefrem Orbanistan. Et voksende antal unge ungarere planlægger at forlade landet, og de fleste af dem vil til Vesteuropa.

Det er de modigste og mest talentfulde, ligesom deres forgængere fra 1956, der så mørket sænke sig over deres fremtid i landet.

De, der bliver i Ungarn, taler mest om, hvor de skal placere deres beskedne opsparinger, for regeringen har allerede haft fingrene i deres private pensionsopsparinger. Staten har approprieret, hvad den kunne, og underlagt det hele central kontrol, så det nu er i magthavernes hænder. Vi kan ikke længere tale om, at vi har et liberalt demokrati i Ungarn.

Hvad er formålet med det dokument, der er udråbt til ny forfatning, og som ikke længere garanterer intellektuel frihed? Jo, hensigten er at sikre, at Orbán får lige så længe ved magten som halvfascisten Miklós Horthy og kommunisten János Kádár.

Det har jeg og mange andre ungarere virkelig ikke brug for. En ny etpartistat er under opbygning, og så er der grund til at være bange. Forfatningen er bare et figenblad. Ethvert system, der baserer sig på propaganda og godtroenhed, er dømt til før eller siden at bryde sammen. Det viser historien.

Jeg har haft den fornøjelse at se to autoritære regimer falde, nemlig fascismen og kommunismen. Det tredje regimes fald er også inden for synsvidde. Og da det er bygget på løgne, vil det falde tungt. Måske kunne vi have undgået denne sygdom. I det mindste håber jeg, at vi lærer af den.

Ungarn, der befinder sig tæt på statsfallittens rand, mangler bestemt ikke talentfulde og veluddannede økonomer med erfaring som politiske ledere – de kan begå sig hjemmevant i både akademiske sammenhænge og regeringskredse, de er forsynet med en praktisk realisme, de taler mange sprog og nyder anerkendelse i både USA og Europa.

Disse mennesker er stadig til rådighed. De kan tale til hinanden som intelligente kolleger og føre højrefløjen og venstrefløjen sammen. De er villige til at arbejde for konsensus, og de har noget at vende tilbage til, når de har gjort tjeneste i en embedsperiode eller to. Vi kunne ligefrem blive et eksempel til efterfølgelse ved at genindlemme dem i regeringsprocessen. Det er troværdige personer, jeg taler om.

Oversat fra engelsk af Tonny Pedersen