I sit debatindlæg 'Basale rettigheder fjerner ikke verdens fattigdom' påstår Jakob Mchangama, at vækst er den eneste måde at udrydde fattigdom på, mens rettigheder mere eller mindre handler om offentlig forsørgelse.

LÆS INDLÆGMchangama: Basale rettigheder fjerner ikke verdens fattigdom

Men vækst alene gør det ikke – rettigheder, også de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, er mindst lige så nødvendige i kampen mod fattigdom.

Jakob Mchangama kalder rettighedsbaseret udvikling en 'sympatisk og tillokkende strategi', fordi den gør fattigdom og sult til et spørgsmål om retfærdighed og moral.

Man kan sagtens være enig i, at rettighedsbaseret udvikling rent faktisk gør sult til et spørgsmål om retfærdighed og styrker de moralske krav, men den egentlige styrke ligger i, at rettighedsbaseret udvikling indeholder både et juridisk ansvar og moralsk begrundelse for at udrydde sult.

Vel er vækst nødvendig, men rettigheder er helt centrale, når det handler om at sikre en mere retfærdig fordeling af de goder, væksten bringer med sig.

Kampen mod fattigdom handler ikke bare om at udvikle ny og bedre teknologi eller skabe investering i den private sektor.

Hvis fattigdomsbekæmpelsen skal være effektiv og bæredygtig, er det lige så nødvendigt at bekæmpe magtmisbrug, diskrimination og eksklusion.

Jakob Mchangama forholder sig kun til den ikke-bindende deklaration om retten til udvikling og kommer ikke ind på FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som er en juridisk bindende traktat for de 160 regeringer, der har ratificeret traktaten og dermed af egen drift har forpligtet sig til at sikre indbyggernes ret til sundhed, uddannelse og en passende levestandard.

Den juridiske forpligtelse skaber et stærkere grundlag for at holde regeringer fast på deres forpligtelse overfor borgerne.

Fordeling af ressourcer og goder er en politisk proces. I mange lande er de fattige ikke en del af denne proces, og fordelingen af ressourcer skæmmes ofte af korruption.

Rettighedsbaseret udvikling og de juridiske standarder heri er en central ramme, som et lands borgere, civilsamfundets organisationer og de donorer, der benytter en rettighedsbaseret tilgang, kan trække på i kampen for at holde nationale regeringer fast på deres forpligtelser og overvåge staters brug af nationale budgetter og ressourcer.

For den sultende analfabet i Zimbabwe kan det at kende sine rettigheder – og viden om, at hendes regering har forpligtet sig på disse rettigheder - motivere og legitimere hendes krav om forandring i regeringens politik.

Rettighedsbaseret udvikling har også til formål at styrke statsborger-engagementet, ikke bare gennem demonstrationer, som vi har set dem i Egyptens gader, men i en dialog mellem borger og stat dialog på både regionalt og nationalt niveau.

Samtidig antyder Jakob Mchangama næsten, at økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder handler om offentlig forsørgelse. Men retten til mad betyder ikke, at staten er forpligtet til at dele mad ud.

Retten til mad betyder, at staten skal sikre, at den enkelte kan dyrke eller købe fødevarer. At dyrke sine fødevarer kræver jord, såsæd, vand og andre ressourcer. At købe mad kræver penge og adgang til markedet. Staten skal sikre befolkningens adgang til fødevarer. Og staten skal også sikre, at væksten ikke medfører, at man tager jorden fra småbønder, som kun har jorden til at opretholde liv og levebrød, fx når rige stater og udenlandske selskaber opkøber landbrugsjord i verdens fattigste u-lande.

Kun når mennesker ikke er i stand til at brødføde sig selv, for eksempel under konflikt, naturkatastrofer eller i forvaring, har regeringen pligt til at brødføde folk. Mange økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er uspecifikke i deres formuleringer, og giver dermed mulighed for at stater bruger forskellige og kontekst-relevante løsninger, så længe at man lever op til de formulerede standarder.

At skrive retten til mad ind i et lands love udrydder ikke fattigdom, ligesom det heller ikke sikrer ytringsfriheden at skrive den ind i loven.

En rettighedstilgang handler lige så meget om at sikre politisk vilje, ordentlige budgetter – og mekanismer, der holder en regering fast på dens ansvar overfor befolkningen.

Befolkningen skal kende de love, der skal beskytte den – og der skal være mekanismer, der overvåger, om lovene og budgetterne reelt bruges, som de var tænkt.

Love og rettigheder er selve grundlaget for at kunne holde regeringer ansvarlige.