Har Jacob Mchangama (JM) ret i, at menneskerettigheds-organisationerne lider af hybris, fordi organisationerne tror, de kan løse alt ved hjælp af rettigheder?

Og har Cepos' chefjurist ret i, at basale rettigheder ikke fjerner fattigdom?

Mchangamas synspunkter fortjener en grundigere diskussion, både fordi de mistænkeliggør grupper, der arbejder med menneskerettigheder, og fordi de sår tvivl om den positive sammenhæng mellem menneskerettighedsarbejde og fattigdom. Diskussionen fortjener opmærksomhed, ikke mindst på grund af den nye danske udviklingsstrategi, som udviklingsministeren har sat i gang.

DEBATINDLÆGMchangama: Basale rettigheder fjerner ikke verdens fattigdom

JM kan godt lide en del af menneskerettighederne: de borgerlige og politiske rettigheder:

»At lægge vægt på basale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, retten til at blive stillet for en dommer og forbuddet mod tortur bør altid være en uomgængelig del af dansk udenrigspolitik«, skriver Mchangama.

Men om de økonomiske og sociale rettigheder siger han:

»Intet land i verdenshistorien er blevet velstående ved at skrive retten til mad, sundhed og social sikkerhed ind i sin forfatning«.

Endvidere argumenterer han:

»Mere grundlæggende er det dybt forfejlet at tro, at man kan udrydde fattigdom og sygdom, skaffe alle hjemløse tag over hovedet og mætte de sultende ved at ophøje goder som en bolig, mad, sundhed og en rimelig levefod til rettigheder«.

Endelig argumenterer JM, at det at gøre udvikling til et spørgsmål om menneskerettigheder også er med til at styrke lande, der ingen interesse har i værdier som frihed og demokrati. Det er en gave til diktaturer.

Jeg vil gerne tage fat på tre elementer i Mchangamas indlæg: de økonomiske og social rettigheders betydning i forhold til borgelige og politiske rettigheder, spørgsmålet om diktaturer og hvad der understøtter dem, og spørgsmålet om hvorvidt basale rettigheder fjerner fattigdom.

Menneskerettigheder i verden af i dag
For 15 år siden var menneskerettighederne først og fremmest borgerlige og politiske rettigheder, når de blev omtalt i Vesten. Men den situation har ændret sig, delvis som følge af Den Kolde Krigs afslutning, men også fordi organisationer og institutioner i andre dele af verden end den vestlige er begyndt at beskæftige sig med menneskerettigheder.

Den halstarrige skelnen mellem rettighedskategorier opretholdes til en vis grad i USA, mens man i EU er kommet videre med en integreret rettighedsforståelse. I forhold til flere landes udviklingspolitik er det en integreret rettighedsforståelse, der er den dominerende.

LÆS OGSÅVi skal ikke købe kaviar og kampfly

Men hvad er det, vi har lært om sociale og politiske rettigheder og deres indbyrdes forhold? Vi har lært, at de understøtter hinanden. Flere donorer - inklusive Verdensbanken - arbejder med med informationsfrihed, der er en borgerlig-politisk rettighed.

Læren er, at adgang til information medvirker til at bekæmpe korruption, men den medvirker også til at fremme adgang og rettigheder til sundhed, uddannelse og boliger.

Når borgere har adgang til information og til at monitorere sociale ydelser som f.eks. klinikker eller uddannelsesinstitutioner, medvirker det til at effektivisere leveringen af ydelserne.

Skolelærene kommer på arbejde, medicin forsvinder ikke så let fra klinikkerne, korruptionen mindskes.

Jacob Mchangama har fuldommen ret i, at de fattige har behov for ytringsfrihed og informationsadgang. Men omvendt har fattige mennesker også et behov for at kunne læse og have adgang til en sundhedsklinik.

Og vi ved, at selv når disse sociale ydelser bliver defineret som rettigheder, er der stadig et behov for, at individer og grupper overvåger, hvordan de fordeles.

En gave til diktaturer?
Ifølge Mchangama er det at åbne døren for sociale rettigheder med til at give diktaturer en mulighed for at undertrykke deres befolkninger samtidig med, at de roser sig af fremgang på det sociale område.

Dette er i dagens verden en noget forenklet diskussion.

Den kunne rumme sandhed under Den Kolde Krig. I dag er det tvivlsomt, om diktatorer kan sælge sig selv under den rubrik.

LÆS DENNE Vækst alene udrydder ikke fattigdom

Det arabiske forår har, trods alle trusler om tilbageskridt, fremmet forståelsen af, at de grusomme diktatorers tid er ved at være forbi. Først og fremmest har 2011 gjort det muligt at rykke ved den kyniske magtpolitiks ubegrænsede legitimitet, altså at en politisk støtte til et grusomt diktatur er legitimt, fordi magthavere har behov for at opnå fordele.

Jeg siger ikke hermed, at diktatorernes tid er forbi, men de vil have voksende vanskeligheder med at vinde en opinion for sig, og det vill være umuligt for diktatorer at sælge deres regimer på en primitiv argumentation om menneskerettigheder. Gaven til diktatorer har altid været magt- og geopolitisk kynisme mere end noget som helst andet.

Fattigdom og hybris
Cepos-drømmen om en liberal og vestlig dagsorden forekommer ude af takt med den globale dynamik af i dag.

En del mellemindkomstlandes forfatninger har indarbejdet et rettighedskatalog, som også består af sociale retttigheder som eksempelvis sundhed og uddannelse. Her tænker jeg på lande i Latinamerika: Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica og Peru.

Domstolene i disse lande er stærkt involveret i tvister, der vedrører sociale rettigheder. Indien har etableret en lovgivning, der sikrer en minimumsindtaegt i landdistrikterne. Der er ingen af disse lande, der er blevet fattigere i de sidste 10 år, tværtimod. Der findes ingen samlet analyse af, hvordan rettighederne har medvirket til at fremme velstand, men omvendt tror jeg næppe, at JM kan levere dokumentation for, at de har forværret velstanden.

Lider menneskerettighedsbevægelsen af hybris? Måske en smule, det kan ikke udelukkes.

Men lad os lige få proportionerne i orden.

LÆS OGSÅDanmark risikerer at blive korsfarer

Jeg tror ikke, vi kan løse alt ved hjælp af rettigheder. At bekæmpe fattigdom handler om mere end rettigheder. Men rettighederne kan medvirke til at skabe aktive og kritiske medborgere, hvis involvering bekæmper diskrimination og fattigdom.

Det er lidt absurd, at JM respekterer ytringsfriheden, samtidig med at han gør sig store anstrengelser for at miskreditere de rettigheder, som de fattige omtaler som den største trussel mod deres værdighed, nemlig indkomster og social udvikling.

Når menneskerettighederne bliver brugt aktivt i udviklingsarbejdet, formidler de konfliktløsning og medvirker til reduktion af fattigdom. Det er kombinationen af grundliggende sociale rettigheder og aktivt medborgerskab, der skaber potentialer i forhold til fattigdomsbekæmpelse.

I Verdensbankens arbejde med ’social accountability’ kan vi se, hvordan sociale kontrakter mellem medborgere og myndigheder medvirker til at skabe forbedring af sociale ydelser.

Instrumenter som mobiltelefoner, internet, score-cards og sociale høringer bliver brugt i dette arbejde. Arbejdet er inklusivt, ikke eksklusivt.

Det er baseret på situationen i år 2011, Jacob, det gælder også de sociale dimensioner.