Det første, der nævnes af udviklingsminister Christian Friis Bach i debatten om Danmarks fremtidige udviklingssamarbejde, er, at hvis vi tager det rigtige udgangspunkt, »bevæger vi os væk fra at opfatte udviklingsbistand som gaver«.

LÆS INTERVIEW»Jeg er åbenhedsfanatiker«

På trods heraf synes udviklingsministeren at argumentere for en bistand, der bevæger sig i retning af at blive mere og mere en pengegave, da en større del gives som budgetstøtte, altså gaver til de enkelte udviklingslandes regeringer.

Denne pengegave kan så bruges til (aftalte) statslige investeringer eller til at reducere deres underskud på betalingsbalancen.

Udviklingsbistanden bevæger sig også i retning af, at de tiltag/projekter, der iværksættes for at forbedre situationen i de enkelte udviklingslande, skal foreslås og ledes af personer fra de enkelte udviklingslande.

Endelig går udviklingen i retning af, at personerne fra udviklingslandene skal uddannes og trænes i deres hjemland, da det er for dyrt at lade dem rejse til Danmark.

Alle disse forhold reducerer samvirket/samarbejdet mellem den danske befolkning og ulandenes befolkning – vi giver dem blot pengegaver.

Det er kendt, at hvis man skal lære noget eller udvikle sig, så går det langsomt og lykkes måske ikke, hvis man kun hører om det, det går langt bedre, hvis man ser det, og det lykkes næsten med sikkerhed, hvis man aktivt deltager i det.

Det er derfor nok billigere at lade ulandenes ungdom blive hjemme og studere demokrati, rettigheder og alt det andet teknisk faglige, men det ville være uhyre effektivt – også økonomisk i forhold til udbyttet – at lade nogle af de studerende komme til Danmark og deltage i det danske samfund i nogle halve eller hele år.

Det er klart, at flertallet må uddannes hjemme – men selv for Danmark er det stadig vigtigt, at unge mennesker rejser til udlandet for at få en del af deres uddannelse og livserfaring.

Hvorfor skulle det ikke også gælde for udviklingslande – de har bare ikke selv råd!

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Jeg kan godt lide udtrykket ’Mellemfolkeligt Samvirke’, og det er jo netop det, der er modsætningen til at give gaver.

Jeg er helt enig med Christian Friis Bach. Ulandsbistanden skal ikke være gaver, det skal være et samvirke mellem ulandenes befolkning og danskerne, hvor vi samvirker om at forbedre befolkningernes situation.

Er det virkelig kun penge, udviklingslandene har brug for i deres stræben efter økonomisk vækst og bekæmpelse af fattigdommen?

Så ville udviklingsbistand alligevel ikke være så svært – men penge gør det sjældent alene.

Vi tror faktisk, at der er et stort behov for overførsel af teknologi, viden, og ikke mindst viden om, hvordan man planlægger og samarbejder i stræben efter en effektiv og bæredygtig udvikling og økonomisk vækst.

Danmark har generationers erfaring med et godt tillidsfuldt samarbejde mellem den offentlige sektor og den private sektor – ikke mindst inden for landbrug og håndværk med baggrund i stærke organisationer – som udviklingslandene også i fremtiden kunne få stor gavn af.

Generelt har udviklingslandene måske mest at lære, men danskerne, med vores store ressourceforbrug og negative påvirkning af miljøet samt forholdsvis sammenbidte ansigtsudtryk, sammenholdt med afrikanernes dans, sang og fest på trods af deres ringe økonomiske situation, kunne godt lære noget også.

Men også videnskabeligt kan Danmark have fordel af samvirket gennem fælles forskning på mange områder.

Derfor skal den danske befolkning involveres i samarbejdet og informeres om ulandenes forhold og udvikling.

Det er dyrt at involvere danske konsulenter og forskningsinstitutioner, når engelske kan købes billigere og afrikanske kan købes langt billigere, men det reducerer vores ulandsbistand til uddeling af pengegaver, og der bliver intet samvirke, samarbejde og opbygning af sympati mellem vore befolkninger.

Ligeværdigt samarbejde – så ligeværdigt, som det nu kan være, når den ene part kommer med alle pengene og kan stoppe for pengestrømmen i morgen, som vi desværre har set for mange gange i de sidste 10 år!

Vi yder vel ikke kun ulandsbistand, fordi vi synes, at det er synd for befolkningerne i Afrika, eller fordi vi har dårlig samvittighed fra kolonitiden og slavetiden.

Vi yder også ulandsbistand, fordi vi ønsker nogle gode venner. Nogle venner, som vi kender, og som kender os.

Derfor, involver de danske institutioner, danske ngo’er, danske frivillige, danske eksperter og konsulenter m.v., og lad nogle studerende fra ulandene få en del af deres uddannelse og erfaringer i Danmark – på både kort og lang tid.

Det koster penge, men det samlede udbytte forventes at være langt større, end hvis pengene blot gives som gave til en regering eller et ministerium.