Her på siden startede Mette Bock i dag en tiltrængt debat: Er kommunikation i Folketingssalen børnehavemobning eller reel politisk debat?

Dette er selvfølgelig ikke en ny debat, og det er heller ikke en debat, der kun foregår i Danmark. Verden over forsøger demokratier at finde ud af, hvordan de får befolkningen interesseret i folkestyret uden at give køb på den retslige og lovgivende proces’ grundighed.

LÆS OGSÅMF’ere: Folketinget er en børnehave

Principielt er Folketinget et forum, hvor der bør være fokus på debat. Et sted, hvor vores folkevalgte repræsentanter kan drøfte forskellige løsninger på samfundets problemer.

Men alene Tingets mødedisciplin signalerer noget andet. Som oftest er salen fuldstændig tom til selve debatten, mens flere først ankommer, når der skrides til afstemning. I de få tilfælde, hvor salen er fyldt, drejer det sig ikke om reel debat, men om ritualer der er blevet en fast del af Tingets livscyklus: Folketingets åbning, Statsministerens åbningstale, etc.

Men ofte drejer salens samtaler sig mere om personangreb end direkte debat. Som Søren Espersen for nylig sagde: »Altså, hvis jeg skulle finde nogen, der var unuanceret i forhold til Mellemøsten, kunne jeg da hurtigt finde en – er det ikke 12 medlemmer, der er i Enhedslistens folketingsgruppe? – det kunne jeg sagtens finde«.

Her hævder den ene part sig på modpartens bekostning i stedet for reelt at tage stilling til noget om emnet, og som følge bliver debatten afsporet.

Modparten er nemlig ikke meget bedre. Holger K. Nielsen svarer: »Jeg synes, at hr. Søren Espersen lige pludselig bliver en frygtelig moralist, en frygtelig følelsesladet moralist, som han jo ellers i andre sammenhænge tager afstand fra«.

Her bliver vi ikke informeret om emnet. Men vi får rigelige informationer om, hvordan vi skal opfatte modparten i debatten.

Den reelle debat udebliver desværre meget ofte fra Folketingssalen, og her finder vi essensen af problemet.

De taler til en anden modtager end den direkte part, der er med i debatten. Eller sagt på en anden måde: De taler bevidst forbi hinanden. Og eftersom hele præmissen for en konstruktiv debat er samtale mellem to parter, er der et problem i den sammenblanding.

DEBATEr niveauet for lavt på Christiansborg?

Det medie, der når ud til vælgerne, er tv-mediet. Et medie, der på mange måder er dårligt til at formidle kompleks information, men som til gengæld er fortrinligt til at formidle simple følelsesmæssige konflikter. Der er ikke meget godt tv i enighed. Der er ikke meget presseomtale i kompromisser.

Og politikerne har en strategisk interesse i at fremstille deres modparter i debatten som mindre intelligente, sympatiske eller ærlige end dem selv.

Tv-mediets fokus på korte, fyndige citater opfordrer til forsimplede løsninger og personangreb. Det er det, der kommer igennem til den brede befolkning. Det gør den lange debat ikke, fordi udfoldet argumentation ikke er godt tv.

Når det er sagt, så kan vi ikke skyde skylde udelukkende på fjernsynsmediet. I 2009 lancerede Folketinget deres egen netbaserede tv-kanal, der lader os følge med i den politiske proces fra A til Å.

Der sendes direkte fra udvalgsmøder, folketingsdebatter og store begivenheder i Tinget. Argumentet, der i sin tid blev fremført, lød ifølge TV 2 sådan her: »Idéen med den nye TV-kanal er at få demokratiet helt ud til de danske borgere ved at åbne op for den demokratiske debat. Og det gøres bedst ved at offentliggøre den parlamentariske proces over for så mange danskere som muligt«.

Intentionen og tanken er god, men der er ikke mange af os, der sidder og ser det. I stedet forlader vi os på den information, der bliver sorteret af nyhedsmedierne, og den nye adgang til den parlamentariske proces bliver blot en ny platform til at få sound bites ud til resten af nyhedsapparatet, og dermed bliver også udvalgsmøderne præget af den indholdstomme, kompromisløse stil.

Vi er publikum, og gang på gang vælger vi at hoppe med på vognen. Hvor mange af os, har ikke stemt på nogen, fordi de virkede mere sympatiske end de andre, uden egentlig at være klar over substansen bag facaden? Og hvor mange debatter i offentligheden er egentlig baseret på sagens kerne, i stedet for mediernes reaktioner?

LÆS ARTIKELKommentatorer: Nye politikere klynker lidt

Vi har alle sammen et ansvar for at agere som et ansvarligt publikum, og vi har alle sammen et ansvar for at belønne den konkrete, lødige og konstruktive debattør frem for det agiterende børnehavebarn.

Men vi kan ikke tage stilling til den reelle debat, før vi får reelle indspark fra politikerne. De sidder med nøglen til at ændre på situationen. Det drejer sig dels om nogle helt konkrete praksisser: de skal møde op til debatterne og tage dem seriøst, før vi gør det. De skal forberede deres argumenter bedre og sørge for at arbejde ud fra et konkret grundlag, i stedet for at lade alt gå op i varm luft og spekulationer om modpartens planer. De skal kort sagt fokusere på debatten, ikke på spillet, før vi kan tage dem seriøst.

I en debat er der mange hensyn, der skal tages. Der er en direkte modpart, man skal debattere med, og der er som oftest et bredere publikum, der skal tilfredsstilles. Det er de vilkår, der har afsporet Tingets debatkultur.

Men som adskillige forskere påpeger, så er der point at tjene hos publikum, hvis man fokuserer på sagens kerne. Løsningen på problemet er politikere, der tør stå ved deres meninger og argumentere over for deres modpart i stedet for at angribe deres person.

Når politikerne først har lært det, så kan det være, vi bliver bedre til at lytte.

Det kan være, at medierne holder op med at søge strategiske og fordækte motiver, og at vi begynder at belønne den, vi mener, kan styre landet bedst i den rigtige retning.