Da euroen officielt kom i cirkulation ved midnat 1. januar 2002, blev nattehimlen overalt i Europa oplyst af fyrværkeri.

Bruxelles var ramme om et overdådigt lyd- og lysshow, mens man i Frankfurt afslørede en fem etager høj statue af den nyslåede mønt, samtidig med at et popband skruede op for en særlig eurosang: ’With Open Arms’.

Ved lanceringen af den fælleseuropæiske valuta erklærede formanden for Den Europæiske Centralbank, Wim Duisenberg, sig overbevist om, at euroen »i historiebøgerne i alle vore lande og andre steder i verden vil blive fremstillet som begyndelsen på en ny æra i Europa«.

De allerførste år i det nye årtusinde føltes virkelig som Europas store øjeblik. Politiske eksperter på begge sider af Atlanten talte begejstret om denne glamourøse nye aktør på den globale scene.

Pareq Khanna har beskrevet den »elegante« Europæiske Union som en »metroseksuel supermagt«, der spankulerer lige forbi den testosteronstruttende amerikanske supermagt på det internationale diplomatis catwalk.

Og i 2004 lovpriste økonomen Jeremy Rifkin projektet i en hel bog: ’Den europæiske drøm. Hvordan den europæiske drøm langsomt fortrænger den amerikanske drøm’ (dansk 2006).

Den blev snart fulgt op af T.R. Reids usandsynlige bestseller ’The United States of Europe: The New Superpower and the End of American Supremacy’ (Europas Forenede Stater. Den nye supermagt og afslutningen på det amerikanske overherredømme).

Man kan ikke lade være med at spekulere over, hvor meget salg der er i den slags bøger i dag, nu hvor den europæiske drøm er blevet et mareridt for mange mennesker, hvor euroen vakler på sammenbruddets rand og den union, der skabte den, er kørt fast i en tredobbelt krise, som det vil tage mange år eller ligefrem årtier at løse.

For det første er der den økonomiske katastrofe. EU er, ligesom USA, midt i sin alvorligste finansielle krise siden 1930’erne. Arbejdsløsheden er høj – over 20 procent i det engang så sprudlende Spanien – væksten er næsten ikkeeksisterende, banker kollapser, og forgældede regeringer er ved at løbe tør for penge.

For det andet kommer den økonomiske krise oven i den dybeste politiske krise, EU har oplevet. Unionens mest ambitiøse projekt, oprettelsen af en fælles valuta, risikerer at bryde sammen.

Tegning:  Anne-Marie Steen Petersen

Princippet om menneskers frie bevægelse, en anden hjørnesten i den europæiske integration, bliver udfordret, fordi visse medlemsstater genindfører grænsekontrol. Det skorter på visionære ledere. Og misfornøjede vælgere falder i stort tal for immigrationsfjendtlig populisme.

Den tyske kansler, Angela Merkel, har beskrevet truslen mod euroen som »den værste krise siden Anden Verdenskrigs afslutning«. I Bruxelles betragtes EU’s opløsning for første gang i 20 år ikke som ren science fiction, men som en reel, om end endnu temmelig usandsynlig mulighed.

Denne manglende enhed er Europas største og dybeste krise og den, der ligger til grund for kontinentets økonomiske og politiske kvaler. De fleste europæere aner knap nok, hvad EU står for i verden, hvad der knytter dets folkeslag til hinanden, hvilken fortid unionen har, og hvilken vej den skal gå i fremtiden.

Efter mere end 60 års EU-integration og en større dynge traktater har vi skabt en Europæisk Union, men ingen europæere.

Men hvad er egentlig definitionen på en europæer?

Jeg burde egentlig have haft let ved at besvare dette spørgsmål, som en af mine studerende stillede mig. Jeg er trods alt født i Wales og har levet flere steder i Europa – Oslo, Prag og Bruxelles – i det meste af de seneste 25 år.

Jeg har besøgt samtlige EU’s medlemslande bortset fra Malta. Jeg taler en håndfuld europæiske sprog og har studeret europæisk historie og politik ved universitetet. Jeg har arbejdet i EU-kommissionen og EU-parlamentet.

Mine bedste venner er hollændere, tyskere, slovakker og svenskere. Min partner er svensk, og mine børn er tosprogede. I modsætning til visse tidligere amerikanske præsidenter kan jeg kende forskel på Slovenien og Slovakiet. Hvis nogen skulle være europæer, eller i hvert fald vide hvad sådan en er, så er det mig.

Alligevel stod jeg der og hakkede og stammede, mens jeg prøvede at finde et svar. Jeg vrøvlede lidt om europæiske værdier – frihed, demokrati, menneskerettigheder, retsstatslige principper – men det virkede hverken særlig overbevisende på mig selv eller de studerende på holdet.

Amerikanske værdier er klart og koncist defineret i Bill of Rights, som beskriver borgernes rettigheder i forhold til staten, og USA’s forfatning, som de fleste amerikanske skolebørn lærer om i skolen og visse senatorer har i baglommen.

EU har omvendt ikke nogen forfatning, og unionens såkaldte charter om grundlæggende rettigheder blev først juridisk bindende i 2009. Det nærmeste, EU kommer et stiftende dokument, er en næsten uforståelig traktattekst, som er blevet udbygget seks gange siden underskrivelsen af Romtraktaten i 1957. Med det seneste skud på stammen i EU’s regelsæt, Lissabontraktaten fra 2007, forpligter unionens medlemmer sig til værdier som ytringsfrihed, demokrati og bæredygtig udvikling. Men meningerne om, hvad der er europæiske værdier, er delte.

Hvordan er det kommet hertil? I årtierne efter Anden Verdenskrig var ingen i tvivl om, hvad Europa stod for: velstand på et krigshærget kontinent, frihed fra despotisme – og fred mellem landene efter århundreders blodsudgydelser. Men hvad mere er der egentlig?

Hvis der nogensinde har eksisteret en europæisk drøm, så byggede den på en følelse af solidaritet mellem klubbens 27 medlemmer. Men prøv at sige det til en franskmand, der under debatten om den dødsdømte EU-forfatning i 2005 demonstrerede mod de mytiske polske blikkenslagere, som stjal deres job. Eller til de hollændere, der vægrer sig ved at overføre store pengesummer til unionens fattigere medlemmer. Eller til de tyskere, slovakker og finner, som måtte have armen vredet om på ryggen for at få dem til at tilbyde en hjælpende hånd til et Grækenland, der er tæt på en statsbankerot.

Ved Europakongressen i 1948 blev den britiske premierminister Winston Churchill berømt for sin udtalelse:

»Vi håber at se et Europa, hvor mennesker i alle lande vil betragte det at være europæere som et tilhørsforhold til deres fødeland, og ... uanset hvor de færdes i dette vidtstrakte område ... oprigtigt vil føle: Her hører jeg hjemme«.

Håbet er lysegrønt. I dag er der mindre mobilitet, end da Churchill holdt sin tale. Cirka 2 procent af alle europæere bor i et andet EU-land end det, de er statsborgere i. I stedet for at nedlægge landegrænserne – hvilket var formålet med den aftale, som vesteuropæiske lande underskrev i Schengen, Luxembourg, i 1985 – er de tilsyneladende ved at komme på mode igen.

Frankrig etablerede for nylig grænsekontrol ved sin grænse til Italien for at standse en bølge af migranter fra Libyen, som det selv var gået i krig for at befri, og Danmark vakte sine naboers vrede ved at tilbagekalde nogle af Schengens aftaler om pasfrihed. Endnu er hele Europa åbenbart ikke klar til at tage imod samtlige europæere.

»Der findes ikke noget europæisk folk«, skrev Geert Mak i sin autoritative bog fra 2007 ’Europa. En rejse gennem det 20. århundrede’ (dansk 2010).

»Der er ikke et enkelt, men snesevis af sprog. Italienerne har et helt andet forhold til ordet ’stat’ end svenskerne. Der findes endnu ikke nogen virkelig europæiske politiske partier, og paneuropæiske aviser og tv-kanaler lever en marginal tilværelse. Og først og fremmest: Europæerne har næsten ikke nogen fælles historisk erfaring«.

Og hermed er vi inde ved sagens kerne. »Folk er afhængige af historier, hvis de skal fatte det uforklarlige, forlige sig med deres skæbne«, skriver Mak. »Den enkelte nation med dens fællessprog og fælles tankegods kan altid omdanne disse personlige erfaringer til en stor, sammenhængende historie. Men det kan Europa ikke. Det har, i modsætning til USA, endnu ikke nogen fælles historie«.

Den Europæiske Union har opbygget fælles institutioner, love og selv en fælles valuta. Den har symboler, som man kender fra en nationalstat, herunder et rødbedefarvet pas, som anbringer Den Europæiske Union oven for indehaverens nationalitet, og et flag, selv om det kun er ved golfturneringen Ryder Cup, at der viftes frivilligt med det. Den har endda en fælles hymne: ’Ode til glæden’.

Hvad den derimod savner, er en befolkning med fælles kultur, sprog eller fortællinger – eller som i det mindste er i stand til at identificere sig med den politiske konstruktion, der er blevet skabt i deres navn.

»Vi har et Europa«, sagde den tidligere polske udenrigsminister Bronislaw Geremek. »Nu skal vi bruge nogle europæere«. Problemet er, at man ikke bare kan fremstille europæere, som om de var legetøjssoldater, og det har sjældent fået nogen lykkelig udgang, at man har påtvunget forskellige folkeslag en kunstig politisk konstruktion.

Den Europæiske Union adskiller sig fra Det Østrig-Ungarske Rige og Det Osmanniske Rige og det hedengangne Jugoslavien derved, at det ikke er blevet påtvunget nogen. Men der er også lighedspunkter: Vreden mod hovedstadens politiske eliter, krænkelsen af nationale identiteter og ønsket om selvbestemmelse ude i ’provinserne’.

Og her er vi inde ved kernen i eurozonens problemer. Da ideen om den fælles valuta blev lanceret i 1990, nærede man en naiv forestilling om, at en fælles valuta ville få landene i eurozonen til på en eller anden måde at nærme sig hinanden. Euroen ville kort sagt få de rundhåndede grækere til at minde lidt mere om de sparsommelige tyskere.

En fattig brite, der bor i et socialt boligbyggeri, kan med al ret spørge, hvorfor han skal støtte velhavende franske bønder gennem sin skat. Og hvis en tysk arbejder går på pension fem år senere end en græsk arbejder, kan han med god ret spørge, hvorfor han skal betale nogle af sine hårdt optjente penge til grækerne, så de ikke behøver at arbejde så meget.

Faktisk tyder meningsmålingerne på, at de fleste tyskere er lodret uenige i, at Tyskland skal bistå Grækenland økonomisk. Denne stemning afspejler sig også i landets aviser. ’Grækerne vil have endnu flere af vores milliarder!’, hed det på en forside af den storsælgende Bild Zeitung i 2010 – og det var inden sidste års bølge af krisepakker.

En del af problemet er i hvert fald, at der er opstået en tillidskrise. Hollænderne har ingen tillid til, at bulgarerne og rumænerne kan bevogte deres grænser, så de er trådt ud af Schengenaftalen.

Tyskerne har ikke tillid til, at grækerne forvalter deres penge ordentligt, så de overfører dem kun drypvis. Polakkerne og balterne har ingen tillid til, at EU vil forsvare dem mod aggressioner østfra, så de sætter i stedet deres lid til Nato og amerikanerne. Og briterne har ingen tillid til, at folk på det europæiske kontinent kan gøre noget som helst bedre, end de kan.

Det er også en legitimitetskrise. EU har efterhånden opbygget en stor magt, men det er langt hen ad vejen sket uden at rådspørge vælgerne og uden mange af de basale sikkerhedsventiler, som vi tager for givet i et demokrati. Ingen spurgte det tyske folk, om de ville opgive deres elskede D-mark.

Det var en beslutning, som regeringen simpelthen tog for dem med henvisning til, at en fælles valuta ville være underlagt strenge regler – som senere blev elimineret af den franske og tyske regering – og at en valutaunion ikke ville medføre en velstandsudligning mellem rige og fattige lande, hvilket har vist sig ikke at holde stik.

I de fleste demokratier kan man stemme en regering hjem, hvis man ikke bryder sig om den. Det er umuligt inden for EU-systemet.

Det værste af det hele er måske, at EU ikke har formået at overbevise sine vælgere om, at samarbejdet er en økonomisk fordel for dem i en globaliseret verden. I nyere meningsmålinger blandt EU-borgere svarede mindre end halvdelen af respondenterne, at medlemskabet af EU var af det gode.

Ifølge en meningsmåling fra Eurobarometer i 2009 mente 53 procent af alle europæere ikke, at deres stemme talte i EU, mens kun 38 procent mente det modsatte. Og det var endda inden sidste års nedsmeltning.

EU har reageret på denne bølge af euroskepsis ved at bede om endnu mere vidtgående beføjelser til at lede medlemsstaternes politiske og økonomiske anliggender. Ved et topmøde i Bruxelles denne uge blev 25 af EU’s 27 medlemslande enige om en ny finanspolitisk pagt, som skulle begrænse staternes budgetunderskud og pålægge staterne sanktioner, hvis de overskred begrænsningerne, give EU større magt til at ændre nationale budgetter og potentielt at harmonisere skattesatserne i landene.

EU står nu over for et svært valg: Enten skal det gradvis indføre forholdsregler, som kan forhindre en spredning af de finansielle problemer, eller skabe et Europas Forenede Stater med fælles finansiel og økonomisk politik og en de facto forbundsregering i Bruxelles.

Ingen af de to løsninger er særlig tiltrækkende. Den første vil formentlig føre til fællesvalutaens sammenbrud, opløsningen af mange af Europas ledende banker og en langvarig recession i Europa og resten af verden.

Den sidste kan måske redde euroen, men den vil yderligere fremmedgøre EU for den befolkning, den ellers skulle repræsentere. Og støttepakkerne vil, naturligvis, koste skatteyderne flere hundrede milliarder euro.

EU’s tilhængere har ofte sammenlignet unionen med en haj: Hvis den holder op med at bevæge sig fremad, vil den synke. Målsætningen om en »stadig tættere union« af folk og stater er endda skrevet ind i EU’s grundlæggende traktat, som om det var en historisk uundgåelighed.

I løbet af mere end et halvt århundrede, hvor unionen er vokset fra de 6 grundlæggere til 27 lande, har medlemmerne frivilligt overdraget mere og mere magt til Bruxelles, og unionen er aldrig holdt op med at bevæge sig fremad. Den økonomiske krise kan muligvis ende med at accelerere denne integrationsproces, men hvilken pris vil EU’s legitimitet på længere sigt betale for det?

Kort inden lanceringen af euroen i januar 2002 sagde centralbankdirektør Duisenberg eftertænksomt: »Euroen er meget mere end bare en valuta. Den er et symbol på europæisk integration i alle ordets betydninger«.

Han havde ret, men ikke på den måde, som han havde håbet. Her ti år senere er den hårdt prøvede euros dårlige forfatning tilsyneladende udtryk for et større sammenbrud i Europas drømme om en fælles fremtid. I stedet for at formindske afstanden mellem EU og dets borgere har euroen udvidet kløften mellem magthavere og borgere. I stedet for at føre til en ny æra af velstand har euroen dømt millioner af europæere til mange års fattigdom. Og i stedet for at få Europas folk til at nærme sig hinanden, er den på nippet til at rive dem fra hinanden.

© Foreign Policy

Oversættelse: Lorens Juul Madsen