I sidste uge skød den franske præsidentkandidat Francois Hollande for alvor sin valgkamp i gang.

Hans taler gik imidlertid under radaren i det danske medielandskab, der på udlandsfronten totalt domineres af optakten til det amerikanske præsidentvalg.

Den beskedne omtale af det franske valg kunne godt foranledige en til at tro, at det slet ikke er relevant i en dansk kontekst. Intet kunne imidlertid være mere forkert.

Ikke alene tegner præsidentvalget til at blive en sand gyser; det vil også kunne få bølgerne til at gå højt i den danske EU-debat – lige midt under et formandskab.

I modsætning til 2007-valget er det stadig uafklaret, hvem der i sidste instans kommer til at dyste om Élysée-palæet, når valget i maj går ind i den afgørende 2. runde. Nicolas Sarkozy, socialisten Francois Hollande, Marine Le Pen (Front National) eller den midtsøgende Francois Bayrou.

Selv om overraskelser ikke kan udelukkes, regner de fleste dog med et opgør mellem Sarkozy og Hollande.

Tegning:  Mette Dreyer

Franske medier er således fulde af spekulationer over, om Sarkozy vil gå over i historien som den anden præsident efter Anden Verdenskrig, der helt ligesom Valery Giscard d’Estaing må nøjes med én præsidentperiode, og om Hollande vil kunne give socialisterne den første sejr, siden Francois Mitterrand genvandt præsidentmagten i 1988.

Nærstuderer man Hollandes første valgkampstaler og ikke mindst hans 60 valgløfter, er der ingen tvivl om, at han vil forsøge at rykke godt og grundigt væk fra Sarkozys hidtidige økonomiske kurs.

I torsdags ophøjede han intet mindre end kapitalismen og bankverdenen til sin sande modstander. Efter en valgsejr vil han derfor indføre en ny bank- og millionærskat.

Dertil kommer løftet om at rulle Sarkozys pensionsreform tilbage, så 60-årige ikke skal vente to år på at gå på pension. Mindst lige så afgørende er hans valgløfte nummer 11, hvor han kort og kontant gør op med den EU-finanspagt, som Sarkozy og Merkel har brugt måneder på at skrue sammen.

Ifølge Hollande er pagten nemlig med til at udløse en ’sparespiral’, der kun vil forværre krisen.

I stedet for blot at føre restriktiv finanspolitik skal EU-landene derfor i gang med at lancere vækstinitiativer, samtidigt med at den europæiske centralbank skal kunne opkøbe statsobligationer og udstede eurobonds.

Alle disse meldinger vil uden tvivl få det til at løbe koldt ned ad ryggen hos kansler Merkel i Berlin. I de sidste mange måneder har hun investeret uhyre megen energi i at tilbagevise disse forslag, bl.a. fra tyske socialdemokrater.

Hermed er der lagt op til en fransk-tysk strid, der meget vel kan overskygge afslutningen af det danske EU-formandskab.

Men valgkampen vil i høj grad også kunne smitte af på den danske EU-debat. Vil man have et eksempel på det, kan man bare følge den verserende debat om den såkaldte Tobinskat.

Hovedårsagen til, at kræfter inden for S og SF pludselig kan lægge pres på økonomi- og indenrigsminister Vestager, er, at Sarkozy med ét har ophøjet sig selv til en af skattens fremmeste forkæmpere.

Hermed håber han nemlig på at kunne fjerne et effektivt våben fra Hollandes arsenal, opgøret mod bankerne og spekulanterne. Hvis Hollande vinder, vil der sikkert heller ikke gå mange dage, før S-SF-RV-regeringen vil blive presset af baglandet i spørgsmålet om, hvorvidt Europa skal indlede en fælles kickstart.

I hvert fald er det da tankevækkende, hvis Helle Thorning-Schmidt (som hidtil) er tættere på den konservative Merkel end på partifællen Hollande!

Samlet set er der derfor god grund til lige at løsne blikket fra Florida, Nevada og Maine og rette fokus mod Paris og omegn.

Og når vi nu er i gang, er der faktisk også en række andre vigtige valg, der fortjener mere opmærksomhed: 4. marts er der præsidentvalg i Rusland, og til efteråret skal der være vagtskifte i Beijing.

Når alt kommer til alt, er det fornuftigt at dække USA tæt, men ikke på bekostning af alt andet – det er nemlig udtryk for en svunden tid, hvor USA stadig var verdens eneste supermagt.