På Hotel- og Restaurantskolen kræver man, at muslimske elever skal smage på svinekød for at kunne bestå eksamen.

Argumentet er, at man ikke kan servere mad for andre, som man ikke selv kan smage til, når maden tilberedes.

TV-avisen fremlagde 8.2. en tekst, hvor skolen forklarer, at de muslimske elever bare kan smage på kødet og så spytte det ud! Her er der vist brug for en dosis religionshistorisk lærdom om, hvad religiøse spiseregler egentlig er!

Først og fremmest må man forstå, at den slags forskrifter hverken er logiske eller rationelle. De handler hverken om hygiejne eller smag, men udelukkende om en identitetsgivende æstetik, som positionerer den spisende på den rigtige måde i forhold til hans eller hendes gud.

Spiseregler ritualiserer tilværelsen, sætter normer og rammer og skaber en religiøs bevidsthed om kroppen, som individet af indlysende grunde har med sig uafbrudt. Man er den, man er, i kraft af det man spiser. Spørg selv en vegetar eller en medisterpølseædende herre, for hvem grøntsager er uspiselig kaninmad.

I den forstand ligner religion alt muligt andet, men med en afgørende forskel: Spisereglerne er altid begrundet i mytologiske og teologiske systemer, som religiøse mennesker ikke bare kan ignorere.

Hvis man forestiller sig, at universets skaber har bestemt, at svinekød ikke er menneskeføde, så skal der altså mere end en forstander på en hotel- og restaurationsskole til at omgøre bestemmelsen.

Rent pragmatisk må man da også spørge, hvordan den muslimske kok, som ikke kan leve med tanken om at spise svinekød, skal kunne værdsætte og vurdere smagen? Hvem kan vurdere smagsnuancerne i noget vammelt stads, som man end ikke opfatter som mad?

I øvrigt kan skolen glæde sig over, at de ikke har hinduistiske gaudiya-vaisnava-disciple blandt eleverne, for de må kun lave mad tilegnet deres gud og under ingen vilkår smage på noget som helst, før retten ofres til guden og herefter serveres til de sultne.

Eksemplet fra Hotel- og Restaurantskolen viser, hvor ringe forståelsen af kulturfænomenet religion ofte er.