Folkestemningen er for en skat på finansielle transaktioner, og det forstår man umiddelbart godt:

Rigtig mange føler sig enten direkte snydt af bankerne – eller føler sig som ofre for ukvalificeret rådgivning fra bankerne under finanskrisen.

Regeringen tøver. Med rette, efter min mening. Det følgende er til dem, der kritiserer regeringen for denne tøven. For en såkaldt Tobinskat er ikke det mest hensigtsmæssige for Danmark.

Her er syv gode grunde til at tøve:

1.Tilhængernes forestillinger om, at man med en Tobinskat får stoppet eller mindsket eventuelle fremtidige finanskriser holder ikke.

En skat på værdipapiromsætning har intet med den nuværende krise at gøre. Krisen skyldes ikke handel med værdipapirer, men en alt for ekspansiv pengepolitik i den globale højkonjunktur, der tog fart omkring 2004-2005.

Der opstod et kæmpe misforhold mellem afkastet på investering i ejendomme og aktier med mere på den ene side og særdeles lave låneomkostninger (renter) til finansiering af disse investeringer på den anden.

Og det lokkede til storstilet gældsætning i husholdninger, virksomheder til køb af aktier og ejendomme. Ja, sågar hele stater lod sig lokke til storstilet gældsætning til finansiering af en række offentlige aktiviteter.

Nu står vi midt i den nødvendige og smertefulde gældsnedbringelse, og det er den vestlige verdens store udfordring. Så afgiften virker ikke – hverken på de nuværende alvorlige problemer eller som et middel til at forhindre fremtidige finanskriser. Faktisk tværtimod – og her er vi ved min næste indvending.

2. De europæiske – herunder især danske – banker er i knæ.

Bankerne er ramt meget hårdt både af, at deres lånere ikke kan betale lånene tilbage – dvs. de har hverken likviditet eller soliditet til at kunne fortsætte.

En Tobinskat rammer ned i disse banker, da de står for en god del af værdipapiromsætningen. Noget af afgiften vil blive overvæltet på de kunder, bankerne handler for:

Pensionsopsparerne skal bære højere omkostninger og dermed mindsket pensionsopsparing, almindelige kunder får mindre i renteindtægter og højere renteudgifter m.m. De kommer til at bære deres del af byrden. En del af afgiften bliver ikke overvæltet, men må betales af bankerne.

En sådan afgift udgør en omkostningsforøgelse, og hvem der i bankerne kommer til at betale for det, afhænger igen af en række forhold som magtrelationerne mellem de ansatte, aktionærerne og ledelserne.

Tobinskatten betragtes af tilhængerne som et middel til at giver de ansvarlige (ledelserne i bankerne) nogle øretæver, men intet tyder på, at det lykkes. En afgift, der kommer udefra, vil næppe af aktionærerne anses som noget, man kan bebrejde ledelsen, og den vil derfor næppe blive gjort ansvarlig.

Den lavere indtjening efter afgiften vil blive delt mellem aktionærerne og de ansatte. Der er ingen tvivl om, at en sådan afgift således også vil medføre afskedigelser af det almindelige bankpersonale – og næppe efter om disse personer har været ansvarlige for dårlig rådgivning af kunder.

Mens man med den ene hånd laver den ene bankpakke efter den anden og på den måde søger at undgå for mange bankkrak, så vil man med den anden hånd smække en skat ned over dem. Hvor er logikken? I det hele taget er hævnmotiver ikke nogen god drivkraft, når temaet er beskatning.

3. Arbejdet i maskinrummet er vigtigere end en plump skat.

Der foregår et intensivt arbejde med at etablere regler og procedurer nede i bankernes maskinrum med henblik på at forhindre eller formindske sandsynligheden for fremtidige finanskriser.

Både på nationalt, EU- og på vestligt niveau. Flere af disse regler er allerede indført, og andre er lige på trapperne. Her er ambitionen konkret at målrette nye regler, så de så præcist som muligt sikrer, at bankerne handler fornuftigt.

Et af de mere håndfaste midler er de såkaldte kapitaldækningsregler, som bankerne skal overholde, og som stiller stærkere krav til bankernes ’polstring’ (egenkapital i forhold til udlån) og dermed sikrer, at bankerne hindres i at komme i samme vanskeligheder og dermed påfører både kunder, de ansatte, regeringer og andre betydelige vanskeligheder.

Altså: Dette arbejde i maskinrummet er efter min mening langt mere konstruktivt og nødvendigt end en plump skat.

Til denne indsats hører en række tiltag, f.eks. de bonusbegrænsninger, der allerede er indført med henblik på at begrænse incitamenterne til at spekulere og rådgive uhensigtsmæssigt. Også en række regnskabs- og gennemsigtighedsregler er under udarbejdelse og har samme formål. Det bliver imidlertid ikke bedre, hvis bankerne oveni påføres endnu en skat.

4. En Tobinskat vil hæmme væksten i økonomien.

I dag lider rigtig mange virksomheder – især de små og mellemstore – under manglende eller utilstrækkelige lånemuligheder fra bankerne. Og det er helt afgørende, hvis vi skal have vækst, at der er de fornødne lånemuligheder til stede. Og det vil være væsentlig sværere, når skattebetalinger dræner bankerne.

5. En Tobinskat vil uden tvivl være tung at administrere.

Når man tænker på, hvor mange forskellige finansielle instrumenter der hver time omsættes – bare i Danmark – kan man blive helt svedt.

Hertil kommer, at enhver skat indebærer forskellige omgåelsesforsøg, hvilket kræver kontrol og overvågning. Hvor skal disse indsatser komme fra? Ved at tage flere skattefolk ud af de andre kontrol- og administrationsindsatser – med de konsekvenser, det har.

Hvis motivet er hævn over bankerne, ville det da være langt enklere at hæve den eksisterende lønsumsafgift, som allerede nu administreres. Der er ikke megen meradministration ved at hæve en sats på en allerede eksisterende afgift sammenlignet med at introducere en helt ny skat.

Ikke fordi jeg anbefaler det – tværtimod. I den forbindelse er det da også værd at tænke over, hvorvidt en EU-Tobinskat vil blive administreret og kontrolleret i alle landene med samme konsekvens og seriøsitet, som det i givet fald vil ske i Danmark. Der ligger måske en risiko for lidt konkurrenceforvridning til ulempe for Danmark her.

6. Danmark beskatter banker hårdest.

Nogle vil sige, at når Frankrig og Tyskland (og andre lande) vil indføre en Tobinskat, hvorfor skal Danmark så ikke også. Hertil vil jeg sige, at der næppe er noget land, der i forvejen har beskattet deres banker så hårdt som Danmark. Vi har så at sige været der allerede.

Den danske lønsumsafgift på finansielle virksomheder er enestående sammenlignet med stort set alle andre lande. Så argumentet, at når andre kan, så kan vi også, holder ikke.

7. Tobinskat vil få skattely til at blomstre.

Jeg har slet ikke været inde på de unddragelsesmuligheder, der ligger i, at ikke alle lande i givet fald kommer med i en Tobinskat, selv om den ville omfatte alle EU-lande.

Der er mange muligheder for at lægge en sådan omsætning uden for EU og fuldt lovligt – jeg er også vis på, at endda et eller flere af de over 60 forskellige skattely, der er i verden i dag, også gerne vil tilbyde sig med kreative modeller, men det er en anden snak.

Så ros til regeringen for at klappe hesten. Hvis man etablerer en Tobinskat i EU, er der ingen tvivl om, at den gør langt mere skade på Danmark end gavn.