Først var det efterlønnerne.

Nu er det det grå guld, der er årsag til landets problemer.

Hvor er jeg dog træt af den hetz, som medierne periodisk kører for at fange læsere. Både ’Politiken mener’ samt Signe Bjerre og Mette Guldager har i lørdagsudgaven travlt med at nedgøre værdien af alt det arbejde, som vi har ydet, da vi var i arbejde. Efter deres udregning steg vores rådighedsbeløb med 31 procent i forhold til dem, der var i arbejde.

Man henviser til tal fra Danmarks Statistik, men tal kan manipuleres alt efter afsender- og modtagergruppe. De postulerer, at vores vin- og rejsebudget er steget voldsomt. Ja, men det er priserne også.

LÆS ARTIKELRejsen er bestilt, og rødvinen er trukket op

De siger, at vi sidder i huse, der er betalt, og lever højt på friværdien og pensionsydelserne. Kort sagt siger de, at vores luksusforbrug er fordoblet de seneste 6 år, og vi har flere penge mellem hænderne end vores børn. Fornemmer jeg noget misundelse?

Tillad mig at give svar på tiltale. Hvad angår indtagelse af vin, bør man lige kigge på de mængder af øl, der bliver drukket på diskoteker, barer, til private fester, fester i det offentlige rum og andre steder en fredag aften. Hertil kommer sociale øl resten af ugen. Her tror jeg allerede, at det påståede vinforbrug for det grå guld er overskredet.

Med hensyn til rejselivets glæder er det sandelig også den arbejdende del af befolkningen, der nyder rejselivets glæder. Mange unge skal helst på mindst en skiferie om året, og det er inklusive alle glæder som afterskiing og dyrt mærkevare-skiudstyr. Hertil gerne en sommerferie under Sydens sol og rigeligt med drikkevarer.

Jeg generaliserer ikke.

Vi ældre tager det mere roligt, og mange af vores småture tilrettelægger vi selv ved at finde billige fly og billige hoteller. På den måde kan vi måske få råd til en lidt større tur eller spare sammen til en familietur med børn, børnebørn og svigerbørn.

Vi har som arbejdstagere sparet sammen til at kunne nyde livets dessert i udlandet, og endelig kan vi tage af sted uden at skulle forsømme arbejdspladsen. Kan man ikke unde os den glæde?

Vi bliver bebrejdet at have huse, der er betalt, ja, men vi har trods alt betalt dem selv af vores surt opsparede penge. Mange bruger ikke friværdien, men lader den være til børnene, og vi har som en del af vores månedsløn sat små 2.000 kroner til side til vores liv som pensionister.

Er man ansat som lærer, er månedslønnen cirka 2.000 kroner mindre, fordi det går til vores til indbetaling til vores pension. Er det galt? Nej, det er langtidsplanlægning. Det samme med efterlønnen. Den har vi også indbetalt til gennem mange år. Så vi får ikke noget forærende, tværtimod er vi på det sidste blevet bestjålet af VK-regeringen samt DF og forligspartierne.

I hverdagen lever vi meget spartansk, og kun på den måde kan vi prioritere vores nydelser.

Da jeg arbejdede som automekaniker, var vi på akkord. Blev man syg, fik man kun udbetalt timelønnen, der var lav. Via akkorden kunne man, hvis man var god til sit job, oppebære en helt god timeløn.

Jeg har flere job bag mig og har på intet tidspunkt belastet det offentlige under min uddannelse. Flere af uddannelserne er læst om aftenen med fuldtidsjob om dagen for at kunne dække mine faste udgifter.

LÆS OGSÅNye pensionister holder forbrugsfest

Hvis vi i vores ungdom havde råd til et hus, måtte vi virkelig suge på labben for at have råd til terminerne, tænk på kartoffelkuren. Vi flyttede ind efter at have malet væggene og købte brugte møbler eller arvede. Efterhånden kunne man så renovere huset og skifte møblerne ud.

Køber familier et hus i dag, skal køkken, bad og toilet straks udskiftes. Der mangler lidt sans for proportioner mellem økonomi og behov. Mange tror tilsyneladende, at det er idel lykke at have sit eget hus. Det er det også, vi har jo selv valgt det, men mange glemmer, at der konstant er ting, der forfalder på et hus eller går i stykker.

Da vi var på arbejdsmarkedet, var barselsperioden tre måneder. Der var ikke noget, der hed barns 1. og 2. sygedag. Vi kendte ikke til betalte omsorgsdage og fri til lægebesøg samt mange nye personalegoder – og helt fint med det. Her skulle vi betale karensdage og tage fri uden løn for at gå til læge.

Vi havde ikke alle de uddannelsestilbud, som unge har nu om stunder, men har via vores skat været med til at betale for alle de uddannelsesmuligheder, der findes nu, og vi betaler det med glæde, for selvfølgelig skal I som unge mennesker have en god uddannelse og et godt job. Vi er ikke misundelige på jer.

Derfor valgte mange af os også efterlønnen, så vi kunne overdrage vores job til jer. Det bliver vi nu også klandret for.

SKRIVBør pensionister gemme lidt til den næste generation?

Vi er ikke misundelige over jeres liv og arbejdssituation. Vi har stor forståelse for jer. Vi håber bare på samme forståelse for, at vi også gerne vil nyde vores otium, ligesom I har nydt jeres ungdom.

Vi er mange, der gerne vil gemme til vores børn, og det gør vi også, men problemet er bare, at arven til vores børn bliver forringet af den store arveafgift, som det offentlige stjæler af de penge, som vi forældre allerede har betalt skat af.

Jeg synes, at Politiken og de to skribenter skulle slappe lidt af og få et mere nuanceret syn på sagen.