I juni sidste år fremførte professor Linda Maria Koldau en kritik af alt fra dalende faglighed over uselvstændige studerende til mobning i undervisergruppen på musikvidenskab, Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet.

LÆS INDLÆGProfessor: Dansk humaniora er en skandale

Kritikken gik på, at studiet vægtede (post)moderne kulturteorier frem for traditionel musikhistorie og -teori, hvilket blandt andet manifesterede sig i, at de studerende ikke behøvede at have kendskab til eksempelvis noder for at blive optaget på og gennemføre studiet.

Tillige beskrev Koldau, hvordan hun var frataget sine hovedfag og blevet udsat for mobning af den resterende gruppe undervisere og således måtte sygemeldes og fritages for personalemøder.

Ensidigheden af pressens dækning taler for sig selv. Oprørende og kontroversielle postulater bringes på forsiden, mens saglige besvarelser er henvist til aktualitetsfraskrivende eksil bagest i debatklummer.

Den ene af os, Martin, har oplevet Linda Maria Koldau som en kompetent underviser med fornuftige ideer om god formidling og solide videnskabelige idealer.

Men det kan vi sådan set sige om alle vores undervisere i vores tid på musikvidenskab ved AU, og vi mener ikke, at der er belæg for Koldaus patroniserende udtalelser om det faglige niveau generelt.

Vi ser helt tydeligt idealet om videnskabelig redelighed afspejlet i vores andre undervisere – også dem, som underviser i ’kulturteoretisk fantasteri’.

Vi frygter, at megen af Koldaus kritik, bortset fra de mere personlige aspekter som vi ikke vil udtale os om, beror på en misforståelse af musikfagets afgrænsninger i den form, som faget fremstår på AU.

Vi og vores medstuderende har tilegnet os nodefærdigheder og musikteoretisk viden om både klassisk musik, jazz og populærmusik.

Vi har alle haft praktisk undervisning i sammenspil, rytmisk og klassisk klaver, sang og kordirektion.

Vi har fire sammenhængende musikhistoriske forløb, som i timetal og læsemængde fylder relativt meget i vores studier, og sideløbende hermed introduceres vi for kulturteoretiske begreber og emnefelter, som perspektiverer denne historiske ballast.

Vi bliver også undervist i mere generelle humanistisk-filosofiske problemstillinger, som ikke nødvendigvis er opstået i musikkens verden, men som tjener til, at vi kan udvikle en kritisk, videnskabeligt funderet forståelse af det diffuse begreb musik.

Musikhistorie handler både om klassisk musik og om nyere tids musik, som fra et klassisk-teoretisk synspunkt er mindre spændende, men som fra et kulturteoretisk og teknologisk perspektiv kan være dybt fascinerende, og som fuldstændig ubestrideligt hører hjemme i et universitetsforløb under navnet musikvidenskab.

Med andre ord: Hvis man ikke kan læse noder, dumper man til sine eksamener – hvis man ikke kan sin musikhistorie, dumper man til sine eksamener. Hvis man tror, at disse elementer udgør hele det musikvidenskabelige felt, dumper man til sine eksamener.

Sådan en uddannelse kan naturligvis ikke gøre alle til eksperter på alle områder, men de mange, meget forskellige og dybt engagerede undervisere har kæmpet for at give os de midler, der skal til for selv at kunne dygtiggøre og specialisere os.

Vi finder det voldsomt provokerende, at vores undervisere og uddannelse på misvisende og enormt skadelig vis beskrives som værende på folkeskoleniveau, uden dybde og hæmmende for kreativitet og god forskning.

Det er fint, at man diskuterer universitetspolitik, men den specifikke sag er fyldt med urimelige beskyldninger og fejlinformation, som gør den til et rigtig dårligt eksempel i en sådan diskussion.

Den ’faglige udviklingsproces’ der fandt sted på AU i sommer, resulterede i en ny ledelsesstruktur, og som studerende imødekommer vi enhver debat, der kan rejses om dette indgreb og hvilke konsekvenser, det kan have på universitetskulturen generelt.

En sådan diskussion skal dog ikke fremprovokeres af sensationsjournalistik, som udelukkende tjener det formål at fremføre en enkeltpersons stærkt subjektive og reaktionære udlægning af et alsidigt studie, hvis afgrænsning hun ikke lader til helt at have forstået.

Det er usagligt og ødelæggende for debatten, når aviserne bringer et billede af en Koldau tvunget til tavshed.

LÆS LEDERAarhus Universitet har en skandale i støbeskeen

Der findes formentlig rigeligt med ammunition til et angreb på forholdene for ytrings- og forskningsfrihed på de danske universiteter - men den skal så afgjort ikke findes i en så kompleks og problematisk personsag.

For at kunne vende tilbage til en saglig debat, er vi nødt til at løsrive debatten om ledelsesstruktur og et humaniora i krise fra sommerens fejlplacerede anklager, som fortsat drives frem af et enigt panel af udenforstående, selvbestaltede eksperter, hvis primære motivation synes at være det af pressen konstruerede martyrium, som benævnes Linda Maria Koldau.