'Europa, Europa' er titlen på en film om en dreng, der en snes gange er lige ved at miste livet under Anden Verdenskrig og holocaust.

Titlen er en påmindelse til os om arvesynden i Europa og om alle de forbrydelser og rædsler, der fulgte i kølvandet på den. Arvesynden blev begået i sommeren 1914. Den skæbnesvangre begivenhed medførte to verdenskrige, den spanske syge, to totalitære stater, Auschwitz og Gulag, adskillige diktaturer og adskillige millioner lig alene på dette lille kontinent - vores lille asiatiske halvø.

LÆS KRONIKEN PÅ ENGELSK Europa, Europa

Det var på baggrund af den voksende bevidsthed om denne arvesynd, at tanken om et forenet Europa dukkede op på det historiske møde mellem de to konservative statsmænd Charles de Gaulle og Konrad Adenauer. Under dette møde forpligtede de to tidligere fjendtligt indstillede magter sig til aldrig at starte en ny europæisk krig.

De to arvefjender, Frankrig og Tyskland, begyndte fra dette øjeblik at pleje et venskabeligt forhold. Denne gensidige fjernelse af mistro ( som Storbritannien langt senere tilsluttede sig) resulterede hen ad vejen i gensidig forståelse, samarbejde og enighed om at arbejde for fælles mål.

Siden etableringen af Den Europæiske Union er denne oprindelige forpligtelse i stadig stigende grad blevet overskygget af økonomiske prioriteter. Overskygget, men ikke fuldstændig glemt.

Tanken om at skabe et økonomisk fællesskab var ikke noget, der var helt fremmed i den gamle europæiske tradition.

Før Første Verdenskrig var Europa trods alt et kontinent bestående af imperier, der alle var befolkede af talrige forskellige etniske grupper og folkeslag. Disse imperier - både dem med og dem uden kolonier - konkurrerede med hinanden også på det økonomiske område.

National identitet som etnisk identitet og nationalistisk ideologi vandt især genklang i imperierne.

Samtidig med imperiernes opløsning, der varede fra slutningen af Første Verdenskrig til Sovjetunionens sammenbrud, blev begrebet ' nation' i stadig stigende grad synonymt med etnisk identitet og endda race. Hvis jeg i dag skulle beskrive det særlige ved det europæiske kontinent i én sætning, ville jeg uden at tøve sige, at det er dét kontinent, der består af nationalstater.

Der findes lykkelige nationer i Europa.

Nationer, hvor nationalisme og forpligtelsen til republikanske og andre progressive værdier er gået hånd i hånd, som for eksempel i Frankrig. Men der var og er også ulykkelige nationer, som i århundreder har levet med forbandelsen enteneller.

Enten dyrkede man her nationens enestående karakter, eller man forsøgte at skabe fremskridt. I disse ulykkelige nationer blev nationalisme et kampråb vendt mod liberalisme, mod venstreorienterede ideer og generelt mod ethvert fremskridt. Ungarn var og er en sådan ulykkelig nation.

Men selv i de lykkeligste nationalstater udviste man voldsom intolerance over for alle de såkaldte fremmede, som ikke ' oprindelig' hørte til i landet. Fremmede blev tvunget til at assimilere sig og endda overgå de ' indfødte' i national stolthed og ekstrem nationalisme. Integration kunne ikke komme på tale. Gårsdagens fremmede blev kun accepteret, hvis de var tro mod nationen. Alle nyfødte europæiske nationer - oldebørn af helt andre etniske grupper, andre kulturer, levemåder, endda sprog, af Europas store smeltedigel - opførte sig, som om nationalstater var den ' naturlige' tilstand, mens alle andre former for integration var unaturlige.

Siden 1960' erne har der udviklet sig en voksende bevidsthed om, at der ikke findes nogen individuel europæisk nationalstat, som kan konkurrere økonomisk med kvasiimperier som USA, Kina, Indien og Rusland. Behovet for en økonomisk enhed blev hovedemnet på den europæiske dagsorden og EU's væsentligste opgave.

Nationalstaternes nationalistiske traditioner, deres fundamentalisme og deres egoisme måtte overvindes for at skabe fælles handling.

Ligesom alle andre imperier havde også EU et behov for ekspansion, så man optog flere og flere nationalstater - selv dem, der ikke var bevidste om eller interesserede i den oprindelige forpligtelse til tanken om et forenet Europa. Ekspansionen var primært nødvendig af økonomiske grunde. Det kunne ikke skjules, at en sådan ekspansion ville føre til konflikter og problemer. Konflikter mellem nord og syd, mellem centrum og periferi, mellem øst og vest samt mellem forskellige livsformer og vaner.

EU's medlemsstater er liberale demokratier.

Det forudsættes, at de alle - uanset deres traditioner - sikrer borgernes civile friheder, menneskerettigheder, tredeling af magten samt pressefrihed gennem stabile institutioner. Alt dette forudsættes, men hvis en medlemsstat ikke sikrer pressefriheden, frihedsrettighederne, tredeling af magten og så videre, har EU's folkevalgte repræsentanter ingen midler til rådighed til at tvinge det pågældende land tilbage til normerne for et liberalt demokrati.

En sådan magt vil kun kunne sikres gennem en EU-forfatning, og kun en henvisning til en sådan forfatning ville kunne erklære en medlemsstats adfærd for forfatningsstridig. Men forsøget på at skabe en forfatning for EU slog fejl. Adskillige medlemsstater forkastede udkastet til en forfatningstraktat, med den begrundelse at man så skulle afgive national suverænitet.

Det er rigtigt, og hvad så? Medlemmerne af EU accepterede også at afgive suverænitet, da de blev enige om ikke at føre krig mod hinanden og dermed heller ikke at have nogen nævneværdige nationale hære.

Jeg vil tilføje, at EU heller ikke er et suverænt imperium, da unionen ikke har noget eget militær. Så længe EU ikke har nogen forfatning, kan medlemsstaterne nemt opgive alle de værdier og institutioner, der hører med til et liberalt demokrati.

De økonomiske udfordringer virker påtrængende lige nu, og problemet stikker langt dybere, end vi aner. EU skal opretholde sin position og økonomiske betydning for verdensmarkedet, hvilket utvivlsomt også er i de enkelte medlemslandes interesse. Én ting er at diskutere, om det var klogt at indføre den fælles valuta, euroen. At diskutere om den så også bør bevares, er noget helt andet. Unionen vil lide et smerteligt nederlag, hvis den fælles valuta ikke bevares, og det er langtfra sikkert, at EU overhovedet vil kunne overleve et sådant traume.

Et Europa uden Den Europæiske Union ville blive et kontinent bestående af en række nationalstater - med Nietzsches ord en række ' kolde uhyrer' - og det ville være en verdensomspændende katastrofe med helt uforudsigelige konsekvenser.

Det lyder som en utopi, når man anvender metaforen ' det europæiske hus'. Et hus er et hjem, hvor man føler sig tryg, føler sig sikker og, ja, føler sig hjemme. Alle, der bor i samme hus, har en fælles samhørighedsfølelse og føler sig hjemme.

Hvis metaforen overhovedet skal give mening, må man i det mindste kunne besvare spørgsmålet: Hvad vil det sige at være europæer? Jeg tror, at hvis man stillede dette spørgsmål til gymnasieelever i et hvilket som helst europæisk land - og ikke mindst i de lande, der befinder sig i EU's periferi - ville de unge slet ikke forstå spørgsmålet.

Hermed mener jeg ikke, at de ikke ville kunne besvare det, om end lidt tøvende, men de ville ikke kunne forstå selve spørgsmålet. I de fleste lande i Europa, måske i dem alle, er det nationale stadig den væsentligste og mest sammenhængsskabende kraft og et stærkt ideologisk våben. Det rent praktiske udbytte og fordele som stigende velfærd, et udvidet arbejdsmarked, afskaffelse af pasog grænsekontrol har da noget at sige, men de øger ikke for alvor samhørighedsfølelsen.

Alt, hvad jeg indtil videre har beskrevet, er væsentligt, hvis man skal forstå, hvad der foregår i Ungarn for tiden. Blandt de adskillige politiske traditioner i den nyere tids Europa er der især to, der skiller sig ud: På den ene side har man den republikanske og demokratiske tradition, på den anden den ' bonapartistiske'. Med sidstnævnte term henviser jeg ikke til selve Napoleon Bonaparte I, men til en politisk model inspireret af ham.

Et klassisk eksempel på denne form for politik finder man i Napoleon III, og den findes i mere ekstreme udgaver hos Mussolini og Franco. Politikken i vor samtids Ungarn fremstår som en moderat udgave af Napoleon III's politik. Vores premierminister eller - må jeg hellere sige - hans parti, Fidesz, kom helt legalt til magten på samme vis, som Louis Bonaparte gjorde det i sin tid. På grund af en særdeles problematisk valglov kunne partiet sætte sig på to tredjedele af sæderne i parlamentet.

Efterfølgende har politikerne fra Fidesz kunnet gennemføre alle de love, de har lyst til, uden at møde nogen form for modstand. Ja, de kan endda gøre det uden foregående drøftelser. De udnytter deres i realiteten fuldstændig ubegrænsede magt til at skaffe sig af med al modstand i de øvrige magtstrukturer. I de tilfælde, hvor Fidesz stadig ikke fuldstændig kan skaffe de øvrige institutioner af vejen, sørger man for, at partitro folk sættes på samfundets øvrige magtpositioner.

Efter halvandet år ved magten har Fidesz allerede gennemført en medielov, som helt grundlæggende begrænser pressefriheden. De har centraliseret næsten samtlige mediers informationsdistribution.

De har med en såkaldt grundlov skabt en forfatning, hvis fortale udgør en ' national trosbekendelse' og blandt andet omfatter en yderliggående højreorienteret udlægning af Ungarns historie.

De har i forbindelse med selvsamme lovgivning foreslået at anvende den mod Socialistpartiet ved at erklære det ansvarligt for alle kommunismens forbrydelser.

De har nationaliseret private pensionsmidler.

De ( altså staten) overtager snart de skoler, der hidtil har været drevet lokalt, og vil nu bestemme over fagenes indhold og genindføre et hedengangent prøjsisk og militaristisk skolesystem. Alt det og meget andet har de gennemført, og det hele er i sin essens et udtryk for en sygelig centralisering, en magtkoncentration, en monopolisering af informationen og en indskrænkning af både fagforeningers og af andres rettigheder.

Hvordan skal man svare igen på en sådan udfordring? Selv om der så småt begynder at være færre hengivne partitilhængere, har Fidesz stadig større opbakning i befolkningen end oppositionen. Det har de ikke bare på grund af monopoliseringen og centraliseringen af de nye såvel som af de traditionelle medier. Det har de også på grund af en fundamentalistisk, nationalistisk propaganda og på grund af en ideologi, der er populistisk, uden at den førte politik derfor er populistisk.

Fidesz kontrollerer ikke bare højrefløjens medier, men næsten samtlige ungarske medier. Der er i Ungarn kun én tv-kanal og én radiokanal, der bringer troværdige nyheder, hvorimod de øvrige medier begår karaktermord, forsøger at kriminalisere oppositionen og ligefrem misinformerer.

Fidesz' kolossale propagandaapparat har sammenstykket en ideologi, der består af forskellige elementer. Først og fremmest består den af traditionel ungarsk nationalisme, der er kendetegnet af to umiddelbart modstridende træk.

Det ene hedder: Vi er de bedste. Det andet hedder: Det er altid os, det går ud over.

For tiden ser man denne tradition udspille sig på følgende vis: EU retter kun kritik mod vores vidunderlige medielov, fordi vi er foregangsmænd, vi ungarere er langt foran de andre, og de andre vil snart tage ved lære af vores eksempel. Vi er de største, vi er de bedste. Eftersom de andre ikke forstår os, behandler de os dårligt. Vi er verdens mest misforståede nation.

Men vi forsvarer vores suverænitet mod resten af Europa ( her skal suverænitet forstås i betydningen ' vi gør, som det passer os, uden nogen form for indblanding').

Bankerne er vore allerværste fjender. Eller næsten de værste. For den værste fjende er kommunismen, og lige i hælene på den kommer kommunismens efterfølgere, altså socialisterne.

Det er ingen sag at spore de populistiske elementer i Fidesz' propagandaapparat.

Men som påpeget før er deres propaganda populistisk, uden at den førte politik derfor er det. Især skattepolitikken giver med det nye skattesystem en række fordele og privilegier til de rige, ikke mindst til Ungarns få, men ufattelig rige oligarker.

Når jeg her i korte træk har beskrevet tilfældet Ungarn, er det med henblik på at vise, hvor skrøbeligt EU er. Det ungarske tilfælde er ikke en metafor, det er snarere en advarsel.

Der tegner sig ikke nogen særlig strålende fremtid for EU, hvis nationalstaterne - eller bare de stater, der ikke allerede har gjort det - ikke er stand til at se særdeles kritisk på deres egen historie, hvis de ikke engang vil prøve på at se på sig selv med de andres, med naboens, med den tidligere fjendes øjne.

Alligevel nærer jeg dybfølt håb og ønske om, at man i Den Europæiske Union vil vise sig i stand til at tage hånd om kon-flikterne, at man vil lære, hvordan EU kan leve og også leve godt med sine problemer, selv når de ikke altid bliver løst. Men før det kan gå i opfyldelse, må de europæiske nationalstaters indvånere først lige forstå spørgsmålet 'hvad vil det sige at være europæer?', ligesom de skal være klar til at besvare det.

Oversættelse: Mette Skodborg og Jacob Giese