Hvis der ernoget spanierne er stolte af og kan samle sig om, er det landets EU-medlemskab.

I Spanien er den nationale og den europæiske identitet to sider af samme sag. Det er umuligt at tænke på den ene, uden også at tænke på den anden.

Unionsmedlemskabet har altid betydet, at landet lod den traumatiske fortid være fortid, præget som den var af borgerkrigen og den efterfølgende isolation under Francos regime. For det nye demokrati, der blev født med forfatningen af 1978, var unionsmedlemskabet en garanti for stabilitet og fremgang.

LÆS KRONIKEN PÅ ENGELSK When Europe failed itself

Det er mål, som landet har nået til fulde. Selv under de nuværende dramatiske forhold, med massiv arbejdsløshed og den ildevarslende finanssituation, har spanierne aldrig været mere frie, velhavende eller sikre.

De 25 år, der er gået siden indmeldelsen i EU har uden tvivl været de bedste årtier, landet har haft i flere hundrede år.

EU medlemskabet har altid været forbundet med et demokratisk overskud, aldrig med et demokratisk underskud. For en hel generation har det at spanske EUmedlemskab betydet at landet blev mere, ikke mindre, demokratisk.

Det er de historiske og følelsesmæssige årsager til, at spanierne i dag har så svært ved at se en modsætning mellem Europa og deres nationale interesser. Men der kan ikke herske tvivl, om at den nuværende krise har såret den spanske selvfølelse.

Før krisen kunne spanierne stolt sige, at landet havde udviklet en fremgangsrig og åben økonomi, der var repræsenteret af store multinationale firmaer overalt i verden. Men nu, hvor de har indhentet resten af EU i forhold til velstand og indkomst per indbygger, ser de, hvordan deres internationale image har lidt alvorligt under krisen, og undrer sig over, om den fremgang, euroen førte med sig, bare var et fatamorgana.

Men det værste er nok, at spanierne også føler sig krænket af de lande, der holder af at portrættere krisen som den endelige kamp mellem det hårdtarbejdende protestantiske nord og det dovne katolske syd. Men spanierne er et stolt folkeslag, der gerne vil tage kampen op. Til det formål er de rustet med et set solide argumenter.

For det første ved de, hvor hårdt de har arbejdet for at forvandle Spanien til et moderne, rigt og åbent land. Det er rigtigt, at de modtog rundhåndede tilskud fra EU, men de investerede dem også i de rigtige projekter for at sikre landet fremgang på langt sigt.

For det andet har spanierne en historie, der viser, at de mener reformtiltag alvorligt.

Gang på gang har de vist, at de kan tilpasse sig og tage de rigtige skridt.

Det gjorde de tilbage i firserne for at komme med i EU med en gennemgribende omlægning af industrien og en privatisering, der åbnede statsmonopolerne for konkurrence.

Og de fortsatte med at gennemføre reformer i EU, for at efterleve de krav, der blev opstillet for fællesmarkedet, og som endelig var på plads 1. januar 1993. Derefter, tilbage i 1996 og efter et konservativt valgresultat, tog Spanien hul på de store strukturelle reformer og nedskæringer, der var nødvendige for at få landet med i euroen.

Og, som det har stået klart siden mødet i Det Europæiske Råd 9. maj 2010, hvor Europas ledere for første gang stirrede ned i afgrunden, har Spaniens skiftende regeringer, både venstreorienterede og konservative, gennem hele fi-nanskrisen ikke tøvet med at handle.

Efter krav fra Bruxelles har landet gennemført vidtrækkende nedskæringer, skåret i de offentlige lønninger, forlænget pensionsalderen til 67 og gjort arbejdsvilkårene mere fleksible. Hvis man ser på hvordan tingene udviklede sig i nabolandene Grækenland, Portugal og Italien, kan spanierne stolt sige, at deres politiske system er velfungerende.

Ikke bare er det ikke bukket under for krisen, men det har endda også kunnet give en ny leder, Mariano Rajoy, et nyt og rigeligt mandat til at fortsætte med at gennemføre de reformer, der skal til for at sikre landets fremtid. Indtil videre har Spanien på grund af sine målbevidste og modige regeringer undgået økonomisk indblanding fra trojkaen ( Den Internationale Valutafond, Europakommissionen og Den Europæiske Centralbank) og at måtte overlade ledelsen af landet til teknokrater.

For det tredje er Spanien nok det bedste eksempel på, hvordan den nuværende krise ikke er et resultat af ødsle regeringer, men skyldes de strukturelle skævheder i handelsbalancerne og det private lånemarked, der skyldes 10 år med lave renter.

Det faktum, at både Irland, det mest liberale og deregulerede barn i klassen, og Grækenland, den mest lukkede og statsstyrede af medlemslandene, fik samme problemer som Spanien, siger det hele.

Tilbage i 2007, året før krisen ramte, havde Spanien et overskud på 1,9 procent af BNP og forholdet mellem gæld og BNP i landet var på ubetydelige 35,7 procent.

Men hvor de spanske offentlige finanser var solide og i bedre stand end Tysklands, var Spaniens private sektor overbelånt på grund af en boble i den spanske byggebranche og et handelsunderskud, der var det næsthøjeste i verden ( 10 procent af BNP).

Så paradokset er, at hvor Spanien udefra så ud som et land der skabte arbejdspladser, var i vækst og nød godt af en sund offentlig økonomi, var landet, set indefra, ved at miste konkurrencedygtighed, opbygge gæld i finanssektoren og godt på vej mod katastrofen. I 2008, efter Lehman Brothers, blev Spanien fanget i en ond cirkel.

Da de private lånemuligheder tørrede ud og økonomien truede med at falde fra hinanden, trådte den offentlige sektor til med en redningspakke, der sendte det offentlige underskud op på 12 procent. Dog formåede denne omgang med brandslangen ikke at standse krisen, og ilden spredte sig til økonomiens kerne og sendte arbejdsløsheden op på over 20 procent.

Det er her Europa svigtede Spanien.

Det samme Europa, der tilbage i halvfjerdserne og firserne havde reddet Spanien fra diktaturet og gjort landet til et trygt demokrati, savnede nu mod og handlekraft til at træde til og indse, at krisen ikke skyldtes den offentlige sektor og derfor ikke kunne løses gennem nedskæringer alene - at der var brug for at lave om på den økonomiske og monetære styring af eurozonen, blandt andet ved at give Den Europæiske Centralbank mulighed for i sidste ende at træde til som låneyder.

Derfor ser spanierne på krisen med blandede følelser. De er klar over, at de har begået fejl, men samtidig kan de se, hvordan Europa ved hele tiden at halse bagefter har været med til at få krisen op på det nuværende niveau.

Det er på grund af denne kædelammelse og kortsynethed, at 2011 vil blive husket som året, hvor EU for første gang, siden unionen blev skabt, stirrede ned i afgrunden og undrede sig over, om unionen ville holde op med at eksistere.

Når man ser på, hvordan en lille revne i den græske del af det europæiske fartøj gjorde det muligt for krisen at brede sig fra det ene land til det andet - hvordan den fældede regeringer i nogle lande, fremtvang indblanding udefra i andre og generelt resulterede i store økonomiske vanskeligheder over hele eurozonen - er det umuligt ikke at undre sig over, hvordan det kunne gå så galt.

Hvordan kunne de europæiske ledere tillade, at en lille økonomi som den græske, der om noget var ' for lille til at krakke', kom til at true med at vælte hele de europæiske struktur - en struktur, der faktisk var, og er, ' for stor til at krakke'?

Tilbage i halvfemserne besluttede politikerne sig for at ignorere det faktum, at euroen ikke var en færdig konstruktion. I betragtning af hvordan det europæiske projekt havde udviklet sig, lidt efter lidt, altid fragmentarisk og lidt ad gangen, kunne de sagtens leve med dens forskellige svagheder.

Hvis det skulle vise sig nødvendigt, mente de, at euroen ville kunne repareres, når den kom ud af tørdokken, og i sidste ende kunne den blive gjort færdig dér - på samme måde, som det skete med fællesmarkedet og andre EU-tiltag, der også fik en hård start. Når alt kommer til alt var det jo præcis sådan, at grundlæggerne, Monnet blandt andre, mente at den europæiske integration ville forløbe: Som en trinvist voksende og selvbærende proces, hvor hver enkelt beslutning ville fordre mere integration på et senere tidspunkt.

Som vi ved, sejlede euroen bekvemt videre i et årti, hvor den forsynede europæerne med vækst, arbejdspladser, lav inflation og billige lån. Den indgød tillid til Lissabon-strategiens profetier, da denne lovede, at Den Europæiske Union i år 2020 ville være verdens mest konkurrence-og bæredygtige økonomi. Men samtidig skabte euroen store ubalancer medlemslandene imellem, især i forhold til underskud på handelsbalancerne og borgernes gæld - to områder, der ikke hørte ind under den såkaldte Vækst-og Stabilitetspagt.

Så blev møntfoden ramt af det udefrakommende asymmetriske chok i form af Lehman Brothers-krakket og finanskrisen, der fulgte efter. Og som forudset fik eurozonen store problemer med at komme ud af uvejret, fordi man manglede de rigtige krisehåndteringsredskaber.

Alt dette forklarer, hvordan vi er havnet der, hvor vi er i dag, men også, hvorfor at det er så vigtigt, at vi kommer ud igen.

Det paradoksale er, at almindelig økonomisk teori, nu som før, viser en helt klar vej ud af krisen. Grundbogen i økonomi siger, at europæerne bør udpege en finansminister, indføre en fælles finanspolitik, oprette et europæisk finansministerium, sættet skatterne op, forøge det fælles budget væsentligt, udstede euroobligationer, forbedre både antallet og kvaliteten af de institutioner, der regulerer og fører tilsyn med både offentlige udgifter og borgernes privatøkonomi, og give Den Europæiske Centralbank en ny rolle at spille.

Hvis de ikke tager disse initiativer, har lederne gang på gang fået at vide, at euroen næsten ikke kan overleve. Men endnu engang bliver økonomernes råd afvist som gode på papiret, men umulige at gennemføre i praksis. I stedet insisterer politikerne stadig på snævre og halve tiltag, som at udvide Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfond på et tidspunkt, hvor dens troværdighed er brugt op, eller som at bruge store mængder energi på at udfærdige en ny traktat, der skal hugge stramningen af finanspolitikken ud i sten på et tidspunkt, hvor alt ellers peger på, at det ikke er dårlige regler, der er skyld krisen, men manglen på passende redskaber til at håndtere den med.

Problemet er, at efterhånden som krisen udvikler sig, vil den ensidige insisteren på stramninger og intet andet skabe yderlige spændinger eurolandene imellem - hvilket igen vil gøre det sværere at nå til enighed.

Krisen har allerede genoplivet nogen af de værste fordomme, europæerne nærer over for hinanden - nord over for syd, katolikker over for protestanter. Og den har sået splid mellem nye og gamle medlemmer og mellem dem, der står uden for eurozonen, og dem, der står indenfor.

Storbritanniens skrøbelige og anstrengte forhold til unionen er også blevet rystet, noget der kan føre til at landet enten bliver marginaliseret i unionen eller helt forlader den - et scenarie, som ikke vil gavne nogen. For slet ikke at tale om svækkelsen af Kommissionen, Det Europæiske Råd og Europaparlamentet. I løbet af de sidst to år har vi været vidne til, hvordan ' fællesskabsmetoden', der både giver stater og borgere en stemme, er blevet erstattet af ' unionsmetoden', et de facto direktorat, der styres af Tyskland, Den Europæiske Centralbank - og ind imellem Frankrig. Og for at gøre det hele værre, har krisen samtidig skadet Europas image internationalt.

Den stolte union, der gerne vil fremstå som en respektabel aktør med en hævdevunden interesse i en fuldt funktionel og bæredygtig multilateral orden, fremstår nu i stigende grad som en forkælet interessent, der beder mindre velhavende økonomier om hjælp og egensindigt lægger beslag på internationale institutioner, som for eksempel Den Internationale Valutafond.

Resultatet er en Europæisk Union, der, i stedet for at være opfyldt af en følelse af et højere og fælles formål, er relativt uregerlig og præget af en indædt debat om økonomiske stramninger og vækststimuli.

Hvor nogle råber germanisering, mener andre, at de sydeuropæiske medlemmer har snyltet for længe. Og med den stemning er det helt umuligt at flytte unionen fremad. Der er ingen tvivl om, at Tysklands økonomiske model er en succes, og det giver landet den legitimitet, der er nødvendig, for at vise vej ud af krisen.

Men der er brug for en stor aftale, der kan lægge låg på de mange spændinger, og som på tilfredsstillende vis kan efterkomme alle de forskellige parters legitime interesser og behov - behov der godt nok er mange og komplekse, men som ikke er uoverstigelige.

Denne store aftale, der bør indeholde gennemgribende forandringer af den økonomiske styring af eurozonen, ikke bare de nuværende forslag, der kun sigter på at indføre endnu flere økonomiske stramninger, vil komme i stand. Så meget er sikkert.

Men det bliver med større omkostninger end nødvendigt og først senere i teksten.

Sortseerne kommer ikke til få ret, men der er stadig langt til den rigtige aftale.

Som Churchill plejede at sige om amerikanerne: »De gør kun det rette, når de har udtømt alle andre muligheder«.

Oversættelse: Jon Ask Jacobsen.