Den 44-årige Lisbeth Zornig Andersens opvækst minder om Karina Pedersens: En misbrugermor på overførselsindkomst og brødre, som er faldet helt igennem.

En bror er død, og en har aids. Og Lisbeth røg fra institution til institution som barn. Alligevel lykkedes det hende at bryde mønsteret og blive cand.polit.

I dag har hun fem børn og er formand for Børnerådet.

Helt ærligt, skyldes dit ryk ud af underklassen ikke først og fremmest din stærke moral og personlige styrke? Og tænker du ikke: Når jeg kunne, så kan andre også?

»Nej, det var ikke mig, der hev mig selv ud miljøet. Det, der gjorde forskellen, var, at jeg var heldig at møde de rigtige mennesker: min nabo og lærer Holst, min lærer Grethe nede på Lolland, forstanderen Rigmor og pædagogen Karen. Det var nærværende mennesker, som havde overskud til at være der for sådan en som mig. Gennem dem blev jeg præsenteret for en verden, der var større end den, jeg kendte, og dermed fik jeg et andet liv end det, socialstatistikken havde forudsagt«.

KARINA PEDERSEN»Kom nu ud af offerrollen!«

Så velfærdsstaten i form af pædagoger, socialarbejdere og lærere er vejen ud af underklassen?

»Sådan kan man godt sige det. Og det gælder de fleste af de mennesker, som bryder ud af underklassemiljøet. Der er altid en fodboldtræner, en skolelærer, en brugsuddeler eller en pædagog, som gad tale med dem, eller som anerkendte, at de var gode til noget. Det, som var helt afgørende for mig, var, at der var nogen, som viste mig, hvordan man også kan leve. Hvis man kommer hjem til mig i dag, vil man opleve, at hele mit hjem er indrettet som hjemme hos Karen og Børge. Jeg har på mange måder kopieret det liv, jeg mødte dengang, hvor jeg fandt ud af, hvordan ordentlig mad kan smage, og hvad det vil sige at have en sengetid. Mine brødre var ikke så heldige som mig«.

Den håndholdte velfærdsstat
Lisbeth Zornig betoner, at nøglen til flere mønsterbrud er, at lærere, pædagoger og socialarbejdere bliver mere aktive. Altså mere velfærdsstat, ikke mindre. Mere middelklasse på banen, ikke mindre.

Er du slet ikke bange for, at velfærdsstaten bliver omklamrende og skaber ofre?

»Jeg er helt enig med Karina i, at det ikke hjælper at sende flere penge. Så bliver det bare til mere sprut og taletidskort. Så jo, jeg er skeptisk over for den passive, pengeudbetalende velfærdsstat. Men ikke over for den velfærdsstat, der i form af skolelærere, pædagoger og socialarbejdere tager fat i de unge. Det er den del af velfærdsstaten, vi skal skrue op for«.

Også over for førtidspensionisten på 45?

»Det er aldrig for sent. Man må aldrig lade mennesker blive hjemme. Mine to brødre var raske, da vi var unge. Men da de ikke fik noget at rive i, har de junket, røget og drukket sig syge. Det er jo et passivt samfund, der lader sådan noget ske«.

Skulle man så ikke bare have taget kontanthjælpen fra dem?

»Jo, så var de måske blevet hjemløse, som går og samler flasker. Vil vi have et sådant samfund, så fint«.

Men hvad virker så?

»Jeg har set mennesker, som har været på førtidspension, men som også har haft et lille sort job ved siden af. Det der med at få en tjans nede på værtshuset eller bygge en garage, det gør hele forskellen. Mennesker søger mening, og selv dem, som er langt ude, blomstrer, når de får lov til at lave noget meningsfuldt«.

Ansvaret
Zornig mener, at mange i underklassen lever fra hånden til munden, fordi de presses af socialrådgivere, jobcentre etc.

Er der ikke meget offermentalitet i underklassen? Hvor er det personlige ansvar?

»Vi taler om mennesker, der ikke kan hive sig selv op ved hårrødderne. Og så har mange af dem misbrugsproblemer. Man kan ikke tale moral til en fuld eller en doped hjerne. Når man er ude i et misbrug, kan man ikke stå op om morgenen, når børnene skal i skole. Eller passe et arbejde. Så først skal man gøre dem ædru«.

Men der er slet ikke brug for en moralsk opsang: Tag jer sammen!

»Det virker ikke over for mennesker i underskud. Mennesker helt nede på bunden af samfundet er nødt til at gøre sig afstumpede for at kunne holde ud at være der, hvor børn bliver slået og misbrugt, og hvor venners koner får slået tænderne ud. Det er menneskeligt, at man lukker ned for systemet. Undlader at føle. Problemet er, at der så også bliver lukket ned, når man står over for en sagsbehandler, der taler om ansvar«.

Jamen, hvad så?

»Man kommer ingen vegne, før man får åbnet op igen. Min bror kan ikke huske sine børns fødselsdage, han hellere vil gå nede på det lokale værtshus i Nakskov. Det er afstumpethed i yderste potens! Men han er faktisk et charmerende menneske, som bare skal lukkes op. Men moralprædikener? Drop dem!«.

Håndholdt indsats
Lisbeth Zornig mener, at man aktivt skal gå ind og hjælpe disse mennesker. Gennem en håndholdt indsats.

»Hvis man virkelig skal have fat i de her mennesker, så kræver det, at man holder dem i hånden. Mange af de mødre, som har fået fjernet børn, siger: Hvorfor er der ikke nogen, som rykker ind til os? Jeg vil have, at der er en, der flytter ind, og som er der og hjælper os med at få struktur på hverdagen igen. De synes, det er skønt«.

Men kan det virkelig være meningen, at velfærdsstaten skal holde mennesker i hånden helt inde ved puslebordet?

»Det er et politisk valg. Vil man fortsætte med at øse penge ud til noget, som man kan se ikke bliver bedre? Eller vil man foretage en investering? Desværre er de politiske toner nu sådan, at man taler til folks moral og ikke vil erkende, at mange af de her mennesker er som børn. Det er en forståelseskløft. Middelklassen ser underklassen med egne værdier«.

Lige nu taler politikerne om pligter ...

»At tale pligt til min ekssvigerinde, som har tre anbragte børn, eller til min storebror Tonny – det er helt ude over kanten. Man kan godt stå og råbe ned i hovedet på folk med en løftet pegefinger. Men det trænger ikke ind. Vi må satse på den håndholdte indsats«.