Efter at jeg havde hørt nyheden i radioen om betalingsringens endeligt, cyklede jeg gennem byen til arbejde fra Brønshøj til Amager og tænkte på, at løsninger af trængselsproblemer i København måske har andre løsninger end bare afgifter og betalingsring.

Københavnerne er faktisk allerede ved at løse det selv eller er i hvert fald med til at løse det. Og det har de bidraget til i mange år.

LÆS OGSÅEnhedslisten forlanger flere penge til kollektiv trafik

I et ryk mellem to lyskurve er vi – på de såkaldte spidsbelastede tidspunkter – mellem 50 og 100 cyklister, der prøver at nå det næste grønne lys på vej op ad H. C. Andersens Boulevard.

Prøver man at komme op ad Nørrebrogade i en sen eftermiddagstime om sommeren, så kan der næsten være cykeltrafikprop. Ved en tælling i 2008 udarbejdet af konsulentfirmaet COWI talte de cirka 22.000 cyklister, som passerede henholdsvis Langebro og Knippelsbro i tidsrummet 6-18.

Der skal ikke meget fantasi til at se, hvad der vil ske, hvis alle disse cyklister sætter sig ind i hver sin bil og prøver at komme gennem byen. Trafikken vil bryde sammen, og bilerne vil stå stille. Sagt med andre ord så har det uorganiserede civilsamfund i mange år afhjulpet Københavns trafikale problemer.

København og danskerne har en unik cykelkultur.

Det kan godt være, at der er cyklister, der bevæger sig gennem byen i et halsbrækkende tempo på kanten af færdselsloven, men ikke desto mindre er det godt at bo i en by med så smuk en cykelkultur. Det er dejligt en gang i mellem at gå ind på hjemmesiden copenhagencyclechic.com/ og se de smukke billeder af københavnere på cykel.

Det er vel det eneste sted i verden, hvor vi ser ministre, folketingsmedlemmer og borgmestre bevæge sige gennem byen på cykel, eller hvor man ser de radikale medlemmer af regeringen komme cyklende til dronningen ved regeringsdannelsen.

Gaderne er fyldte med Christiania cykler, racercykler, klassiske herre- og damecykler, som fletter sig ind imellem hinanden og er med til at skabe en by, hvor trafikken ikke står stille hver morgen og hver eftermiddag.

Nye cykelstier anlægges hver år og skaber et netværk af veje gennem København, og DSB har skabt mulighed for at tage cyklen med i toget, hvis modvinden er for stærk, eller cyklen er punkteret.

For nylig skulle jeg krydse H. C. Andersen Boulevard. I midterrabatten havde en gruppe turister på vej mod Glyptoteket taget opstilling og fotograferede cykeltrafikken. Der skulle sikres gode billeder til fotoalbummet fra det eksotiske cyklende folk fra nord.

I stedet for henholdsvis at glæde sig lidt skadefro eller grådkvalt beklage sig over, at betalingsringen ikke bliver til noget, så burde vi måske se på at understøtte denne uorganiserede bevægelse af mangfoldige cyklister, der er med til at skabe den unikke cykelby København.

Tænk, at New Yorks embedsværk har været her og kigget os over skulderen på, da de skulle løse deres trafikale problemer.

En trafikkommissionen skulle måske understøtte og fremme den folkelige selvforvaltning, som faktisk virker og er det, som gør, at trafikken i København glider bedre. Så hvorfor ikke være positiv og imødekommende over for det, der virker, og få det til at virke endnu bedre.

LÆS OGSÅKommentator: Trafikaftale er startskuddet til ny tid i dansk politik

Ja, inden jeg skriver videre, bør jeg nok understrege, at jeg ikke er medlem af Cyklistforbundet, jeg har ikke aktier i cykelfabrikker, og jeg er ikke cykelsmed. Samtidig skal det også understreges, at jeg ikke er skatteekspert, men er borger med en række ideer.

Alle ved, der er noget i selvangivelse, der hedder kørselsfradrag. Hvorfor ikke skabe et cykelkørselsfradrag?

Man kan forestille sig, at man fik et fradrag for at cykle på arbejde. Eller hvorfor ikke skabe en alliance mellem det offentlige og det private ved, at virksomhederne kan fradrage indkøb til cykler til medarbejderne. Virksomhederne kan så skabe deres egen grønne cykelprofil og gøre cyklen til medarbejdernes transportmiddel mellem arbejde og hjem.

Alle ved også, at husejere i de sidste par år har haft mulighed for at få fradrag for håndværkerudgifter, når de skulle have lavet noget på huset. Hvorfor ikke skabe et lignede fradrag for store cykelreparationer.

Københavnerne må nok også gribe i egen barm. Se en gammel Olsenbanden-film, så kan man se, at mængden af biler – både kørende og parkerede – er en del mindre end i dag. At finde en parkeringsplads en sen aftentime på Vesterbro er så godt som umuligt.

Måske Københavns Kommune skulle honorere beboere eller familier, som ikke har en bil. En ide kunne også være at skabe bedre parkeringsforhold for cykler. Disse ideer kan selvfølgelig afvises som urealistiske, og nogen vil måske sige fanatiske, men ikke desto mindre kan netop det, at flere tager cyklen, løse byens trafikale problemer.

Det smukke er så, at der er en række sidegevinster. Færre biler giver mindre partikel forurening. Det er sundt at cykle, og man får motion og frisk luft. Der er minimalt CO2-udslip.

Forslagene vil også have en social dimension, fordi lavindkomstgrupper vil få gavn af fradragene. Det vil samtidig motivere unge til at tage cyklen.

Derudover kan cykelture jo kun anbefales. På cykelture gennem byen, når du faktisk at se byens smukke bygninger. Du ser smukke veltrænede cykelatleter. Du ser smukke mødre på vej til børnehaver, du ser mærkelige kreative cykler, du mærker, om det er sommer eller vinter, og du kan være heldig at møde en gammel ven eller veninde.

Det gør du ikke i en lukket bil.

Måske det er tid til lidt medvind på cykelstierne.