Der eksisterer i dag en spirende elite blandt min generation, der er skabt af uddannelsesinstitutionernes og erhvervslivets fokus på talentpleje – i en grad, der ikke er set før i det danske samfund.

Dette nye fokus er skabt af den finansielle krise. Det er et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel: Når der er få job, går de til de bedst kvalificerede. For at forstå min generation er det derfor en vigtig faktor at erkende, at vi indtræder på arbejdsmarkedet under recessionens konkurrenceorienterede vilkår.

Det er i det lys, at elitens banebrydende fremkomst skal ses. Denne elitære tankegang truer i dag kernen i vores velfærdssamfund.

Min generation er blevet fremstillet som forkælede, udisciplinerede og krævende.

Disse negative billeder giver associationer til en generation af nassere på velfærdssamfundet – som en generation, der angriber samfundet med deres dovenskab og krævementalitet. Dette standardbillede er over den sidste måned kun blevet mere synligt i medielandskabet.

Iøjnefaldende har særligt været de debatindlæg, der har handlet om unge studerendes klager over deres få studierelevante jobmuligheder. Dem er jeg godt og grundigt træt af.

DEBATINDLÆG Giv mig nu et job!

For ikke alene bekræfter de den irrelevante og forfejlede fordom om min generation, men skygger også for, hvad der egentlig burde være debattens fokus: dannelsen af den nye elite, som en trussel mod velfærdssamfundet og fællesskabet, som netop bygger på solidaritet og medfølelse.

I kapløbet om at være den bedste forsvinder hensynet til de svageste. Det handler om mig, mig og mig.

Som et medlem af generationen har jeg dannet mig et klart førstehåndsindtryk af den spirende elite: Der er et øget fokus på talentudvikling, kamp om karaktererne og rift om de bedste studiepladser og -job.

Et sted, jeg oplever det, er som medlem af Akademiet for Talentfulde Unge, et tilbud til fagligt dygtige og motiverede gymnasieelever. Blandt mine venner er det også blevet mere almindeligt at bruge penge på ekstra studiehjælp, eksempelvis eksamenskurser.

Der lader til at vokse en bevidsthed om, at det er op til os selv at komme frem i verden – et resultat af erhvervslivets og de gymnasiale institutioners ønske om at motivere os unge til at yde vores bedste. Og det virker! Men det betyder også, at det sidste, der er i mine tanker, er andres behov.

For at forstå denne udvikling må man se den unge elite i lyset af recessionens udfordring af vores velfærdssamfund. Dette særligt når det drejer sig om forholdet mellem uddannelse og jobmuligheder.

Hvor vi indtil videre har brystet os af, at gymnasiet og universiteterne har været allemandseje, truer finanskrisen med at trække fronterne op imellem de mere og mindre ressourcestærke unge. De begrænsede muligheder for at skabe sig en drømmekarriere har gjort det centralt, at man har overskud til at komme forrest i køen.

Den finansielle afmagring af samfundet ser på den måde ud til udelukkende at komme nogle få til gode.

Ikke alle har samme muligheder for at udnytte uddannelsessystemet til at få ønskejobbet, og ultimativt truer udviklingen derfor for alvor to væsentlige idealer for velfærdssamfundet: lige muligheder for uddannelse og det gratis uddannelsessystems egentlige værdi.

LÆS OGSÅ Jeg tager ikke imod et job i Netto

For hvad nytter en ’gratis’ uddannelse med seks års intensivt arbejde, hvis den i sidste ende ikke kan føre til mere end et job i Netto? Hvis udviklingen fortsætter, som jeg forudser det her, vil det betyde en øget individualisering, som konkurrencementaliteten ofte medfører.

Denne udvikling står samtidig i stærk kontrast til det, der præger min generation kraftigt: Vi networker, er forbundne og i konstant kontakt.

Det er elementer, der er vigtige for velfærdssamfundet, der netop er kendetegnet ved sammenhold. Den elitære udvikling udfordrer også velfærdssamfundet på dette punkt. Er der nogle dovne mennesker i min generation – ja, uden tvivl, som der vil være i enhver generation.

Men at lade dette fokus dominere er at tillægge det en overdreven betydning.

Jeg mener derimod, at den spirende elitekultur kan få langt større konsekvenser end de få, der klynker og klager og ikke forstår, hvorfor jobbene ikke falder ned i hænderne på dem. At vende det blinde øje til kan resultere i en social kløft: Mens få beriger sig, smuldrer sammenholdet.

Hvis vi ikke er opmærksomme på elitens fremkomst, kan det fungere som et eftersmæk: Denne ekstreme udvikling truer velfærdssamfundet på livet i mindst lige så høj grad, som dovne studerende kan gøre det.

Men indtil og ikke et sekund før der bliver sat fokus på de foruroligende konsekvenser af dette, tvinger den finansielle krise mig til at arbejde hårdere for at skabe de bedste muligheder for mig selv.

Hvorfor? For at blive en del af eliten. Og hvis ikke, tager jeg jobbet i Netto!