Verden har forandret sig radikalt under krisen. En ny værdikamp er tiltrængt – og den kører for fuldt blus. Desværre har den S-ledede regering endnu ikke opdaget det.

I lidt over ti år har jeg været aktiv socialdemokrat. Jeg meldte mig under fanerne kort inden folketingsvalget i 2001, fordi jeg ville arbejde for at styrke det socialdemokratiske projekt og samtidig arbejde imod den foghske minimalstat.

Mens 00’ernes værdikamp kom til at handle om udlændingepolitik, hvor mange vi lukker ind, og hvordan vi behandler dem, så er en helt ny og langt mere afgørende værdikamp gået i gang her ved indgangen af 2010’erne.

LÆS OGSÅUnge røde vil skabe radikalt oprør med usædvanlig kampagne

Desværre er den værdikamp endnu ikke nået til Danmark. I de seneste uger har det været diskuteret , om Socialdemokraterne befinder sig i en identitetskrise. I meningsmålingerne ligger partiet p.t. på 18,5 procent.

Som aktiv socialdemokrat er det en mærkelig diskussion. Jeg føler mig stærkere end nogensinde i min socialdemokratiske identitet, men jeg savner og forstår ikke, hvorfor min socialdemokratiskledede regering ikke kaster sig ind i værdikampen.

Er det, fordi den ikke har opdaget den? Nedsmeltningen af den globale økonomi i 2008/2009 og den efterfølgende kvalmende og grotesk uretfærdige fordeling af kriseregningen har ændret mit politiske verdensbillede fundamentalt. Jeg føler mig mere indigneret, mere opildnet og mere socialdemokratisk end nogensinde. Og mest af alt føler jeg mig ikke alene. Tværtimod føler jeg mig som en af mange.

Alle os, der under krisen har haft en mor, der blev arbejdsløs. Alle os, der har kammerater, der ikke kan finde en læreplads eller er ramt af en ungdomsarbejdsløshed på 80’er-niveau. Alle os, der ikke forstår, hvorfor det alene har været dem, der er uden andel i krisens årsager, der skulle samle regningen op efterfølgende. Vi er rigtig mange.

LÆS ARTIKELBølge af finansprotester rammer nu København

Krakket i 2008 og det uretfærdige efterspil har været mindst lige så skelsættende for mit politiske verdensbillede, som 11. september 2001 var det. Mit syn på, hvem samfundsøkonomien er til for, på social retfærdighed og på finanssektorens grådighed har for altid forandret sig.

Tegning:  Roald Als

Efter finanskrisens udbrud troede de fleste i denne verden, at der ligesom efter det store krak i 1929 ville blive en betydelig omorganisering af vores økonomier, at finansmarkederne ville blive udsat for betydelig regulering, som skulle forhindre lignende kriser i at opstå, og at regningen ville blive betalt af krisens uansvarlige ophavsmænd. I første omgang udeblev dette opgør med krisens årsager og med en fordærvet form kapitalisme.

Siden 80’erne har markedet udviklet sig fra at være folkets og samfundets tjener til at være vores herre. Kapitalismen er gået fra sin sunde form, hvor det handlede om at skabe arbejdspladser, produktion og bæredygtig vækst, til en usund råddenskab, hvor finansmarkederne mere end nogensinde dikterer vores samfunds udvikling.

LÆS OGSÅI lommen på banditter i habitter

Vi er med andre ord blevet slaver af en fordærvet kapitalisme, hvor banker, kapitalfonde og finansielle virksomheder så store som nationer dikterer vores liv. Det er dem, ’markedet’, der kræver, at Europas befolkninger skal spare sig ud af krisen, på trods af at vi lige nu er ved at spare os ind i en permanent depression. Det er ’dem’, der dikterer, om markedet har tillid til folkevalgte politikere. Det er ’dem’, der dikterer, at det europæiske velfærdssamfund er problemet snarere end løsningen.

Der er mere end nogensinde brug for et værdiopgør med denne her råddenskab. Heldigvis er værdikampen gået i gang. Den foregår for øjnene af os. Det er det, Bruce Springsteen skriver sange om. Det er det, titusindvis af unge marcherer Europas gader tynde for. Og det er det, der har besat Wall Street.

Rundt om os er politikerne også kommet med i kampen. For nylig holdt Frankrigs socialdemokratiske leder – og forhåbentlig kommende præsident – en tale, hvor han sagde: »I den kamp, der nu begynder, vil jeg fortælle jer, hvem min modstander, min rigtige modstander, er.

Den har ikke et navn, ikke et ansigt, den repræsenterer ikke et parti, og den stiller aldrig op til et valg. Den vil med andre ord aldrig blive valgt, men trods det regerer den. Den modstander er finansverdenen. Den usynlige kapital har taget kontrollen over økonomien, over samfundet og selv vores liv«.

I Storbritannien har David Cameron, en konservativ, indledt et opgør med de overdrevne lønninger i den britiske finanssektor. I USA insisterer Obama på, at vores primære økonomiske udfordring handler om arbejdspladser og at skabe en sundere økonomi, der sætter vækst i produktionen højere end aktiemarkedernes ’hysteriske kællinger’.

LÆS ARTIKELGældspusherne har stadig frit spil

Værdikampen buldrer om ørerne på os, og herhjemme diskuterer vi rygekabiner, hæve-sænke-borde og betalingsring.

Regeringen har forsøgt at lægge et reformspor ud, hvor man vil tage fat på alt lige fra førtidspension til produktiviteten på arbejdsmarkedet. Det er fint. Danskerne er solidariske mennesker og vil gerne bidrage til både den økonomiske genopretning og vores konkurrenceevne.

Men de står fra, hvis det ikke er socialt retfærdigt og samtidig tager afsæt i det, som de oplever som tidens største problemer. Socialminister Karen Hækkerup fik i forrige uge ørerne i maskinen, da hun ville indlede en diskussion om velfærdsprioriteringer. Hendes eksempel handlede om støtte til forældre med handikappede børn. Jeg har ikke noget problem med at diskutere prioriteringer i velfærden.

Men grunden til, at Hækkerup blev mødt med en tsunami af forargelse, handler mest af alt om, at det er et udtryk for, at regeringen endnu ikke har opdaget, hvor frontlinjen går i 2010’ernes vigtigste kamp.

Det handler om at skabe og bevare arbejdspladser de næste mange år frem i tiden, og det handler om at tage et opgør med finanssektorens grådighed og herredømme over samfundets udvikling. Det handler Ikke om fiktive regnestykker om, at der skal være balance i økonomien i år 2100.

Lidt firkantet sagt må Socialdemokraternes mantra i den nye værdikamp være: mere Aalborg Portland – mindre Goldman Sachs.

DEBATEuropagten er ikke svaret på EU's krise

I denne kamp har vi mere end nogensinde befolkningen med os, der deler vores frustration og afmagt over uretfærdighederne i krisens efterspil. Når regeringen gerne vil diskutere pligter, rettigheder og krævementalitet, så kunne den jo passende starte med bankerne.

Så sent som i forrige uge langede skatteyderne garantier for store milliardbeløb over disken til bankerne med bankpakke 5. Det skete endnu engang uden nogen form for krav til bankerne. Og igen uden nogen form for åbenhed.

Når de danske lønarbejdere tager ansvar, og de i de kommende år kommer til at opleve et fald i deres realløn, så skriger det til himlen, når finansmarkedets chefer giver sig selv lønstigninger på mellem 16-45 procent. Det er udtryk for en usund og umoralsk økonomi. Hvor er opgøret med den krævementalitet, krisens stiftere har udvist? Regeringen skal arbejde for en kurs, der har fokus på at skabe ny produktion og flere arbejdspladser.

Der skal mere kul på kickstarten af økonomien. Der skal arbejdes for, at Europa ikke sparer sig selv ind i en depression. Der skal arbejdes for en Tobinskat, der kan flytte investeringer fra spekulative minuthandler til vækst i den virkelige økonomi. Regeringen skal tage et opgør med bankernes og finanssektorens krævementalitet – de skal ikke have lov til at te sig, som de vil.

Hvis Socialdemokraterne ikke melder sig ind den nye værdikamp, vil det være en undladelsessynd af de helt store. Der er mere end nogensinde behov for et opgør med de strukturer og den grådighed, der bragte os ind i krisen. Det er i denne værdikamp, at samfundet forandres, og værdierne præges. Ikke gennem et virkelighedsfjernt fokus på holdbarheden de næste 200 år frem.

Vi befinder os i den værste krise siden 30’erne. En krise, der er startet af en usund kapitalisme.

Årtiets store værdikamp er i gang, og Socialdemokraterne skal med i den. Vejen ud af krisen og væk fra de 18,5 procent i målingerne går gennem et opgør med dem, der bragte os ind i krisen. Socialdemokraterne og regeringen skal ind i kampen.

For os socialdemokrater er det århundredets vigtigste politiske slagsmål. For danskerne er det mere logisk end nogensinde, at nogen er nødt til at gøre noget.