Hermed et opråb til jer politikere, som i øjeblikket sidder og forhandler det, I kalder en forbedring af fleksjob og førtidspensionen.

Vi, der desværre befinder os i disse ordninger, kalder det forringelser.

Er i klar over, hvilke konsekvenser jeres ændringer vil få for en kvinde som mig? Fremover vil jeg kun få fuld løn og pension for de 20 timer, jeg er visiteret til; de sidste 17 timer bliver på ledighedsydelse og uden arbejdsmarkedspension.

Hvorfor skal jeg straffes for at være syg? Tror I selv på, at mine arme bliver bedre, fordi man straffer mig økonomisk? Kan I se noget, diverse læger ikke kan se?

For hvis I politikere virkelig har fundet de vises sten til at gøre mig rask, så vil jeg gerne vide det.

Jeg har en kronisk tennis-golf-albue i højre arm grundet en arbejdsskade. Jeg har smerter 24 timer i døgnet 365 dage om året i større eller mindre grad.

Jeg har dage, hvor jeg ikke kan bruge min arm overhovedet, hvor det at løfte et glas eller vaske mit hår er en rejse, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal overkomme.

Jeg har dage, hvor jeg tager så meget smertestillende, at hvis jeg måtte køre bil, ville man fratage mig førerretten til at køre.

Jeg har dage, hvor jeg ikke kan tænke for smerter, hvor jeg glemmer ganske almindelige ting, fordi jeg ikke kan koncentrere mig.

Jeg ville ønske, jeg kunne arbejde på fuld tid, men det kan jeg ikke længere, og nu siger I, at mennesker som mig er skyld i, at Danmark er på den økonomisk. At jeg skal betale den fest, jeg aldrig har fået lov til at deltage i.

Det eneste, jeg ejer, er min ejerlejlighed; det faste holdepunkt, jeg kæmpede for at beholde igennem al den tid, jeg måtte kæmpe for at for at bevise over for Horsens Kommune, at jeg var syg og ikke en pjækkerøv.

Disse fordomme kæmper jeg stadig imod, fordi I politikere fortæller befolkningen, at folk som mig ikke gider lave noget.

Så nu er jeg blevet stemplet som nasser på det danske samfund og er ikke længere regnet som Karina, som trods et handikap prøver at yde sit til samfundet.

Jeg har aldrig bedt om at blive syg og ville ønske, at lægerne kunne gøre mig rask, men sådan er verden ikke, og jeg skal finde en måde at leve med dette på.

Jeg har fundet noget, der virker, og troede faktisk, at jeg endelig skulle have ro i min tilværelse, men nej, nu skal I ændre på loven, og dermed er min verden igen sendt ud i det uvisse.

Jeg er enlig og skal klare alle udgifter selv, hvordan tror I så, min nattesøvn er for tiden, når I nu er ved at ændre på alt?

Jeg er lige blevet sagt op i mit fleksjob grundet den økonomiske krise og bliver nu smidt ud i det uvisse omkring min økonomiske situation. Hvis jeg ikke hurtigt finder job igen, ender jeg på kontanthjælp efter to år som arbejdsløs.

En kontanthjælp, som svarer til omkring 10.500 kr. før skat; jeg aner ikke, hvordan jeg skal betale lejligheden fremover, så den skal vel sælges, og – nåh ja – ejendomsmarkedet er jo bare så godt for tiden, folk sælger jo som aldrig før!

Se dette er blevet min hverdag, fordi I politikere mener, at folk som mig er en belastning for økonomien, og mange andre som mig sidder i samme frygtelige situation. Og hvad er jeres svar?

At der nok vil være nogle, som får en stram økonomi ... Gud fader, har I overhovedet fattet, at man i øjeblikket fjerner alt, hvad der minder om tryghed i folks liv?

Jeg ville gerne bytte med jer, måske I kunne få et par dage i mine sko og se, hvad sådan en utryghed gør ved mennesker, som i forvejen er ramt fysisk og psykisk, men I har ikke modet eller kræfterne til at være syg som mig, for det kræver sin mand/kvinde at leve med sygdom tæt inde på livet hver dag.

Og det værste er, at politikere som jer ikke engang har modet til at møde folk som mig.

I gemmer jer bag fine ord og en masse tal, fordi det jo kunne være farligt at møde virkeligheden.

Men jeg og mange andre syge/handikappede lever i virkeligheden hver dag, og nu tager I også vores økonomiske tryghed, så spørgsmålet er, hvor høj regningen bliver i sidste ende?

Hvor mange bliver endnu ringere, hvor mange må gå fra hus og hjem, hvor mange familier bliver splittet op grundet jeres besparelser?

Så kan I jo tænke på, om det var det hele værd?