Hidtil er den voldsomme debat om næstformandsposten i SF blevet set som et primært internt opgør.

Og interne opgør vil det omkringliggende samfund af høflighed helst holde sig fra.

Det svarer til et voldsomt familieskænderi, som hele boligblokken kan høre: Man ringer først til politiet, hvis det lyder, som om nogen er ved at komme til skade.

Men anderledes forholder det sig naturligvis, hvis raseriet mod konen eller datteren skal hente yderligere energi fra trusler mod naboerne. I så fald må man jo gribe ind.

Mattias Tesfaye har længe angrebet aggressivt ud af partiet som en del af den interne valgkampsstrategi.

Han har sunget i kor med skatteminister Thor Möger i udelukkelsen af »piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter«.

Der er efterhånden rigtig mange mennesker og dele af det danske samfund, som ikke er velkomne i hverken SF eller blandt SF’s vælgere.

Det er »blot et politisk fravalg,« som Tesfaye beskriver det. Den første af hans ti teser hedder ’Klassekamp’, og den første sætning er »Vi skal turde vælge side«.

TESFAYE10 teser om moderne socialisme

Men nu er der kort tid til weekendens vigtige afstemning, og nu skal de udadvendte angreb skrues yderligere op.

Så i torsdagens Politiken buldrer Mattias Tesfaye mod kulturlivet i almindelighed og danskernes nationalscene i særdeleshed.

Ikke engang Dansk Folkeparti plejer at gå til værks på den måde. Men nu skal vaskeægte kulturhad til at trives i ledelsen af et regeringsparti?

LÆS MEREFinkultur sender SF-top ud i nyt opgør

Det er et gammelt og ofte benyttet politisk kneb at romantisere den svedende arbejders kultur som kontrast til den påståede dekadente overklassekultur.

Det kneb har lange historiske rødder blandt de værste af de totalitære ideologier. Det var særligt på mode i 1930’erne.

Det var en strategi, som den europæiske venstrefløj definitivt forlod omkring Murens fald, hvor kulturelle og politiske fyrtårne som Vaclav Havel i stedet blev centrale.

Men nu vil Mattias Tesfaye altså have os tilbage til de gode gamle dage, hvor der er modsætning mellem hattedamer, der »slår Hellerup-rumpen i de kongelige plyssæder«, og arbejderne, der laver »skuldertacklinger i FC Pladderballe«?

Det klinger lige så gammeldags og tragikomisk, som når Tesfaye i sine teser sætter national stolthed lig med hejsning af det røde flag.

På barrikaden, frem med dannebrog forrest!

LÆS OGSÅ Villy & brokkerøvene spiller kopimusik

Ærligt talt. Det er åbenlyst forsimplet og manipulerende. Spekulativ bulldogretorik. Og egentlig grundlæggende udansk, hvis man skal acceptere tesen om det danske samtaledemokrati, udviklet gennem tingsteder, foreningsliv, andelsbevægelse, Hal Koch, og hvad har vi.

Det forekommer åbenlyst, men hidtil har det ikke rigtig været legitimt at sige det. Det er det nu:

Mattias Tesfaye er en splittende figur. Man må opfordre SF’s landsledelse til at vælge en anden næstformand.