Regeringen arbejder i øjeblikket på en større skattereform, der blandt andet skal sænke skatten markant på arbejde.

Det kræver finansieringselementer, og dem er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nu kommet med et forslag til.

LÆS OGSÅRegeringen vil gøre det dyrere at arve

Et af dem er at forhøje arveafgiften progressivt, således at den nuværende boafgift stiger fra 15 procent til 30 procent for arv, der overstiger 750.000 kroner. Afgiften vil give et provenu på godt 2 milliarder kroner, der kan bruges på at sænke skatten på arbejde.

»Det her handler ikke om, at vi er ligrøvere, der bare er på jagt efter efterladt arv. Vi forsøger med forslaget at finde en finansiering til at lette på topskatten – en progressiv finansiering vel at mærke. Pointen er, at det handler om at lette skatten på arbejde – det handler ikke om bare at lette skatten. Så det er ikke formålet, at folk skal betale mindre i skat, men de skal betale skat på en anden måde«, siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Hvorfor vil I lige ramme de døde?

»Hvis du skal finde et skattegrundlag, der har meget få forvridende effekter, så er det et godt sted. Man opkræver jo skat for at finansiere de offentlige udgifter, og så må man finde skatter, der forvrider så lidt som muligt – altså ikke påvirker, hvor meget folk vil arbejde. Samtidig er det her en skat, som ikke vender den tunge ende nedad, og som altså har en retfærdig byrdefordeling. Så kan du sige, at det også er udtryk for, at en stor del af det, der arves i dag, er boligformuer, som jo er underbeskattet i dag«.

Burde man så ikke gå ind og beskatte boligformuerne – altså ramme det underbeskattede – i stedet for at lade alle med arv betale, for så beskatter man jo også folk, der allerede har betalt skat én gang. Er det ikke en reel dobbeltbeskatning?

»Jo, det kan du sige. Det er ikke, fordi vi er på jagt efter arv som sådan, men det er et spørgsmål om, hvordan vi finder penge til at lette skatten på arbejde og finansiering, som kan bruges til topskatten. Det er derfor, vi kigger efter det. Det er ikke et mål i sig selv at ramme dem, der skal arve. Vores interesse for det er udelukkende at finde en socialt retfærdig finansiering af ændring i topskattegrænsen«.

Men alligevel kan det jo for nogen få den virkning, at det er en dobbeltbeskatning. Mange har jo betalt skat én gang, og nu skal arvingen så betale igen, ikke sandt?

»Selvfølgelig kan du sige det med nogle af pengene. Men i det omfang, det er bolig og andre formueaktiver, kunst f.eks., så er det jo også penge, som er skattefri. Det er det økonomiske argument – altså at nogle af de her ting i dag er underbeskattede – men det er ikke sådan, at det her er vores jagt på alt, hvad der rører sig af penge«.

Men skulle man ikke lave en højere skat på de områder, der i dag er underbeskattet – altså boliger, kunst, virksomhedsoverdragelse etc. i stedet for at ramme arvinger? Ville det ikke være mere rimeligt?

»Jo, det ville det. Vi er bare nødt til at tænke på, hvordan det politiske landskab ser ud. Vi er pragmatiske. Selvfølgelig kunne man sige, at det er mere rimeligt med en avanceskat på bolig og andre underbeskattede elementer. Det kan du godt have ret i. Det ville da være den bedste løsning – og det her er så den næstbedste«.

Skal I være pragmatikere?

»Vi er pragmatikere, ja. Vi ser på det sådan her: Hvis man gerne vil hæve topskattegrænsen, hvad er der så af muligheder for at finansiere det. Hvordan kan vi finde et provenu, som har den rette sociale balance, og som ikke er forvridende. Arveafgiften har ikke nogen forvridende effekter – den får os ikke til at arbejde mere eller mindre. Sagen er også, at det viser sig, at de efterladte, der modtager en stor arv, selv er mennesker, der har høje indkomster. Jo højere indkomst du har, jo mere arver du også, det er billedet. Det er også derfor, vi ser det som et socialt retfærdigt finansieringsgrundlag til at ændre ved topskatten«.

Så det er de rigtig rige, der skal give til de rige? Er det sådan, I ser det?

»Ja, det kan du sige. Det er de rige, der betaler for de rige. Så det ikke er de lavtlønnede, der betaler for at hæve topskattegrænsen. Det er de rige, der arver, som skal betale for, at det er mere attraktivt at arbejde for højtlønnede«.

Nogle vil mene, at den her afgift er en straf til folk, der sparer op for at sikre deres familie. Er det ikke et dårligt signal at sende?

»Både ja og nej. Man skal lige tænke på, at selv om afgiften er progressiv, er det ikke sådan, at vi inddrager al opsparing. Der vil jo være rigeligt tilbage. Det er de store boer, der skal betale mere. Man kan også spørge om, hvad der er rimeligt at føre videre til næste generation. Et er, at man har en gevinst i den generation, der har tjent pengene, men skal den også bare videre til den næste generation? Man kan altid diskutere rimelighed. Det er da bestemt noget, der sætter følelserne i kog, det her«.

Provenupotentialet på det her er jo lille. Vi taler et par milliarder – er det det værd?

»Man kan vende det om og sige, at det tal er udtryk for, at det netop ikke er et spørgsmål om, at vi vil flå arvinger overhovedet. Vi taler om 30 procent af den arv, der er over 750.000 kroner«.

Ser du ikke, at der vil være gode muligheder i at omgå afgiften?

»Men det kan folk jo også i dag. Det vil ikke være anderledes«.