27. marts i år blev en strejfende labrador skudt i nærheden af Holbæk.

Denne hændelse skabte en uforventelig debat – og blev dækket i de landsdækkende medier og bliver stadig diskuteret i læserbrevsspalterne.

En af de mere markante og interessante avisdækninger var Politikens søndagsinterview med fødevareminister Mette Gjerskov.

LÆS MEREMinister ser på lov efter hundenedskydning

Jeg er grundlæggende ikke uenig med ministeren, men jeg kan være nervøs vedrørende den politiske reaktion og den lovmæssige løsning, som Balders død forhåbentlig giver anledning til.

Min nervøsitet – eller måske rettere utryghed – er baseret på den tåbelige løsning, vi oplevede i forbindelse med ændringen i 2010 af hundeloven som resultatet af en samfundsdebat vedrørende kamphunde.

Balder var ikke en farlig hund, men han strejfede, og dermed havde ejeren af Balder overtrådt lov om mark- og vejfred.

Jeg har til dato ikke mødt nogen, der synes, at løsgående hunde uden en nærværende ejer er i orden. Jeg antager heller ikke, at anstændige mennesker accepterer, at hunde angriber vildt.

Begge dele er i øvrigt forbudt jf. den eksisterende lovgivning.

Det gode ved Balders død var, at den gav anledning til en debat om to ting. Dels spørgsmålet om selvjustits, som jeg – og Dyrenes Beskyttelse – mener tiden er løbet fra – dels om det er rimeligt at lade et dyr undgælde for en forseelse begået af et menneske.

Selvjustits var noget, vi foretog, da jeg var barn – og i westernfilm. I dag opleves det vist kun i såkaldte bandemiljøer – og hører ikke hjemme i et retssamfund.

At straffe et dyr for en menneskelig forseelse er ’at rette bager for smed’. Det gør vi heller ikke mere.

Vi må huske, at det, der regulerer vores adfærd – vores lovgivning – handler kun om mennesker og at stille mennesker til ansvar for deres handlinger. Man kan ikke gøre et dyr ansvarligt.

Den relevante lov handler om lov om mark- og vejfred – oprindelig fra 1872 og revideret i 1953.

Den var tænkt som en regulering af forhold vedrørende undslupne husdyr og deres eventuelle skader på anden mands ejendom og afgrøder. Vil nogen overbevises om, at den er utidssvarende, skal de blot læse teksten.

Den foreslåede ændring er, at fjerne par. 14.2, hvori der står:

»Nedskydning eller anden direkte på drab af dyret sigtende fremgangsmåde, må dog kun anvendes, når dyrets besidder i forvejen indenfor det sidste år er advaret ...«.

Med denne ændring fjernes både selvtægten og ’bager for smed’-adfærden.

Betyder det så, at hunde må strejfe om og forvolde skade? Nej, selvfølgelig ikke.

LÆS OGSÅFlertal af Politiken.dk's læsere: Det var okay at skyde Balder

Det er allerede forbudt – oven i købet i den direkte relevante lov: hundeloven (sidst revideret i 2010). I par. 3 forbydes det at lade hunde strejfe om.

Det vil sige, at hvis en hund strejfer om, er det en klar overtrædelse af dansk lov og vil medføre relevante sanktioner jf. hundelovens bestemmelser.

I sådanne tilfælde vil det være den ansvarlige – hundeejeren – der bliver straffet – og den sagesløse hund, der går fri. Sådan skal det være.

I Baldersagen fulgte skytten loven. Spørgsmålet er blot, om man, fordi man har ret, også har pligt til at handle?

Hundeejeren derimod havde en pligt – i forhold til begge love – til at holde sin hund hjemme. Hundeejeren har optrådt uansvarligt – og ligger som han har redt i forhold til nugældende lov.

Det forargelige for mig er, at han lod sin hund undgælde.