Jeg kan godt forstå forældre, der er dybt bekymrede for, om deres børn lærer nok i folkeskolen.

Uanset om det er børn med eller uden særlige udfordringer som ADHD, Aspergers eller ordblindhed.

Men problemet er ikke, at der gøres for lidt for hverken det store flertal af børn eller for dem, der har brug for særlig støtte. Problemet er, at der gøres for meget af det forkerte.

Igennem en årrække har folkeskolen stille og roligt udskilt stadig flere børn fra den almindelige undervisning til specialundervisning.

Dobbelt så mange børn udskilles til specialskoler og specialklasser som i Sverige og Finland.

Dobbelt så mange drenge som piger sendes til specialundervisning. Og der har været et pres både fra lærere og forældre i folkeskolen for, at endnu flere skulle sendes i specialtilbud, fordi de føler, at mulighederne for at hjælpe eleverne i den almindelige klasse blev dårligere og dårligere.

Den fælles folkeskole, som rigtig mange forældre er glade for, er ved at blive til den delte folkeskole. Uden nogen politisk beslutning – men med store konsekvenser for fagligheden hos vores børn.

Der er heldigvis stadig mange forskellige børn i folkeskolen. Både flittigliser og drenge med myrer i bukserne. Men en del farer vild, fordi de ikke passer ind i skolen i starten.

De kan have svært ved gruppearbejde eller svært ved at sidde stille på en stol i længere tid for at lære at læse og regne.

Når børn har vanskeligheder, er det ikke det samme, som at det er børnene, der er vanskelige. Det handler også om, at skolen skal udvikles, så den bliver bedre til at undervise meget forskellige børn.

Forleden bragte Politiken (3.4.) en stor canadisk undersøgelse, som viste, at især de yngste drenge i skolerne oftere får diagnosen ADHD og behandles med medicin.

LÆS MERERaske børn risikerer ADHD-stempel

I virkeligheden er deres eneste problem, at de er umodne og starter for tidligt i en skole, der ikke er indrettet på drenge, som skal have brændt deres krudt af og lære på andre måder end ved stille undervisning med bøger ved et bord.

Mange lærere vil gerne være med til at løfte opgaven med at udvikle en fagligt stærk folkeskole for alle. De skal have bedre muligheder for at arbejde med mindre hold, forskellige læringsstile, kombinere det praktiske med det teoretiske m.v. Men det kræver ressourcer. Og her ligger hele balladen gemt.

For vi har ressourcerne – Danmark bruger rigtig mange penge på folkeskolen. Men vi bruger dem forkert. I dag anvendes 30 procent af folkeskolens samlede budget på specialundervisning. Det svarer til 13 milliarder kroner!

Hver gang en elev sendes væk fra klassen til en specialklasse eller til en specialskole, stiger udgiften til undervisningen af eleven betragteligt. Samtidig er der færre penge til at hjælpe resten af klassen med den undervisning, de skal have.

Den onde cirkel har fået lov til at køre rundt alt for længe og uden markante faglige resultater.

LÆS OGSÅKøbenhavns elever skal testes mindre

Der vil selvfølgelig stadig være brug for specialpædagogiske tilbud til elever med vidtgående behov for støtte på f.eks. specialskoler. Det vil regeringen ikke ændre ved. Men mange flere elever har ret til et godt tilbud i den almindelige folkeskole – selvfølgelig med den nødvendige støtte der.

Vi har brug for at ændre hele tænkningen om, hvad ’det normale’ er. Brug for at genskabe en fælles og fagligt stærk folkeskole for alle.

Børn er ikke unormale og skal som det første sendes væk, fordi de har en diagnose. Vi skal til gengæld blive langt bedre til at ruste skolerne til at handle hurtigt, når børn har brug for ekstra hjælp.

Hvorfor bliver det f.eks. først opdaget alt for sent, at Niklas er ordblind?

I dag screener mange ungdomsuddannelser eleverne for ordblindhed og læseproblemer, og ofte finder man først her de elever, der har brug for hjælp. Det er et kæmpesvigt. Der er nu sat gang i udviklingen af test, så vi allerede i de små klasser kan sætte ind med hjælp til ordblinde børn.

For der er mange måder at hjælpe Niklas på i klassen. F.eks. med it og med støtte fra en læsevejleder.

Hvorfor skal Amalie med Aspergers væk fra sine kammerater, når hun kan være på et mindre hold med andre elever, der ligesom hun har brug for rolige omgivelser og faste strukturer i nogle af timerne og ellers gerne vil være sammen med resten af klassen? Det kræver ekstra lærere eller pædagoger alt efter børnenes behov.

Men hvorfor først møde dem i specialklasser og ikke i klassen?

Og hvordan skal Lars, der er matematiklærer, kunne give forskellig undervisning til 25 meget forskellige elever, når han står alene med opgaven? Han skal kunne trække på et ressourcecenter på skolen med matematikvejleder, specialpædagogisk assistance og vejledere med særlig viden om dansk som 2. sprog – også i matematik.

Det er eksempler på løsninger, jeg har set virkeligheden i Herning, Ishøj og Aarhus – blot for at nævne steder, hvor man er gået i gang med at tænke anderledes.

Ved at bruge nogle af de 13 milliarder kroner til at forbedre den almindelige undervisning med f.eks. tolærerordninger eller til pædagogisk-psykologiske rådgivningsteam, der rykker ud med nyeste viden om specialpædagogik direkte på skolerne.

Den onde cirkel, hvor vi trækker ressourcerne væk fra folkeskole, skal vendes til en god cirkel, hvor vi bevarer ressourcerne i folkeskolen og giver langt bedre faglig hjælp til alle.