Polen er det helt rette sted at tale om krise.

Det er et land i permanent krise. Dets borgere har som en anden bakteriestamme vænnet sig at leve, formere sig og udfolde sig under svære og ubehagelige betingelser, der ikke sjældent har truet hele eksistensgrundlaget. For polakker er der først virkelig krise, når man ikke længere har noget at spise, grænserne er lukket, og der er soldater i gaderne.

Måske bør den type modstandskraft regnes med som et psykologisk parameter, der bør tages stilling til på linje med indikatorerne for BNP og de nu så berømte ratings for kreditværdighed, som tildeles af specialiserede bureauer? Et helhedsbillede opstillet på den baggrund ville være i stand til at forklare, hvorfor den polske økonomi klarer sig så relativt godt, som den gør.

Men som foråret bryder frem og sneen smelter, kan man alligevel mærke en frygt for, hvad tøbruddet vil bringe frem under den hvide snekappe af gammelt snavs, uafsluttede, fordærvede sager, glemte forpligtelser og reformer, der stadig ikke er gennemført. Mange polakker er på trods af de gode økonomiske indikatorer overbevist om, at den polske krise er på vej og rammer os til foråret. Vi er jo som regel lidt bagud i Polen.

Jeg blev personligt overrumplet over den demonstration, der for nylig blev afholdt i centrum af Wroclaw. Jeg har ikke set så stor en demonstration siden protesterne under Solidarnosc, og jeg kunne knap nok tro på, at det stadig er muligt at vække en sådan ' folkelig bevægelse'. Jeg fik med det samme et voldsomt deja-vu, for selv kampråbene var de samme som for tredive år siden, hvor der med en ung Lech Walesa i spidsen blev råbt ' So-li-darnosc!', ' So-li-darnosc!'.

Men der var også forskelle.

Nu var gennemsnitsalderen hos demonstranterne maksimalt 30 år. Det var overvejende studerende og endda gymnasieelever; alle hoppede i takt og råbte skiftevis ' Solidarnosc!' og ' Ud med Acta!'.

Det mest overraskende ved denne manifestation var dog, at deltagerne udgjorde en blandet skare af højrenationalister, anarkister og venstreorienterede, der kun tre måneder tidligere havde udkæmpet regulære slag i gaderne i flere polske byer på uafhængighedsdagen 11. november.

Nu stod de ved siden af hinanden, arm i arm, og der var endda venlige blikke mellem dem. De ideologiske forskelle havde mistet deres betydning, stillet over for den fælles trussel, som Acta udgjorde.

Modstanden mod Acta har været en forenende kraft, ikke kun på torvet i Wroclaw, men i hele Polen. Jeg stod i mængden, sikkert som den ældste i en radius af fem-ti meter, og jeg følte mig virkelig rørt over, at disse unge polakker havde været de første i Europa til at reagere mod de reelle farer, som Acta-lovgivningen indeholder. Polakker, der er op til to generationer yngre end Solidarnoscgenerationen, har vist, at vores særlige følsomhed over for trusler mod vores frihed stadig lever og ikke er blevet lullet i søvn af de goder, der er fulgt med livet i et frit land og en kapitalistisk markedsøkonomi.

Jeg ringede rørt til min søn og sagde: »Så fik I jeres revolution«. Begrebet frihed har en helt anden udstrækning i dag end dengang i 1980. Datidens frihedsbegreb forekom meget konkret: at få genoprettet landets suverænitet og slippe af med vores status som sovjetisk satellit - dertil demokrati, pluralisme, basale menneskerettigheder og borgerrettigheder.

Siden da er begrebets rækkevidde ændret betydeligt. Sociologerne har allerede forudsagt det: Frihed indbefatter i dag fri adgang til information, fri udveksling af viden, mulighed for at dele nye opdagelser inden for videnskab og kultur og en fri og fuldgyldig deltagelse i det nye globale samfund, der er ved at spire frem.

Den nye forståelse af frihed har fundet sin mest fuldendte form i internettets virtuelle rum. Her er vokset en platform frem, hvor man som enkeltpersoner skiftes til at give mere eller mindre, men hvor udvekslingen af viden og erfaringer er uendelig. Wikipedia er et godt eksempel.

Dets eksistens rører mig igen og igen.

Det er en fuldbyrdelse af menneskehedens gamle drøm om at opnå adgang til al samlet viden - den gamle pansofiske idé, som man mente kunne gøre verden til et bedre sted. Kunne man forestille sig, at man skulle begynde at tage penge for at anvende Wikipedia? Der findes altid nogen, som kunne finde på det. En verden med fri information udgør en trussel mod den gamle orden og gamle styringsmekanismer, så der er intet mærkeligt i, at de er bange for udviklingen. Det er åbenlyst, at Acta ikke kun handler om at downloade gratis filer med musik og film.

Vi er nødt til at omdefinere begrebet ejendom, herunder også intellektuel ejendom. Det nuværende begreb er gammelt, det stammer fra oldtiden, og det fungerer ikke længere. Man kan ikke i al fremtid definere ejendom på samme måde, som man gjorde under den neolitiske revolution, da mennesker ved overgangen til jordbrug begyndte at afmærke de stykker jord, som de opdyrkede, for til sidst ( frivilligt eller ufrivilligt) at underlægge dem den stedlige herskers beskyttelse.

Sådan opstod den private ejendom af jord, som feudalismen senere voksede ud af.

Reguleringen i Acta indeholder noget af den anakronistiske forståelse af ejendom, som er vokset frem sammen med den vestlige civilisation og den følelse af individualisme, der er så karakteristisk for den. I den samfundsøkonomiske sfære har det givet sig udtryk i et stærkt begreb om privat ejendomsret - en detaljeret afmærkning af grænserne mellem ' mit' og ' ikke mit'. Dette problem er ukendt i kulturer, der værdsætter imitation.

På internettet er denne tilgang umulig at implementere, for den vil trække tæppet væk under den grundlæggende idé.

Flere regeringer har nu givet efter for de folkelige protester og forkastet Acta. Det giver os en chance for en grundlæggende redefinering af spørgsmålet. I informationssamfundets tidsalder og med et nyt tidssvarende frihedsideal er det blevet nødvendigt at udvikle en ny forståelse af intellektuel ejendom og principperne for, hvem der har adgang til den.

Demonstranterne på torvet i Wroclaw er repræsentanter for den generation, der er blevet hårdest ramt af den usikre situation i dag. Arbejdsløsheden for de yngste er skyhøj, og den gør særligt ondt, fordi denne generation er vokset op sammen med den storstilede åbning af uddannelsessystemet, der har givet unge adgang til at tage en videregående uddannelse i hidtil uset omfang i polsk historie.

Og hvad så? Disse unge mennesker har netop afsluttet deres uddannelser. De har et eller ofte to eksamensbeviser liggende i deres skuffe og taler glimrende flere forskellige fremmedsprog. De har indtil nu følt sig sikre, for de er blevet opdraget i en erfaringsverden, der nu viser sig at være anakronistisk, hvor uddannelse kunne åbne alle døre. Nu står det klart, at det ikke kommer til at åbne noget som helst. Der er intet arbejde til dem.

I den landsby, hvor jeg altid tilbringer mine sommerferier, har kommunalbestyrelsen besluttet at lukke den lokale folkeskole. Den udfylder en rolle, der ligger ud over at være skole for børnene: Den er ungdomsklub, kulturhus, valglokale og et sted, hvor der arrangeres underholdning og fester for alle aldre. Det er med andre ord en institution, der samler lokalområdets sociale og kulturelle liv. For første gang i historien er indbyggerne nu gået i gang med at organisere en aktiv og effektiv protestkomité, der kæmper for skolen.

Det er lykkedes dem at vække genlyd i hele Polen. De mødes regelmæssigt og fastlægger strategien for deres aktiviteter. Ingen er ligeglade. Jeg følger rørt med i, hvordan denne lille glemte bjerglandsby er blevet scene for opbygningen af et civilsamfund.

Man skal huske, at forventningerne til staten er anderledes i postkommunistiske lande; mange oplevede det som et chok, da vi overgik til at blive et liberalt samfund. Folk var gennem årtier blevet vænnet til, at den statslige forsorg dækkede de fleste sfærer af deres liv. Man havde garanterede sundhedsydelser og sociale ydelser.

Med tiden viste det sig at være tomme ord uden dækning, men før det nåede det punkt, udgjorde staten gennem flere årtier en struktur, som man kunne stole på i denne del af Europa - den statslige løn og den statslige pension var lige så sikre som årstidernes følge efter hinanden.

Den ældre generation kan ikke omstille sig til den kapitalistiske tankegang.

De forstår ikke, hvorfor de skal betale for lægebehandling, når de hele deres liv har betalt deres statslige sundhedsbidrag. I virkeligheden har vi alle uanset alder svært ved at forstå sammenhængen. De forstår ikke, at de er blevet bønder i det frie markeds store skakspil. Deres opsparede penge taber pludselig i værdi på grund af turbulens på finansmarkederne, hvis mekanismer de ikke kan forstå, fordi de aldrig tidligere har haft noget med dem at gøre.

Den liberale stat forsøger hele tiden at flygte - at undslippe sine konstitutionelle forpligtelser. Den ønsker for enhver pris at slanke sig og smyge sig uden om de alt for store krav, som borgerne stiller til den. Den er oven i købet også selv blevet et gidsel for langt stærkere kræfter: gigantkapitalen, finansmarkederne og ratingbureauerne.

Ligesom i resten af Europa vækker krisen også i Polen nostalgi og længsel efter fortiden, hvor vi måske ikke levede helt så intensivt og spændende, men til gengæld sikrere og mere fredeligt. Det mest interessante ved denne nostalgi efter kommunismen er, at den deles af den generation, der er født efter kommunismens fald, og som aldrig med egne øjne har set, hvordan det fungerede i virkeligheden.

Deres viden er baseret på film, bøger, arkiverede ugeblade, gamle modemagasiner og bedsteforældrenes fortællinger.

Fra det perspektiv virker den verden måske lidt infantil, men på samme tid dragende - enkelt og ydmygt møblerede lejligheder, en lille Fiat, festlige 1. maj-optog, kø foran boghandlerne og to kanaler i fjernsynet. Den mørke side af idyllen kan man ikke længere se.

Men er det ikke den samme tendens, vi ser overalt? Biografernes store gennembrud i denne sæson dyrker den samme nostalgi - Michel Hazanavicius' Oscarbelønnede film ' The Artist' genopliver stumfilmen, og Martin Scorseses magiske eventyrfilm ' Hugo' tager os tilbage til dengang, den tiende muse blev født, og lader os møde filmhistoriens første troldmand, George Méliès.

Hvor kommer denne længsel fra efter på den ene side den kunstneriske kreativitet og på den anden side soliditeten i fortidens redskaber? Længslen efter traditionel mad og sommerferier på landet ( ikke all inclusive-ferier i indhegnede turistområder).

For nylig så jeg en fitnessmaskine i et træningscenter, der var helt udfærdiget i træ Vi har set, hvordan bankernes ukontrollerede spil og det frie markeds feberkramper har nået en skala, hvor de er i stand til at skubbe hele stater ud på afgrundens rand. Truslen om statsbankerot har hængt som et spøgelse over dem og har blotlagt svagheden i de kontrolog reguleringsmekanismer, som hidtil er blevet anset for gennemprøvede og tilstrækkelige.

De skyldige - oftest mennesker, der er styret af en hæmningsløs og kynisk grådighed - er ikke blevet straffet. De er undsluppet deres ansvar og har gemt sig bag den abstrakte og ubegribelige retstilstand, der hersker på det frie marked og på de psykotiske finansmarkeder, der styrer markedet, og som i dag opfører sig som en sibylle, bedøvet af narkotika og fuldstændig uforudsigelig.

Vi ser til, mens vores demokratisk valgte regeringer udmærker sig i roller som repræsentanter for det frie varemarked eller som sælgere for markedets usynlige hånd. Det kan være den demokratiske orden, der er begyndt at erodere.

I så fald er konsekvenserne svære at forestille sig i dag, og de gør mig frygtelig bange.

Når vi i dag i nyhederne ser ledende politikere diskutere med hinanden, så ved vi ikke, i hvis navn og i hvis interesse diskussionerne føres. Tjener disse højtprofi-lerede forhandlinger virkelig borgernes interesser, eller tjener de snarere vagt afgrænsede interessegrupper og banker, der holder verden i skak og truer stabiliteten? Mine venner i Warszawa er overbeviste om, at verden nærmer sig sin afslutning.

De har mistet deres arbejde inden for den seneste tid, og nu sidder de foran skærmen og fylder sig med mærkelige informationer fra internettet.

Som vi alle ved, vil verden gå under i december i år - det har mayaindianerne forudsagt. Derfor bruger mine venner ikke længere tid på at søge arbejde, og de er endda holdt op med at gå til tandlæge.

Deres ophidselse rummer en vis form for lettelse og ligefrem behag - en afslutning.

En afslutning på det vanvittige hastværk, på at køre på arbejde, at sidde i kø, bekymre sig om afdrag på lånet, stigende huslejer, stigende pensionsalder og en mulig krig mod Iran. Sådan kan man også leve lige nu.

Mine forventninger er ikke lige så dramatiske som mine venners. Men jeg tror, at verden, som vi kender den, er ved at komme til sin afslutning. Det bebudes hverken af engle med trompeter eller af rumskibe, men akkompagneres i stedet af tastaturernes stille knitren. Oven over staterne og nationerne er der ved at blive skabt et fællesskab, der er større og stærkere - et internettets ' folk', der stræber mod stadig større frigørelse. De er bevidste om deres rettigheder, og opråbet lyder allerede på nettet: Users of the world, unite!