For nylig læste jeg, at en kvinde var død af alderdom efter at have ventet i telefonkøen til Skat i 24 år.

Nyheden var skrevet af hjemmesiden Rokokoposten og var selvfølgelig en joke.

Jeg lo af det bizarre billede af en døende kvinde, der knuger sin telefon i hånden til ordene: »Du er nu nummer fire i køen«.

Men min latter forstummede, og pludselig så jeg mig selv i rollen som den gamle dame, der forgæves prøver at nå over målstregen i et kapløb, der aldrig slutter.

Jeg så alvoren i vittigheden, fordi den beskriver den virkelighed, jeg som studerende selv oplever, når jeg prøver at bryde igennem lydmuren til Københavns Universitet. Og det er ingen joke.

Min brydekamp med universitetet startede for lidt over et år siden. De sidste brikker i et langt og broget forløb om at rejse et semester til udlandet og studere var endelig ved at falde på plads.

Men før jeg kunne pakke rygsækken og drage af sted til Australien med god samvittighed, havde jeg et enkelt spørgsmål, jeg manglede at få svar på.

Københavns Universitet havde tildelt mig et såkaldt udlandsstipendium, der skulle hjælpe med at finansiere de knap 50.000 kroner, det kostede at gå på det udenlandske universitet.

Men jeg mente ikke, det tildelte beløb var sat højt nok, i forhold til de fag jeg skulle læse.

Derfor sendte jeg en mail til universitetets SU-kontor, der behandler udlandsstipendierne, i håb om at de kunne tage stilling til mit problem.

Det er nu 11 måneder 19 dage siden, og min mailboks er stadig tom. Svaret på mit spørgsmål blæser et sted i vinden, mens administrationen på Københavns Universitet blæser mig et langt stykke.

Jeg har afsendt omkring 10 e-mail og ringet til universitetet flere gange både før, under og efter mit semesterophold i Australien – alt sammen uden held.

At komme igennem til Københavns Universitet er som at skrige under vand. Budskabet kommer aldrig op til overfladen.

Universitetsstuderende bliver tudet ørerne fulde med, at de skal rejse til udlandet og studere. Senest har vores undervisningsminister, Morten Østergaard, i januar udtalt, at han vil have alle studerende ud at rejse.

Og det kan jeg kun bakke op om. At læse i udlandet er en helt fantastisk og lærerig oplevelse, der med sikkerhed vil højne niveauet for de danske studerende i fremtiden.

Problemet er blot, at Københavns Universitet hverken har midlerne eller viljen til at følge op på deres egne ambitioner om at sende de studerende godt af sted.

Sagsbehandlingen og kommunikationen fra universitetet er så amatøragtig, at det ville være til at grine af, hvis det ikke var så forbandet deprimerende.

Det er en synd og skam, at man skal kæmpe så frygtelig meget med sit eget universitet for at få en plads på flyet mod det store eventyr. Det burde jo være lige omvendt.

LÆS ARTIKELMinister vil sende alle studerende til udlandet

Jeg har fuld forståelse for, at man har travlt, at man er underbemandet, og at det tager tid at løse sager i en stor organisation som Københavns Universitet.

Men et års sagsbehandlingstid (and still counting) kan ingen være tjent med – hverken de studerende eller de ansatte på universitetet selv.

Dalai Lama har engang sagt, at formålet med uddannelse er at opnå lykke og undgå lidelse.

Så kære ansatte hos Københavns Universitet – lad være at gøre vores uddannelse til en lidelse, men sørg for, at vores tid som studerende bliver lykkelig ved at lytte til os og tage vores henvendelser alvorligt.

Lad os ikke dø af alderdom i telefonkøen. Tak!