Vi var samlet med nogle venner i sidste uge, hvor vi diskuterede Politikens artikel af Tarek Omar med overskriften »Vi vil da ikke giftes med dårligt uddannede nydanskere«.

LÆSVi vil da ikke giftes med dårligt uddannede nydanskere

Her blev fire nydanske piger, under uddannelse, interviewet om deres frustrationer over ikke at kunne finde en nydansk mand på samme uddannelsesniveau, som dem selv.

En stor cadeau til de fire unge kvinders faglige præstationer, men her stopper rosen så sandelig også!

Det er godt nok længe siden, vi har været vidner til sådan en omgang social arrogance, som den I delte livligt ud af på forsiden af Politiken i lørdags, piger.

Vi savner noget konstruktivt fra de fire pigers side, i stedet for en stigmatisering af de unge nydanske mænd, som de betegner som »den nye underklasse af dårligt uddannede«.

Statistikkerne lyver ikke. Nydanske kvinder klarer sig uddannelsesmæssigt bedre end nydanske fyre, men ved at sige at »piger modsat drengene har klaret sig godt«, fremstår pigerne utroligt snobbede og elitære.

Seneste undersøgelser viser, at andelen af nydanske kvinder, der tager en videregående uddannelse, er 40,9 procent sammenlignet med andelen af nydanske mænd, som er 24,9 procent.

Her viser selvsamme undersøgelse, at andelen af etnisk danske mænd, som tager en videregående uddannelse, er 25,2 procent.

Det kan altså ikke kun være opdragelsesmønstrene i nydanske hjem og de patriarkalske normer, der har medvirket til, at drengene ikke klarer sig så godt, men måske er det et udtryk for et større samfundsproblem, der stikker dybere og længere end den gamle sang om, at alt kan forklares gennem etnicitet eller kultur.

Replik.  Nidal Murra (til venstre) og Mahmoud Halloum svarer igen på veluddannede nydanske kvinders kritik af nydanske mænd. I må forstå, at vi ikke tager jeres udtalelser personligt. Vi tilhører nogle af de få veluddannede – tilsyneladende stærkt eftertragtede – nydanske mænd, der åbenbart er underlagt den klassiske kapitalismelogik om udbud og efterspørgsel.

Vi er få, I er mange, derfor er vi en mangelvare. Men helt ærligt, det er da tragisk, hvis unge kvinder – som I siger – »... tager til forelæsning med henblik på at møde den rette«.

Her gik vi og troede, at man gik på universitet for at blive uddannet.

Det er ikke atypisk, at man møder sin kæreste på universitetet, men det primære formål med at tage til forelæsning må da være, at man først og fremmest kommer der for at få akademiske færdigheder, som kan forberede en til arbejdsmarkedet, når man engang kommer ud på den anden side.

Hvis hovedformålet med jeres tilstedeværelse på universitet er dating – så vil vi i stedet anbefale jer at oprette en profil på et af de mange datingsites, der nu florerer på nettet.

Der er også noget andet og mere fortvivlende, der provokerer os ved jeres indlæg. I piger, de selv samme kvinder, som anses for at være mønsterbrydere, karrierekvinder, og som går forrest i kampen for ligestilling, opfatter åbenbart singlelivet som 22-årig som en fiasko.

Så meget for den ligestilling!

»Jeg burde ikke udelukke personen på grund af vedkommendes faglige niveau, men jeg kan ikke undgå det«, som Fatima Hachem udtrykker det, er med til at bekræfte de fordomme, der findes om mellemøstlige pigers evige søgen og higen efter læger og advokater at gifte sig med. Kom nu ind i kampen!

Det er fortid og ældgammel skik, som I tilsyneladende fortsat dyrker og tror på. Men det helt store paradoks, som også hører fortiden til, og som kvinderne belejligt ikke nævner i artiklen, er den praksis, der finder sted, når muslimske piger endelig finder en mand og bliver gift. Den kan måske forklare, hvorfor de nydanske piger oplever problemer med at finde en mage.

For når I endelig har fundet kærligheden, er det os mænd, der skal betale hele brylluppet, forberede lejligheden og gøre klar, så I veludannede prinsesser bare kan flytte ind. Medgiften kan sagtens løbe op på 50.000 danske kroner.

Vi mænd skal så at sige betale for alt, der har med brylluppet at gøre. Det er der vel ikke meget ligestilling over? Især når både manden og kvinden er på SU.

Så når I i forvejen screener jeres kommende ægtemænd efter uddannelsesniveau, etnicitet og religion, så kræver I gudhjælpemig også, at vi skal stå for alt det økonomiske?

Kan I ikke selv se, at I bare gør det en smule svært for os at blive gift med jer?

I taler også om det sociale pres i jeres artikel, som om det er forbeholdt kvinder. Behøver vi at minde jer om, at det ifølge de arabiske/islamiske traditioner er manden, der er den økonomiske forsørger.

Ud over medgiften skal der være penge til det obligatoriske sæt af guld til kvinden, brudekjole, leje af festlokale, fotograf, dj og en bryllupskage, der er større og flottere end den, veninden fik.

Derudover skal der betales indskud til en lejlighed og møbleringen heraf. En økonomisk byrde, der påhviler de unge mænd, samtidig med at kvinderne forlanger, at mændene tager sig en uddannelse og lever på SU. Var der nogen, der sagde socialt pres?

Nydanske fyre er udsat for et lige så stort socialt pres som kvinderne for hurtigt at blive forsørger, stifte familie og videreføre slægtsnavnet – og samtidig lige tage en eksamen i erhvervsret. Og vi gør det gerne i kærlighedens navn.

Vi brokker os ikke, og her skal det ikke forstås, at de resterende 75,1 procent af nydanske mænd uden videregående uddannelser er ude at skrabe ind til brylluppet. Samfundet har store vanskeligheder med nydanske mænd – såvel som danske mænd.

Og samfundet – men også individet – har en stor udfordring foran sig, når det kommer til at hæve antallet af fyre, der tager en videregående uddannelse – og fuldfører den.

Unge, nydanske kvinder – kom nu ud af jeres drømmeverden. Enten må I leve med, at manden er nødsaget til at arbejde fuldtid, tjene til jeres drømmebryllup og derfor ikke uddanne sig, eller også må I begynde at bryde med de selvsamme traditioner, som I beskylder jeres forældre for at holde liv i.

Så I må leve med statistikken, som den ser ud nu, eller på lige vis tage jeres del af den økonomiske byrde, der i dag påhviler drengene.

Således kan vi mødes på et fundament af reel ligestilling og ligeværd – et godt udgangspunkt for et langt og lykkeligt liv sammen, til døden os skiller.