Det sovjetiske imperium brugte i sin titel begrebet ’union’ som vildledende propaganda. Faktisk var USSR ingen union. Ved afslutningen af Første Verdenskrig besluttede de lande og folk, som havde været besejret af tsar-Rusland, at genoprette de nationale stater, som havde eksisteret tidligere, eller at danne nogle nye. Det røde Rusland generobrede i løbet af nogle år de fleste lande og erklærede ’union’ med de besejrede. Det var kun de baltiske lande – Finland, Estland, Letland og Litauen – der overlevede og forsvarede sig. Polen kom også tilbage på europakortet ved at forene de lande, som før var styret af andre.

Det kommunistiske Rusland (eller USSR) var utilfredst med dette, og i slutningen af 1939 begyndte Rusland angiveligt at erobre ’sine’ territorier efter en aftale med Hitlers Tyskland. En simpel revanchepolitik, som også Tyskland brugte på den tid. Sovjetterne besatte så meget som muligt inden sommeren 1940 og besatte derefter Litauen og kæmpede efter et år mod sin allierede Tyskland. Under Anden Verdenskrig gik Litauen fra hånd til hånd indtil 1945, hvorefter landet blev Stalins krigsbytte efter vestlige demokratiers de facto-samtykke.

Folkets modstand fortsatte i forskellige former, indtil USSR’s kraftesløshed og undergang var en realitet. I 1988 begyndte massive fredelige befrielsesbevægelser i de tre baltiske lande – som af Moskva var benævnt sovjetrepublikker. 11. marts 1990 generklærede det demokratisk valgte parlament landet selvstændigt (selv om der stadigvæk var sovjetiske besættelsestropper i Litauen). På den måde sendte man et signal til den unaturlige sovjetiske ’union’. ’Unionen’ brød sammen i 1991, da de frigjorte lande – Litauen, Letland og Estland – blev medlemmer af De Forenede Nationer. I Europa dannedes Den Europæiske Union af De Europæiske Fællesskaber, og de tre baltiske lande valgte denne integrationsretning. Det postkommunistiske Rusland måtte afslutte sin revanchepolitik. Men hvordan ser tingene så ud nu?

Siden 2004 har Litauen og dets nordlige naboer – Letland og Estland – været medlemmer af EU og Nato. Sovjetiske (postsovjetiske) råb om, at ingen måtte ændre resultaterne af Anden Verdenskrig, blev ikke hørt. Disse råb opfordrede måske bare til at fuldføre de demokratiske forandringer og udvide EU så meget som muligt mod øst. Der, uden for Litauens grænser, blev der desværre etableret diktatorisk ledelse af en muteret sovjetisme, og stormagtens revanchepolitik fik krampetrækninger.

Medlemskabet af EU og Nato skænkede Litauen en ny følelse af sikkerhed (nogle gange lidt vildledende), yderligere impulser til nye reformer og et stort rum for internationalt samarbejde. For en stund koncentrerede man sig om demokratiudviklingen i øst; understøttede nye europæiske kræfter i Ukraine, Georgien og andre steder, og selve EU – selv om den var forsigtig – forblev åben.Forsigtigheden var fremkaldt af det ondskabsfulde Ruslands åbne trusler om at standse udviklingen af demokrati i øst ved brug af magt. Det militære angreb på Georgien i sommeren-efteråret 2008 – lige før det første snefald i bjergene – viste, at det ikke kun var bluff i et politisk pokerspil. Det skal også bemærkes, at cyberangreb tidligere havde været afprøvet mod Estland.

Den Europæiske Union blev ignoreret (kun enkelte medlemmer blev lokket), inden krigen i Georgien sluttede. Først efter at krigen var slut, måtte Rusland byde velkommen til formanden for Den Europæiske Union, underskrev sædvanlige dokumenter og lovede at bringe tingene i orden. Naive Europa venter stadigvæk herpå. Det lykkedes ikke Rusland at legitimere de nye erobringer eller at opnå anerkendelse af marionetregeringer i de besatte områder. Styrkesignalet har dog vist sig at være effektivt, og det har muligvis resulteret i en ukendt, kun intuitiv aftale.

Aftalen skulle lyde: Tag endelig Balkan (hvor Rusland-Serbien mistede indflydelse, efter at det allierede Jugoslavien havde mistet det hele), men tage ikke et skridt videre til det ’postsovjetiske’ område. Derfor sank Georgiens medlemskab i foreningen til bunds uden forklarlige grunde (det ville ikke være korrekt at forklare, at chefen i Kreml bliver vred), medens man i Ukraine-sagen kan finde forklaringer.

EU-udvidelsen mod det postsovjetiske Øst blev erstattet af ’østligt naboskab’ og derefter ’østligt partnerskab’ på et tidspunkt, hvor Rusland satte fart i en ny ekspansion ved at inkludere sine europæiske og andre naboer i militær- og toldunioner. Denne proces af tilbageoptagelse og modstand mod direkte optagelse foregår stadigvæk.

Ruslands forskansning i Nordafrika og Mellemøsten (med primær forventning om at omringe Europa med hensyn til energiforsyninger) blev stoppet af ’det arabiske forår’. Hvis det arabiske forår fører til radikale islamiske valgte demokratier (diktaturer af store grupper, ikke længere diktaturer af familier), vil alle indflydelsesområder blive omdefineret. Da disse regimer af russisk type faldt, førte det til frygt hos nogle og håb hos andre i Moskva. Vil der ske nogen forandringer i Rusland? Vil de ske før Kinas?

Det hele kan jo ændre sig hurtigt, hvis lederne af atom-Iran tror, at det vil være værd at ofre flere millioner mennesker for en større Allahs ære, og for at få det lovede paradis for sig selv. Europas evne til at forsvare og styrke demokratiets grundprincipper er blevet undermineret i de seneste år af en dyb moralsk og finansiel krise. Man taler mest om konsekvenserne af uansvarlig finans- og gældspolitik i eurozonen; om problemer, som er skabt af insolvente, svindlende lande samt nye kæmpekreditter, som er vanskelige at opnå.

Forbruge! Forbruge! Vækst! Vækst! Og hvad vil du gøre med alle dine goder? (Hvis de er af det gode). Her skal man også medregne forbrugt tid. Og hvornår vil man medregne – ikke den voksende marxistiske produktion og det kapitalistiske udbytte – men den voksende evne til at nyde eksistens, skønhed og fred? Hvornår vil man nøjes med det, som man allerede har? Faktisk er der ingen, eller næsten ingen, tale om den fremherskende egoistiske forbrugskultur. Opfordringen lyder blot: brug penge, selv om du ikke har nogen indkomst. Det er den globale ’nytte’ og pragmatiske uærlighedsfilosofi. Med den kan man spørge sig selv: Er der noget galt, hvis jeg snyder uden at blive fanget?

Sådan en filosofi skal ændres! Vi må i stedet vende tilbage til det ægte menneskes eksistens. De, som ikke tænker på den, skal indse, hvor vi er kommet til. Fjendtlighed over for kristendommen (i Europa!) og dens afvisning er et undertrykt skyldssyndrom, som kommer op til overfladen på en forvrænget måde. Menneskets had til naturen, vores udryddelses- eller forureningspraksis er et selvhad, en indirekte form for menneskets selvmord. Mennesket, som folkestammen, der begår kollektivt selvmord.

Og hvad med politikken? – Den blev til en enorm korruption og til grobund for global bestikkelse. Det er let at forstå, hvilke afgrøder der vokser i den. Vi befinder os i sådan en civilisation, og civilisationen befinder sig ved en korsvej, hvor det afgøres om den overlever eller ej. Vi rejser rundt og kommer til et hvilket som helst verdenshjørne og opdager, hvad der sker i den lille virkelighed.

Der findes nogle, der vil ændre Den Europæiske Union og omdanne den til en form for filial af det russiske energiselskab Gazproms union. Litauen ønsker, at EU forbliver og tilstræber energiuafhængighed. Idéen om uafhængighed er måske relativ og europæisk, men under alle omstændigheder skulle man ikke ligge på knæ foran Gazproms ejere. Litauens stilling er også et kapløb med tiden, fordi der er parlamentsvalg i Litauen til efteråret. Tsunamier slår allerede nu til fra alle sider.

Europæerne har svært ved at forstå, hvad der sker i Rusland. Vi talte om valget for nylig, selv om der ikke var noget valg dér. Det, der skete, var, at man udvalgte, hvilke partier der fik lov til at være i parlamentet, og hvilke der ikke fik lov. Man udvalgte én – den på forhånd valgte – som fik lov til at være med i en præsidents folkeafstemningsprocedure. Måske var der en, der udvalgte sig selv, måske var det en gruppe af hans venner. De dygtige konkurrenter, som ville have krævet en debat, var slet ikke til stede. Valgkommissionen fik ikke lov til at registrere dem, selv om nogle af dem – som for eksempel den tidligere verdensmester i skak Gary Kasparov – indsamlede 2 millioner underskrifter under umulige forhold.

Det vigtigste er ikke vælgerens vilje. De vigtigste er dem, der tæller stemmerne (og tilføjer nogle ekstra, hvis der mangler nogle). Denne udvælgelse ligner Stalins ’demokratiske’ tider. Der findes dog en ny faktor, som det korrupte etablissement ikke tog højde for. Denne faktor er mange unge, uddannede mennesker, som ikke vil narres mere.

Vi er ved at vende en ny side i historiebogen om forholdet mellem Rusland og Europa. Dér kan tilbagekomsten af eurasiske usurpatorer (personer i regionen på grænsen af Asien og Europa som uretmæssigt tilraner sig regeringsmagten) og deres undertrykkelse indskrives som en af de hidtil sidste sider.