I forbindelse med en serie programmer på P1 drog jeg for nylig til nogle af de nye EU-lande i det gamle Østeuropa.

Formålet var at finde ud af, hvordan de lever op til de såkaldte Københavnskriterier for medlemskab.

Eftersom jeg i slutningen af 1960’erne var Ritzau-korrespondent i Østeuropa med base i Warszawa, forekom det ikke bare naturligt at begynde med at se på, hvor langt disse lande er kommet i opgøret med de politistatsmetoder, som prægede landene under kommunismen.

Jeg bad også polakkerne om lov til at se, hvad der var kommet ud af det hemmelige politis overvågning af mig selv.

Ti år tidligere havde jeg aftjent min værnepligt og efter to års rådighedspligt i blandt andet Hærkommandoens Operationsafdeling forladt militæret med rang af premierløjtnant af reserven. Derefter var jeg blevet journalist med Nato og sikkerhedspolitik som stofområde.

Jeg kunne derfor være temmelig sikker på, at var dokumenterne ikke tilintetgjort, ville der være et eller andet. At jeg havde en hel sagsmappe med flere hundreder tætskrevne rapporter, forbløffede mig dog. At de var arkiveret under kodenavnet ’Szekspir’, bragte smilet tilbage – en vis sans for humor måtte de da have haft.

Da jeg spurgte PET om tilsvarende adgang, fik jeg blankt nej. Samme svar kom, da jeg ankede sagen til Justitsministeriet.

Den adgang, som i Polen gør det muligt for en person som mig at se, hvad den polske efterretningstjeneste og dens slapstick-agenter skrev om mig, eksisterer ikke i Danmark.

Jeg ved ikke, om PET ligger inde med rapporter om min virksomhed i Polen i slutningen af 1960’erne. Men ganske som i det polske tilfælde har jeg en berettiget mistanke. Jeg har også grund til at tro, at det materiale, der måtte ligge, er aldeles uskadeligt.

Men set gennem journalisten/forfatterens ønske om at grave i sin egen fortid er det bare ikke uvæsentligt. Derfor har det danske nej overrasket mig.

Tegning:  Per Marquard Otzen.

Hvorfor skal det dog være lettere at få adgang til den slags i USA end her? Hvad er det dog, PET er så bange for? Og nu kan man altså bare tage til Polen, hvis man, som jeg, er nysgerrig.

Jeg ville kunne forstå afslaget, hvis jeg på nogen måde havde været involveret i landsskadelig adfærd, udgjorde en sikkerhedsrisiko eller lignende. Det var ikke tilfældet.

Jeg husker vagt, at en PET-medarbejderen kontaktede mig, og at vi havde en samtale om mit ophold i Polen, som varede en times tid.

Jeg hørte intet fra ham siden, men det var en kontakt, jeg som premierløjtnant af reserven fandt helt naturlig og relevant. Jeg fortæller under alle omstændigheder på et eller andet tidspunkt om kontakten og det, jeg husker, der blev sagt.

Men som det fremgår af udsendelserne, bliver det en detalje, en krølle på en tragisk-komisk fortælling fra den kolde krig, om man vil, men det ville være rart at få den helt korrekt i stedet for at basere den på en svigtende hukommelse.

Måske er der intet. Det vil jeg i så fald også gerne vide. Behøver jeg tilføje, at begivenhederne ligger knap et halvt århundrede tilbage i tiden?

Den juridiske chef i Politiets Efterretningstjeneste skrev, at der var foretaget en ’konkret vurdering’. Den var endt med, at tjenesten ikke ville fortælle mig noget som helst, uanset hvilke lovparagraffer der blev henvist til, eller hvilken praksis der blev anlagt. Samme begrundelse kom i svaret fra Justitsministeriet.

Der er et argument i afslagene, som kræver yderligere belysning. Politiets Efterretningstjeneste modtager oplysninger fra »samarbejdspartnere i ind- og udland«, som det hedder. Det er en forudsætning for modtagelsen af disse oplysninger, at de »… alene anvendes til efterretningsmæssigt brug og ikke videregives til andre«.

Det kan der være en vis ræson i, men hvorfor tages der ikke hensyn til, at det er knap 50 år siden, og at polakkerne, i modsætning til danskerne, beredvilligt ikke bare stiller kodenavne for deres agenter i Danmark til rådighed, men også deres rigtige navne?

Jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke kan tages hensyn til oplysningernes karakter og relevans i sikkerhedspolitisk forstand.

Om PET så via en muldvarp i det polske hemmelige politi viser sig at ligge inde med kopier af alle de rapporter, der blev skrevet om mig, kan det stadig være ligegyldigt, om jeg får dem at se elle ej. Jeg har jo allerede læst dem.

De kommunistiske agenters konklusioner var i øvrigt altid den samme: at jeg var en stangkonservativ journalist og premierløjtnant af reserven, som ikke havde det fjerneste med spionage at gøre, og som polakkerne, efter en intens overvågning, henlagde som en umulig sag.