Professor Finn Diderichsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet kalder det »forfærdende«, at uligheden i sundheden fortsætter med at vokse herhjemme.

I 1987 var forskellen i middellevetiden kun fem år mellem den dårligst og bedst lønnede fjerdedel af befolkningen.

Her 25 år senere er der - trods en konstant udbygning af velfærdssamfundet - blevet endnu større forskel i middellevetiden mellem de bedst og de dårligst lønnede. De bedst lønnede lever nu 10 år længere i gennemsnit.

Finn Diderichsen, hvordan kan det være, at det er gået den forkerte vej med at skabe lighed i sundheden og hvorfor er det så problematisk for sundheden at være lavtlønnet - også i Danmark?

»Lav indkomst er ikke kun er en årsag til dårligt helbred. Det er også en effekt af dårlig helbred. Det er forfærdende problematisk, at der er så stor ulighed i sundheden, når man sammenligner levetiden for de forskellige indkomstgrupper i samfundet«.

Mange vil sige, at vi i den danske velfærdsstat har gjort meget for at mindske uligheden. Ingen er ekstremt fattige og der er megen fokus på at give alle børn den bedst tænkelige start i tilværelsen. Hvorfor stiger uligheden i sundheden så?

»Problemerne starter tidligt. Forskningen viser, at de børn, der ikke kan læse ordentligt, når de går ud af anden klasse går et ’sygere’ liv i møde senere i tilværelsen. Dårlige læseegenskaber er starten på en negativ proces, hvor disse børn får problemer i skolen og senere får de også vanskeligheder på arbejdsmarkedet. De begynder også at leve mere usundt«.

LÆS OGSÅKronik: Private sygeforsikringer må forhindres

Er manglende uddannelse i den grad starten på en ond cirkel for unge?

»Ja, tag nu alle disse unge, som ikke afslutter en ungdomsuddannelse. Dem har der altid været en del af, men tidligere var der alligevel et arbejdsmarked for dem, som ikke havde det godt og ikke klarede sig godt i skolen. Men nu hvor der ikke er mange job til den type unge er det blevet et langt større socialt og helbredsmæssigt problem, at de unge ikke få en uddannelse. De unge som mænd, som ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse når de er 20, har en femdobbelt så stor risiko for at dø inden de er fyldt 30. Denne overdødelighed hænger ved de mænd resten af livet, selv om den ikke er lige så kraftig senere hen i deres liv. Overdødelighed i gruppen af mennesker uden uddannelse handler altså ikke kun om langvarig nedslidning og tunge job i industrien, selv om det også er også en del af problemet. Det handler om at de får en sværere start i livet«.

Er der andre lande, hvor det er lykkedes bedre at skabe lighed i sundheden?

»Nej, det her er et internationalt problem. Men det foruroligende er, at vi herhjemme har opbygget et velfærdssamfund som man blandt forskere og politikere troede ville skabe mere lighed i sundheden. Vi har verdens mindste indkomstulighed. Vi har også gode sundhedsplejersker, som kommer hjem til unge familier, når de har født. Vi har gode daginstitutioner som alle har råd til bruge - også de enlige mødre. På et område som børnefattigdom ligger vi også lavere en det meste af Europa og alle herhjemme har ret også til barselorlov. Problemet er, at vi har det der med ’velfærden’ på plads men langt han af vejen har vi den samme ulighed i sundheden som også findes i eksempelvis England, hvor den sociale ulighed er meget større«.

LÆS DENNESundhedshysteriet er løbet løbsk

Hvad er så forskernes svar på at mindske uligheden i sundheden?

»Vi har ikke helt styr på det, men vi prøver nu i Danmark at se på hvilke sygdomme og sygdomsårsager der gør, at forskellen i levetiden er så stor mellem rig og fattig. Vi kan konstatere at det handler er sygdomme, som har en stærk duft at tobak og alkohol. Det er noget med rygerlunger og hjertesygdom, lungekræft og det er noget med alkohol. Der drikkes mere alkohol i overklassen, men skaderne og de psykiske lidelser på grund af alkohol vender også den tunge ende nedad. Før i tiden var de rige som spiste smørret og røg cigaren. Nu er det folk med små indkomster som ryger lidt for meget, spiser lidt for usundt og som ofte er økonomisk stressede. Måske har mange af dem også haft en problematisk opvækst og har ikke gået i de bedste skoler osv. Det er disse mange faktorer som spiller sammen og koster i sundhed for de lavest lønnede«.

Så en skrap lovgivning som går det dyrere at ryge og svært at sælge alkohol til unge vil hjælpe?

»Ja, vi ved at det mest effektive er at hæve tobaksafgifterne og gennemføre skrap lovgivning på alkoholområdet. Det er meget omkostningseffektivt og høje priser virker kraftigst på dem som allermest behov for det. En kraftig afgiftsforhøjelse vil hjælpe og det vil skabe mest sundhed hos dem med lave indkomster. Helbredseffekten vil blive stor. Når vi herhjemme har været lidt slappe på det område hænger det måske sammen med at vi har en stor alkohol- og tobaksindustri, som vi har taget hensyn til«.

LEDERAfskaf skattefradrag for sundhedsforsikringer

Den nuværende regering har sagt at den vil nå en række sundhedspolitiske mål. Hvilke områder mener du regeringen burde fokusere på, hvis uligheden i sundheden skal blive mindre og ikke bare fortsætte med at vokse?

»Vi har det problem, at vores arbejdsmarked er brutaliseret i den forstand, at man skal være 110 pct. ’fit for fight’ for at klare det godt. Jeg anerkender, at vi har et privat arbejdsmarked, som skal konkurrere med Kina og den private sektor har måske ikke råd til at have så mange mennesker ansat, som ikke kan arbejde 110 procent. Men sådan behøver det ikke i være i den offentlige sektor. Det offentlige behøver ikke at konkurrere med kineserne. Men vi den her tendens til at lade en offentlige sektor effektivisere efter forbilleder i den private sektor. Det har gjort at mange af de arbejdsopgaver, som mennesker med nedsat arbejdsevne også kunne udfylde, er ved at forsvinde«.

Så du siger, vi faktisk skulle have langt flere som arbejdede i noget, der ligner fleksjob?

»Vi har trods alt en del fleksjobordninger, men der kunne sagtens være mere af den slags til de mange mennesker, som ikke kan klare at være på fuld tid. Kravene på det åbne arbejdsmarked er stigende, men andelen af folk der ikke kan klare disse krav er også stigende. Her burde det offentlige arbejdsmarked være mere rummeligt. Der er flere og flere mennesker som forlader det danske arbejdsmarked, selv om de har en betydelig arbejdsevne i behold«.

De seneste mange år har skiftende regeringen satset meget på at opbygge supersygehuse og give garantier for kræftbehandling og andre typer af operationer. Hvorfor giver det ikke mere lighed i sundheden?

LÆS DENNESundhedsforsikringer er en succes

»Det skal understreges af vi alle sammen lever længere i gennemsnit end vi gjorde for 25 år siden. Men man må også se på om vi har prioriteret pengene i sundhedssektoren rigtigt. Jeg har ganske vist sagt at vi har et godt og lige sundhedsvæsen. Men når vi ser på konsekvenserne af at være syg er der stor ulighed i hvor godt man overlever sygdomme, f.eks. når man har haft kræft og hjerteproblemer. Der er rigtigt, rigtigt store uligheder i hvordan man overlever på arbejdsmarkedet, hvis man har været syg«.

Kan du give nogle eksempler?

» Det handler f.eks. om hvilke chancer man har for at komme tilbage på jobbet når man har været syg – og især hvis man har haft en psykisk lidelse. Også her er der ulighed i forhold til de forskellige samfundsgrupper. Det siger noget om at der er et eller andet, som er ganske problematisk i sundhedsvæsenet. Jeg tænker ikke kun på den akutte overlevelse efter sygdom, her er der også forskelle på rig eller fattig. Men det handler også om hvad der sker, når man kommer hjem fra sygehuset. Alt det vigtige med revalidering og genoptræning og om at få de lange patientforløb til at fungere så folk kommer raske tilbage på arbejdsmarkedet. Vi har en velbegrundet mistanke om at man skal være både ganske rask og ganske veluddannet og vellønnet for at få det til at ske - man skal simpelt hen have kræfter og ressourcer til at slås for sin ret. Det er sjældent sådan at den praktiserende læge er den sammenholdende kraft, der sørger for genoptræningen og revalidering fungerer for alle«.

Hvor er det systemet svigter så syge med dårlige ressourcer ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet?

»Der postes mange penge ind i sygehusene og i ventetidsgarantier, men psykiatrien og primærsektoren med de praktiserende læger halter efter. På 10 år er antallet hospitalslæger vokset med over 30 procent og antallet praktiserende læger med mindre end 5 procent. Mange af dem som er på kontanthjælp er rigtigt syge - ikke mindst psykisk syge og lider af smerter i muskler og skelet. Det er de to sygdomsgrupper hvor der er har været rigtigt store patientafgifter - når man skal have en psykoterapeut eller en fysioterapeut. To af de store årsager til at folk står udenfor arbejdsmarkedet er netop psykiske lidelser og lidelser i bevægeapparatet. På de områder har vi skabt store økonomiske forhindringer for folk der vil tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis man skal tænke på at sadle om politisk, er det nok tid for en satsning på det nære sundhedsvæsen og ikke kun supersygehusene«.