Ude i Kastrup Lufthavn - indenrigs - sidder to erhvervsfolk fra Aalborg.

De tager sig et stykke smørrebrød, en øl og en kop kaffe. Flyveren er lidt forsinket, og man snakker så hyggeligt sammen, når man har mad i munden.

»Er det ikke folketingsmanden, der sidder derovre,« spørger den ene. »Jo, for søren«, siger den anden, »han var også med i morges - med den første maskine fra Aalborg«. »Ja, jeg så ham også i torsdags - da fløj han også frem og tilbage … at han gider! … sikke et hundeliv«.

- Erhard Jakobsen, ’Et Opgør’ (1975).

I 2010 besluttede VK-regeringen at nedsætte ministerlønningerne med 5 procent. Forleden bekendtgjorde Helle Thorning-Schmidt, at hun bakker op om beslutningen.

Da Løkke i sin tid lancerede dette både pjattede og populistiske forslag, kom Enhedslisten og Dansk Folkeparti straks på banen.

De to partier ønskede - sikkert i mangel af bedre politiske ideer - at opnå befolkningens gunst ved ikke kun at sænke ministerlønningerne, men også folketingsmedlemmernes lønninger.

Christiansborgpolitikerne er befolkningens repræsentanter, og opbakning til forslag om, at politikernes lønninger burde sænkes, må afspejle et ondt i røven-kompleks, der har slået rod blandt vælgerne.

Kan vi virkelig ikke unde at behandle de 179 folkevalgte, der repræsenterer os i Folketinget, med en vis værdighed samt anerkende, at de gider?

Eller skal Danmark i omverdenen fremstå som et bonderøvssamfund, hvor ministre skal ryge cigaretter på fortovet foran ministeriet, rejse ud i verden på 'monkey class' og spise deres madpakker ved IKEA-skriveborde?

LÆS OGSÅ Thorning fortsætter Løkkes lønnedgang til ministre

I så fald kunne man også foreslå politikerne at piske sig selv, hvis de i arbejdstiden skulle komme for skade at nyde deres job, opleve noget interessant eller spise velsmagende mad.

Hvis alt, hvad der kan inspirere eller være komfortabelt for politikere, skal fjernes, har småligheden taget overhånd.

I øjeblikket er der langt mellem snapsene, når man ser på Folketingets sammensætning. Måske spiller lønnen og arbejdsforholdene en rolle. Hvis politikernes lønninger skal justeres, bør de derfor snarere hæves end sænkes.

De talentløse er det vælgernes eget ansvar at fravælge, men hvis lønniveauet kom op i et leje, hvor det kunne konkurrere med lønnen for en varehusbestyrer i Føtex, en driftschef på en fabrik eller en avisredaktørs, ville der måske kunne tiltrækkes flere interessante emner til folketingskandidaturerne.

Måske ville flere gide, og flere have råd. Risikoen er naturligvis, at mange interessante, men ubeskrevne politiske blade ikke ville få et ben til jorden i konkurrencen med de knap færdiguddannede Djøf'ere, der - som eksperter i at føre politiske kampagner og snakke udenom - fylder meget på begge sider af Folketingssalen.

Den gamle Frit Forum- og CD-stifter, Erhard Jakobsen, har mange gode pointer i 'Et Opgør'. For eksempel gør han opmærksom på, at når politikerlønninger vurderes, bør der fratrækkes et smudstillæg.

For hvert år der går, får Jakobsen mere ret. Nærgående og ubehagelige journalister blander sig i politikernes private forhold og kredser ustandseligt som ådselædere over den politiske scene.

Træder nogen blot en smule ved siden af, slår gribbene til.

Uden empati og uden nåde. Perfiditeterne rammer ikke alene politikerne, men også deres familier må se deres kære udstillet eller gjort til grin på formiddagsbladenes forsider og se deres skraldespand gennemrodet.

Politikerne må acceptere, at alle har holdninger til deres person, og de bliver i deres lokalområder stillet til regnskab for forhold, de intet har at gøre med. Ondskabsfuldhederne lever deres eget liv.

De behøver end ikke være knyttet til noget, en politiker har sagt eller gjort forkert; det gælder blot om at træde på folk, der ligger ned.

LÆS OGSÅ Politikere er klar til at gå senere på pension

Under SF's landsmøde i april blev Villy Søvndals søn interviewet til Berlingske. Mads Malthe Rifbjerg Søvndal beskrev den perfide stil med et enkelt eksempel:

»Han (Villy Søvndal) fyldte 60 år forleden dag. Så kom Ekstra Bladet ud med en lagkage, hvor der var et lille hjørne af marcipan, hvor der stod 6 procent, og så kørte de igen uden at sige noget. Som min far også siger, så skal man tage det med et smil og prøve at få det bedste ud af det. At bruge humoren i det er noget, jeg har lært af ham«.

Heldigt, at nogen stadig gider.