»Hvornår bliver man europæer? Hvordan tænker en europæer? Hvordan ser en europæer ud? Hvordan lyder en europæer? Hvordan lugter, føles, smager en eruropæer...?«.

Sådan spørger en karaibisk krigskirurg i en af mine romaner som et ekko til spørgsmål, jeg har hørt stillet af mange ikkeeuropære rundt om i verden. Imidlertid har jeg stort set aldrig hørt europæere selv spekulere over vores fælles karakteristika.

Over det ganske Europa synes vi i stedet - og det desværre i stigende grad - besatte af at definere og forsvare vore nationale identiteter, uden hensyn til at dette er en forældet og bagudrettet bestræbelse, der på forhånd er dømt til at mislykkes, mens den åbner et Pandoras lykkeskrin for ekstremister, der gør sig kronede dage af den indeværende desorientering.

Værre endnu: det efterlader Europas samlede og dermed vor alles fremtid i hænderne på politikere og teknokrater, som for størstedelens vedkommende allerede har demonstreret, at de - eller det system, i hvilket de opererer - ikke magter at tage vare på den.

Den økonomiske krise koblet med en lille men lind strøm af immigranter og flygtninge fra mindre velbjergede dele af verden har vist os et Europa, som halvtreds år inde i sin forenede eksistens kun har ringe fælles identitet og solidaritet.

Kontinentets historie synes glemt, og de europæiske landes ledere forfalder med få undtagelser til en nationalistisk og xenofobisk retorik, der ellers var det skrækindjagende kendetegn for første halvdel af sidste århundrede. Men hvilke problemer bilder vi os selv ind, at vores populistiske politikere løser for os, når de blæser i de nationalistiske eksklusionstrompeter - i dag, i begyndelsen af det enogtyvende århundrede?

Uanset om vi vil det eller ej, lever vi allerede i en multikulturel verden ( kig omkring, medmindre nogen ønsker sig endnu et folkemord i Europa, så bliver det ikke anderledes). Europas lande er i dag så nært blandet med og afhængige af hinanden, at vi ikke kan løse væsentlige problemer i et land, ikke engang Danmarks (!), uden at kigge på Europa som et hele.

Om vi vil det eller ej, vil presset på Europas grænser kontinuerligt øges, så længe der er væsentlige forskelle i økonomisk og sikkerhedsmæssig levestandard mellem vores og andre dele af verden. Og om vi vil det eller ej, så bærer vi en ikke uvæsentlig del af ansvaret for vores mindre velbeslåede medmennesker, ikke blot fordi vores verdensdel er rigere, men også fordi det var os, europæerne, der startede globaliseringen. Århundreders brutal kolonialisme blev efterfulgt af årtiers rå koldkrig og økonomisk egoistisk opdelingspolitik.

Selvfølgelig er en del problemer af lokal beskaffenhed. Men størstedelen af de diktatorer, som folk flygter fra ( eller i øjeblikket kæmper imod i det arabiske forår), er direkte eller indirekte støttet af vore europæiske regeringer.

Vores eget markedsøkonomiske system og handelspolitiske regime - der giver importfrihed for naturressourcer, men lægger told og restriktioner på handel med netop de forarbejdede varer, som ulande kan konkurrere på - medvirker til at gøre økonomiske flygtninge af mennesker, der hellere ville have skabt sig værdige tilværelser i eget land.

I stedet for den indeværende holddem-ude, send-dem-tilbage, de-somkommer-her-skal-blive-præcis-som-os og skub-problemet (= mennesker og/eller lande i nød)-over-til-din-nabo, har vi brug for en seriøs langsigtet og altomfattende

Vision for borgernes Europa, der dækker Europas forhold til sig selv samt til verden uden for Europa, bestående af fire hovedelementer:

1. Vi må allerførst som europæere tage Europa til os! Glem teknokrater, politikere, traktater og husk, at Europa først og fremmest er: vores region, som vi bebor, og som vi er afhængige af, uanset om vi hører til i syd, nord, øst eller vest. Vi har langt mere tilfælles end til forskel. En stor andel af os er ( som vores egen kongefamilie) af blandet dna og kultur på kryds og tværs af de nationale grænser, ligesom også vores historie, traditioner og kultur er det. Hvor meget ud over enkelte af vores sprog kan reelt tilregnes én og kun én nation? Nationalstater er en konstruktion. For størstedelens vedkommende noget, der ikke har eksisteret i mere end et par århundreder.

Det følelsesmæssige bånd, vi knytter til vores lokalitet, til naturen og måden, man gebærder sig på, ville eksistere også uden en nationsbetegnelse.

Det er kun vores identifikation med den illusionsbuket af karakteristika, vi er oplært til at forbinde med vores nationalstat, der giver en følelse af tilhør med nationsbegrebet snarere end med vores kontinent ( eller for den sags skyld med vore medmennesker som sådan).

Når man ikke bliver et andet mennesker af at flytte nationalstat, også selvom man måske nødvendigvis må gebærde sig anderledes for at gøre sig forståelig og passe ind i en anderledes kultur, er det, fordi vores indre menneskelige karakteregenskaber forbliver de samme uanset vores nationalitet. Er man et godt menneske eller ej, ærligt, modigt, høfligt, flittigt, generøst - eller nærigt, manipulerende, ondskabsfuldt, dovent, fejt osv., vil det være ens personlige karaktertræk, uanset hvilket sprog, hvilke kulturelle koder man benytter sig af - og det vil sige, uanset hvilken nations håndboldhold man får tårer i øjnene af at se vinde.

Hvis vi vil undgå, at Europa falder fra hinanden med alt, hvad deraf må følge, så er det nu, at vi skal vælge at være europæere, før vi er nationale. Det er nu, vi skal vise, at vi har et fællesskab og er villige til at stå hinanden bi. I stedet for at trække i håndbremsen på projekt Europa bør økonomisk stærkere lande, der i dag står uden for euroen, som bl. a. Danmark, tilslutte sig den.

Vi bør skælde Sarkozy ud over i den franske valgkamp at bruge udtræden af Schengen som et valgargument. Det er her og nu, at Europas befolkninger skal stå sammen og kræve af vores politikere, at de ikke forringer rammerne for vores Europa. At den økonomiske krise ikke bliver undskyldning for at ødelægge Europa til fordel for nynationalisme, men at den løses, hvor den er skabt: i den finansielle sektor.

Det er ladeporten til afsindige pyramidespil af finansielle ( ud) spekulationer, som deregulering af finanssektoren åbnede, der skal lukkes igen. Ikke Europas grænser!

2. Europa behøver en sammenhængende og etisk forsvarlig økonomisk og politisk tilgang til verden uden for Europa - uanset hvad dette måtte koste os selv på kort sigt. Det er den eneste måde, hvorpå vi på længere sigt kan opnå et værdigt Europa i overensstemmelse med de demokratiske værdier, vi hævder at stå for. Det er også, hvis det er det, man ønsker, den eneste måde, hvorpå vi nogensinde på en medmenneskelig forsvarlig vis kan dæmme op for strømmen af flygtninge og immigranter til Europa.

Ingen afspærringer kan afholde desperate mennesker, der har vandret i op til flere år fra deres hjemland og sat livet på spil for at komme over Middelhavet, fra også at finde vej ind i Europa. Men selv hvis en høj nok pigtrådsindhegnet betonmur vitterlig kunne holde folk i nød ude, er det så sådan, vi ønsker at leve? Indhegnet i vores rige tennisklub som på den 'rette' side af et globalt apartheidsystem? Hvad for (u) mennesker gør et sådant system os selv til? Det drejer sig ikke om at lægge ekstra dyre plastre af ulandsbistand oven på blødende sår. Ulandsbistand kan bruges til meget nyttigt, men for grundlæggende at reducere uligheden i verden er der behov for en gennemgribende systemændring.

Vi skal gennemgå vores handelsregimer, vores landbrugspolitik, vores økonomiske, miljø-og klimapolitik osv., og ikke mindst vore politiske alliancer og se, hvilke der gavner økonomisk og magtmæssigt ubemidlede mennesker, og hvilke der ikke gør - og hurtigst muligt ændre dem alle, så de gør.

3. Eftersom det vil tage tid at implementere TO, har vi brug for med det samme at skabe en inkluderende tilgang til vore nyere medborgere baseret på funktionalitet.

Sigtet må være at give alle mulighed for at blive bidragende og aktive borgere i Europa, at alle kan komme til at føle sig hjemme som en positiv del af deres nye heimat.

I stedet for endeløst at diskutere kultur-og religionsforskelle ( enhver religion kan fortolkes på lige så mange måder, som den har tilhængere) bør en ny europæisk integrationspolitik fokusere på funktionalitet: Hvis en adfærd - og det uanset med hvilken kulturel eller religiøs begrundelse - strider mod det enkelte menneskes demokratiske eller frihedsrettighed eller på anden vis er uforenelig med samfundets funktion, kan den ikke accepteres. Modsat er der ingen grund til overhovedet at diskutere en adfærdsform, hvis den ikke strider imod disse.

På det grundlag bliver mange følelsesladede dilemmaer ganske enkle: Omskæring af piger er både børnemishandling og i modstrid mod den enkelte kvindes ret til at bestemme over sin egen krop og kan derfor ikke tillades. Seksuel afholdenhed før bryllup er modsat et valg, som ' ikke-afholdende' ikke kan stille sig til dommere over. At true en myndig person til tvangsægteskab osv. er uacceptabelt på linje med alle andre former for trusler og tvang. Burkaer er et problem i Europa, fordi vi bruger ansigtsgenkendelse som identifikation. Derfor kan ansigtstildækkelse ikke accepteres i det offentlige rum. Hijab (eller for den sags skyld kors, kalot, turban), ikke-svinekødsspisning, halal-eller kosher-spisning, moskeer, muslimske gravsteder osv. er til gengæld ikke på nogen måde i modstrid med samfundets funktion, her er blot tale om personlige valg på linje med alle andre. Vold eller trusler om vold er ikke acceptabelt, uanset af hvem, mod hvem eller af hvilken grund.

4. For at nogen som helst af de ovenstående skal kunne lykkes, behøver vi en klar ide om, hvad det vil sige at være europæer: En europæisk identitetsdefinition, der har plads til os alle - og ikke mindst til alle nytilkomne europæere.

Årsagen til at USA meget nemmere kan absorbere immigranter end Europa, er, at dets identitetsdefinition er en akse, som alle mennesker kan tage til sig uanset deres baggrund: The American dream to make it.

I Europa definerer de enkelte lande og subkulturer sig i små normative kasser, efter hvordan vi går klædt, beder ( eller ikke), fejrer jul og andre højtider, vore traditioner og forfædre, vores historie. En identitetsdefinition så stivnet, at den slår revner, så snart den kommer i kontakt med anderledes normer. Ligeledes kan den tilhørende personlige selvdefinition hverken tilpasse sig eller absorberes af de mange nye kulturer, der nu bebor vores region: »Jeg er dansker, derfor er jeg hvid, kristen, spiser svinekødsfrikadeller, dyrker sex, inden jeg er fyldt femten, og fejrer jul og drikker øl til julefrokosten, har aner på en husmandsgård, går i cowboybukser, uanset om jeg er dreng eller pige...«. Vi har brug for en europæisk identitetsakse, som alle kan relatere til, uanset deres farve eller kultur, religion, traditioner, spise-eller andre vaner.

Efter at have boet i mange lande i og uden for Europa er mit forslag til, hvad der særligt kendetegner vores region, en særlig glæde ved ' diskret kvalitet'. Vi er ikke pralende (når vi er bedst!), vi behøver ikke det største, det hurtigste eller rigeste, vi behøver frem for alt ikke at vise det; vi elsker den særegne skønhed ved diskretion, den storhed, der består i ægte kvalitet, opmærksomheden til detaljen, til det, der netop anes af sanserne frem for det, der udråbes højlydt.

Denne søgen efter diskret kvalitet har udviklet sig over århundreder i takt med udviklingen af vores europæiske kulturer, vores arkitektur, vores tænkere, vores kunst. Den er alle vegne, i parketgulvsmønstre, krystalglas og porcelæn, møbler, mode, mad, skulpturer, film, byplanlægning, havebeplantning, og ikke mindst i vores adfærd.

Diskret kvalitet er ikke en fastlåst ydre ramme, men et indre ideal. Den stolthed, vi føler ved de bedste af vores slotte og filosoffer, vores vine og litteratur, og ikke mindst stoltheden ved deres ufattelige variation, vil alle nytilkomne europæere kunne finde en måde at bidrage til: lav en særlig tillokkende afghansk-europæisk musik, et specielt interessant afrikanskeuropæisk møbel, en fin arabisk-europæisk poesi, arkitektur, restaurant, stil, ja, hvadsomhelst, så længe sigtet er en egen diskret kvalitet.

Nationale og lokale særegenheder i Europa trues ikke, men får meget mere plads, i det øjeblik disse åbner sig og giver plads også til det anderledes inden for deres egen lokalitet.

Når vi ikke længere identificerer os selv ud fra vores hudfarve ( ja, europæere var engang hvide, men det er vi ikke længere!) og andre ydre karakteristika, men ud fra et fælles ideal og fra, hvordan dette overføres til vores karakter og handlinger, vil Europa ophøre at være i konflikt med sig selv og sine nytilkomne og i stedet blive en mangestemmet symfoni: en uendelig variation over det fælles tema: diskret kvalitet.

Den dag, vi igen husker indholdet af de læresætninger, som vi hævder er det mest centrale i vores europæiske civilisation: at alle mennesker er født lige, og behandl din nabo, som du gerne selv vil behandles, og at diskret kvalitet også betyder at handle i overensstemmelse med vore egne værdier, da vil vi måske selv turde både stille og besvare spørgsmålene: Europa, hvem er du? Hvem vil du gerne være?