Som daglig pendler på det københavnske S-togs-net har jeg konstateret en stor stigning i antallet af daglige tiggere i S-togene.

På en almindelig dag er det nu mere reglen end undtagelsen, at folk på S-togene mellem Nørreport og Sydhavnen bliver afbrudt af et »har du ikke en lille skilling til en hjemløs?«.

Når jeg bruger ordet ’konstatering’, er det, fordi jeg både i forhold til tiggerne i togene, og når jeg nu skriver om det, forsøger at opretholde distancen til et fænomen, som jeg ikke bare oplever som irriterende, men forulempende og provokerende.

LÆS OGSÅ Læserne: Tiggeri er rejsens store dilemma

At verdens højeste togbilletpriser for ens daglige rejse til og fra arbejde også skal inkludere en eller flere hyppige henvendelser fra voldsomt påtrængende personer, er ganske enkelt uacceptabelt.

Når tiggerne bevæger sig fra Københavns befærdede strøg og ind i S-togene, medfører det en forandring i det, vi kan kalde forhandlingssituationen. Når man kommer gående og møder en tigger med et krus, kan man af medlidenhed vælge at smide nogle penge i kruset, eller man kan ignorere tiggeren og gå videre.

Og det uanset vores holdninger i øvrigt til tiggeri, fattigdom, velfærdsstat og alt muligt andet, som betyder, at vi tilfældigvis konfronteres med en tigger i netop denne situation. I S-toget er rollerne omvendt.

LÆS ARTIKELSynligt politi skal bremse kriminelle udlændinge

Nu er vi dem, som sidder ned, og tiggeren har så at sige overtaget ved dels at være den af os, som står op, dels den af os, som kan vælge at handle ved enten at blive stående og insistere eller gå videre.

Jeg kan godt tænke mig at vide, om DSB har det juridiske ansvar for det daglige, ulovlige tiggeri i S-togene, og om politiet kender til situationen og agter at gøre noget ved det.

FACEBOOKBliv ven med Politiken