Velfærdssamfundet er under pres. Forventningspres. Under pres fra det store flertal af danskere, der forventer, at offentlige tilbud til børn, skole og ældre naturligvis udvikler sig i retning af højere kvalitet.

Og under pres fra tidens voksende krav om kompetencer og kvalifikationer, der gør det indlysende, at alle børn uanset deres sociale baggrund skal have en chance i uddannelsessystemet og dermed på det arbejdsmarked, der venter dem.

Det er udfordringer, som danskerne med rimelighed kan forvente, at politikere giver svar på, også selv om tiden kalder på økonomisk påholdenhed og ansvarlig prioritering.

Hvis ikke der leveres tilfredsstillende svar på begge udfordringer, vil den offentlige sektors legitimitet og i sidste ende overlevelse være på spil.

Derfor er det en vigtig debat om morgendagens velfærdssamfund, som mine tre partifæller fra Folketinget og Københavns Kommune har taget fat på (Pol., 19.5.).

DEBATHer er den nye klassekamp

Desværre sigter deres forslag kun mod udfordringen med at løfte de svageste, mens de svigter udfordringen at udvikle kvaliteten i de offentlige tilbud til gavn for både svage og stærke børn og familier. Og helt katastrofalt overser de den vigtige pointe, at det netop er samfundets tilbud om fælles løsninger til borgerne på tværs af indkomst, uddannelse, kulturel og etnisk baggrund, der er det stærkeste middel til løfte de svageste grupper og sikre sammenhængskraft i vores samfund.

Det er en falliterklæring, hvis Socialdemokraterne accepterer en institutionel adskillelse mellem ressourcestærke og -svage og stiller sig tilfredse med at flytte ressourcer fra den ene gruppe til den anden.

Vi skal insistere på social integration og som kommunalpolitikere påtage os ansvaret for, at boligområder, daginstitutioner og skoler ikke glider ud i en skæv social balance.

Min egen opvækst i Herlevs største almene boligbyggeri og 15 års ansvar for børn og skole i Herlev kommunalbestyrelse har lært mig, at den rette balance mellem ressourcestærke børn og børn fra mere udsatte miljøer har stor betydning for ikke mindst de sårbare børns sociale, personlige og faglige udvikling.

Det er derfor et svigt at overse denne afgørende faktor og reducere indsatsen for de svageste til et spørgsmål om en personaleressource mere eller mindre.

Tegning:  Per Marquard Otzen Hvis maskinarbejderen, sosu-assistenten og tømreren oplever – trods stabilt høje indkomstskatter – at kvaliteten i deres børns daginstitution eller skole falder, fordi ressourcerne flyttes til andre områder, vil de ganske enkelt begynde at se sig om efter andre tilbud.

Og den dag, den brede middelklasse vender de offentlige tilbud ryggen, og den offentlige sektor er reduceret til kun at være et tilbud til de allersvageste grupper, så vil den socialdemokratiske velfærdsmodel være død.

Der er ingen, heller ikke blandt ressourcestærke forældre i velfungerende institutioner og skoler, der mener, at deres børn møder for mange pædagoger eller har for mange ugentlige undervisningstimer. Så det er ikke tid til at sætte lavere kvalitet for de mange på den politiske dagsorden. Tværtimod. Og derfor svigter denne såkaldte nye klassekamp fundamentalt.

LÆS OGSÅSocialdemokraternes 'nye' klassekamp er ikke nok

I stedet skal vi sætte fokus på højere kvalitet i offentlige tilbud, der skaber fælles rammer for alle børn og unge i den rette sociale balance.

Det kræver samarbejde og dialog med de almene boligselskaber, målrettet anvisning af pladser i kommunens daginstitutioner og en socialt afbalanceret indretning af skoledistrikterne.

Naturligvis skal sårbare familier møde støtte, og den indsats begynder, når sundhedsplejersken besøger familien første gang. Alle børn og familier skal møde høj faglighed og tryghed i en fælles pædagogisk ramme for udvikling og læring fra vuggestue, over børnehave til skolegang.

Og så skal vi have mulighed for at udvikle skolen, så eleverne får mere af det, vi ved har stor betydning for deres læring. Nemlig flere timer med lærere og pædagoger i en skoledag, hvor leg og læring kombineres hen over dagen i et integreret tilbud fra 8 til 16.

Vi kan ikke gå på kompromis og ensidigt satse på at løfte de svageste grupper. For det vil svække opbakningen til den offentlige sektor og i sidste ende få flere ressourcestærke til at vælge den offentlige sektor fra. Og det vil for alvor skade indsatsen for at løfte de sårbare børn og familier ind i en fremtid med uddannelse og job.