I forrige ugeblev retssagen mod general Ratko Mladic ved FN’s Internationale Straffedomstol i Haag bremset, før den overhovedet var gået i gang.

Retssagen er nu udsat på ubestemt tid, fordi anklagemyndigheden havde glemt nogle afgørende dokumenter i sagen. En skam.

For hver gang jeg ser Ratko Mladic’ ansigt i fjernsynet eller læser hans navn i avisen, er det, som om et gammelt sår bliver revet op på ny, og jeg mindes om den største massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.

Hvorfor? Fordi jeg oplevede Srebrenica på egen krop.

Billederne derfra er stadig levende, som om det skete i går. Lydene er stadig klare, som en efterklang, der bare ikke vil gå væk. Ikke kun jeg – men hele min familie følger spændt med i Mladic’ retssag, da han og hans styrker var med til at dræbe mine familiemedlemmer og drive os væk fra vores by og fra mit hjemland.

FOTORatko Mladic - mistænkt for folkemord

Det startede i marts 1992, da vores landsby var under angreb. Vi indså hurtigt, at vi måtte til at gøre noget, ellers ville vi blive dræbt. Vi vidste også, hvor vi skulle tage hen: byen Srebrenica.

Vi havde ikke bil og ikke nogen, der kunne køre os til Srebrenica. Vi havde kun vores ben, og det skulle vise sig at være en lang tur.

Vi pakkede de ting, vi kunne bruge, og så var det af sted. Det var en benhård tur, også fordi vi ikke holdt mange pauser, for man vidste aldrig, hvor granaterne ville falde næste gang.

Vi brugte ikke selve vejen til Srebrenica, men vi gik igennem skoven. Det var en tur på cirka 10 timer. Vi flyttede ind i et hus i Srebrenica, mens bomberne faldt omkring os. Det var ikke nemt, da vinteren var hård, hvilket betød, at det var svært at skaffe mad. Varme var der ikke meget af.

Det eneste gode, jeg husker fra denne tid, er, at jeg fik en lillebror i Srebrenica. Alt andet er mørke tanker.

Langsomt blev de fleste byer, hvor muslimerne boede, overtaget af serbiske styrker. Jeg så med mine egne øjne landsbyer blive brændt ned. Mænd, kvinder og børn blev dræbt, og nogle kvinder blev også voldtaget.

Nogle vil sige, at sådan nogle grimme ting sker, når der er krig. Til dem vil jeg bare sige, at det ikke er ligesom actionfilm eller blodige krimier, som man kan slukke for. Det er billeder, der varer ved. Det er billeder, der aldrig forsvinder.

I 1995 kunne de muslimske styrker ikke holde serberne tilbage længere. De havde ikke ressourcerne til det, så det endte med, at de serbiske styrker overtog Srebrenica, og folk blev tvunget på flugt igen.

LÆS OGSÅAnklagerfejl udsætter retssagen mod Ratko Mladic

Man fik at vide, at hvis mænd og også unge mænd havnede i Ratko Mladic’ hænder, så ville de blive dræbt. Så simpelt var det. Så flere tusinde mænd valgte at flygte, inklusive min far, gennem skoven til Tuzla, hvor han kunne være i sikkerhed.

Jeg var seks år på det tidspunkt, men kan stadigvæk huske den dag.

Det eneste, jeg tænkte på, var, om jeg nogensinde ville se min far igen. Vi græd alle sammen, mens vi så ham tage af sted med min onkel og nogle venner.

Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde ville se ham igen. Jeg, min mor og mine søskende kom til Potocari, ligesom alle andre kvinder og børn gjorde. Potocari var et stort område med fabrikker og marker. Vi var under Ratko Mladic’ kontrol, så der var ikke så meget, man kunne gøre ud over at vente utålmodigt i flere dage på deres plan.

Efter noget tid fandt vi ud af, at kvinderne og børnene kunne blive kørt med bus eller lastbil til sikkerhedsbyen Tuzla.

De ældre mænd, som også var i Potocari, blev adskilt fra kvinderne og børnene, de kom i andre busser og blev lovet sikkerhed. Man har hverken set eller hørt noget fra disse mænd siden.

Efter at vi kom til sikkerhedszonen i Tuzla, gik der omkring 10 måneder, før min far blev genforenet med os. Der fandt vi ud af, at han var fanget af Ratko Mladic’ styrker og blev holdt som fange i en koncentrationslejr. Heldigvis var min far en af dem, der slap ud levende, mange gjorde ikke.

Når vi i dag sidder i trygge Danmark og følger med i medierne, er vi først og fremmest glade for, at han er kommet for retten, så alle, der oplevede krigen, måske kan få lidt fred og forsøge at se frem uden at blive trukket tilbage til mareridtet igen og igen.

Det rammer især min mor og far hårdt, at medierne igen er begyndt at skrive og tale om Mladic. Hver gang mandens ansigt tørner frem på skærmen, kommer alle traumerne tilbage igen.

LÆS ARTIKELTusindvis af dokumenter blev glemt af krigsforbryderanklager

Min mor har fortalt mig, at hun ofte tænker på, da hun stod med os børn i Potocari, hvor hun var lige ved siden af Ratko Mladic. Den angst hun følte, for at vi skulle dø.

Hver gang hendes tanker hærges af traumerne, går der flere nætter, før hun kan sove normalt.

Vi er mange danske bosniere, der har det på den måde. Det er vigtigt, at sagen hurtigt bliver genoptaget, så han kan få den dom, han fortjener.

Det er nu mange år siden, krigen sluttede, men folk tænker stadigvæk på krigen og det, den har medført.

Jeg og mange andre fra Srebrenica har mistet mange familiemedlemmer. Og når der sker sådanne tab, er det svært at komme videre.

Jeg ser frem til, at Mladic bliver dømt, så der endelig kommer en ’ende’ på den her krig, som reelt sluttede for mange år siden.