Europas tilstand er kritisk - særdeles kritisk.

Hvem skulle have troet, at den britiske premierminister, David Cameron, ville opfordre regeringerne i eurozonelandene til at udvise mod og skabe en skatteunion (med fælles finanslov og skattepolitik og fælles hæftelse for offentlig gæld)?

David Cameron er endog blevet fortaler for, at tættere politisk integration er den eneste mulighed for at forhindre, at euroen går i opløsning.

En konservativ britisk premierminister! Det europæiske hus står i flammer, og i håb om en resolut og fornuftig indsats ringer man fra Downing Street efter brandvæsenet.

Desværre ledes brandvæsenet af Tyskland, og indsatslederen er den tyske kansler, Angela Merkel. Derfor fortsætter man i Europa med at slukke brande med benzin - med den sparekurs, som Tyskland dikterer, selv om den på bare tre år har betydet, at den europæiske finanskrise har udviklet sig til en eksistentiel krise.

DEBAT Tyskland tjener på den græske krise

Vi skal ikke bilde hinanden noget ind: Hvis euroen falden, falder også EU (verdens største økonomi), hvilket vil udløse en global økonomisk krise af dimensioner så omfattende, at de fleste nulevende mennesker aldrig før har oplevet noget lignende. Europa står på afgrundens rand og vil givetvis styrte i dybet, medmindre Tyskland – og Frankrig – skifter kurs.

De nyligt afholdte valg i Frankrig og Grækenland har på samme måde som lokalvalgene i Italien og den fortsatte uro i Spanien tydeliggjort, hvordan befolkningerne har mistet tiltroen til den sparepolitik, som Tyskland pålægger dem.

Angela Merkels medicin går ud på, at man skal slå patienten ihjel for at kunne helbrede ham, og denne politik er nu stødt ind i virkelighedens verden – og i demokratiet.

Vi skal åbenbart endnu engang lære, at det kun fører én vej, hvis man prøver at bekæmpe en større økonomisk krise ved at føre en stram sparepolitik, nemlig til depression.

Denne indsigt burde ellers være almen viden. Allerede i de tidlige 1930’ere gav den daværende amerikanske præsident Herbert Hoover og Weimar-republikkens rigskansler Heinrich Brüning os ellers en grundig lektion i sparepolitikkens følger. Og uheldigvis synes Tyskland – af alle lande – altså at have glemt lektien.

Derfor oplever man nu et truende kaos i Grækenland, ligesom der er overhængende fare for, at pengene efterfølgende forsvinder ud af de spanske, italienske og franske banker. En finansiel lavine, som vil begrave hele Europa. Og skal vi så bare vinke farvel til alt det, som europæerne i mere end to generationer har opbygget – altså til den massive investering i erhvervsliv og institutioner, som har ført til verdenshistoriens længstvarende periode med fred og fremgang i denne del af verden?

LÆS OGSÅTo års tradition er brudt: Merkel og Hollande dropper stævnemøde

Én ting er sikker: Hvis euroen og EU går i opløsning, vil det føre til Europas exit fra verdensscenen. Tysklands aktuelle politik er så meget desto mere absurd, når man ser den i lyset af dens bitre politiske og økonomiske følger.

Det er Tyskland og Frankrig, Angela Merkel og François Hollande, der bestemmer over vores verdensdels fremtid. Her og nu er Europas overlevelse afhængig af et fundamentalt skift i Tysklands tilgang til den økonomiske politik og et skift i Frankrigs syn på politisk integration og strukturelle reformer.

Frankrig bliver nødt til at acceptere en politisk union, altså en fælles regering med fælles parlamentarisk kontrol over eurozonen. I deres tilgang til krisen handler de nationale regeringer i eurozonen allerede nu enstemmigt og de facto som en regering. Og hvad der i stigende grad er tilfældet i praksis, bør også videreføres og stadfæstes formelt.

For sin del må Tyskland tilslutte sig en skatteunion. I sidste ende betyder det, at Tyskland gennem sin økonomiske styrke og formåen kommer til at sikre eurozonens overlevelse: Den Europæiske Centralbank skal uden begrænsninger opkøbe kriselandenes statsobligationer, den nationale gæld skal gøres europæisk via euroobligationer, og der skal iværksættes vækstpakker, dels for at undgå en depression i hele eurozonen, dels for at sætte gang i opsvinget.

Man kan snildt forestille sig, hvilke ramaskrig sådanne tiltag vil udløse i Tyskland: Endnu mere gældsætning! Vi mister kontrollen over vores egen formue! Inflation! Det går bare ikke!

Men jo, den slags fungerer: Tysklands vækst skyldes primært eksport og baserer sig netop på den slags tiltag i vækstøkonomierne og i USA.

Hvis Kina og USA ikke havde pumpet delvis gældsfinansierede beløb ind i deres økonomier i begyndelsen af 2009, ville den tyske økonomi være blevet alvorligt ramt. Nu må tyskerne derfor spørge sig selv, om de – de, som i den grad har nydt godt af det europæiske samarbejde – er villige til at betale prisen for det, eller om de foretrækker at lade det hele briste.

Ud over politisk og skattemæssig samling og kortsigtede væksttiltag har europæerne brug for strukturreformer, som på ny skal gøre Europa konkurrencedygtigt. Samtlige disse hjørnesten er nødvendige, hvis Europa skal komme gennem sin eksistentielle krise.

LEDER Lederskab efterlyses

Har vi tyskerne mon så til fulde forstået vores europæiske ansvar? Det ser sandelig ikke sådan ud. Tyskland har sjældent været så isoleret som lige nu. Der er næsten ingen andre, som kan forstå vores stramme og næsten dogmatiske sparepolitik, som da også taler imod al erfaring. Vi anses for at være på det helt gale spor, hvis vi da ikke ligefrem har kurs mod den modkørende trafik.

Det er dog ikke for sent at skifte spor, men efterhånden er det et spørgsmål om dage og uger, måske om måneder, snarere end om år.

To gange i det tyvende århundrede ødelagde Tyskland sig selv og hele den europæiske orden, hvorefter landet formåede at overbevise den vestlige verden om, at det havde draget den rette lære.

Det afspejledes tydeligst i den måde, hvorpå Tyskland tog det europæiske projekt til sig, og kun på denne vis opnåede landet fuld opbakning til sin genforening.

Det ville være både tragisk og ironisk, hvis det genforenede og genrejste Tyskland med fredelige midler og med de bedste intentioner for tredje gang skulle ombringe den europæiske orden.

© Project Syndicate, 2012 Oversættelse: Jacob Giese