Jeg er netop kommet hjem efter et par hurtige besøg på to velfungerende nordeuropæiske teaterfestivaler: Theatertreffen i Berlin og Festspillene i Bergen.

Og endnu en gang undrer det mig, at vi i den grad hænger bagefter på dette område.

Både de norske Festspillene og det tyske Theatertreffen er festivaler, der er grundlagt som demokratiske og idealistiske projekter efter Anden Verdenskrig. Fuldkommen som de kæmpemæssige festivaler i Avignon og Edinburgh er det. Kulturudveksling som krigsforebyggelse og civilisationsskabelse.

At kunstarterne bliver bedre af at have fælles mødesteder og brændpunkter, er et åbenlyst positivt biprodukt. Begge festivaler har en grundlæggende vilje til at samle og synliggøre det ypperste inden for scenekunsten. Begge festivaler samler opmærksomhed fra hele verden.

LÆS OGSÅKommuner bruger flere penge på teater

Men hvad med Danmark? Tjah. Tjoh. Aarhus Festuge havde en periode i 1990'erne, hvor det faktisk var en relevant og internationalt orienteret festival. Men det er definitivt slut nu. Der er få tiltag som ILT i Aarhus og Waves i Vordingborg. Men det er bare så småt, i forhold til det nabolandene kan.

Ligger festivaler så ikke til danskerne? Jo da. På musikområdet går det meget godt, og nu har politikerne også fået deres bornholmerfest. Det er altså ikke et kulturelt problem. Det er bare et ... problem. Og det går ikke længere.

Jeg foreslår to ting. For det første: Skab en skandinavisk festival, som går på tur mellem Stockholm, Oslo og København.

Der skal vælges ni forestillinger, tre forestillinger fra hvert land. De overflyttes så til den respektive værtsby, og så spiller alle ni forestillinger dér. Det skal være de mest bemærkelsesværdige. Ikke nødvendigvis de bedste. Dem, som er værd at diskutere. Giv den bedste forestilling en pris.

På den måde samler man et skandinavisk miljø for scenekunst, hvilket ville være til enorm kvalitativ gavn for kunstarten i alle tre lande. Juryen skal bestå af seks kritikere, to fra hvert land. Det ville give alle teaterfolk en retning, alle vil arbejde ud fra den drøm, at netop deres forestilling udtages. Det vil blive dækket intensivt i medierne.

For det andet: Saml de københavnske festivaler, så de ligger oven i hinanden.

Det er en stor fejl at tro, at de skal spredes over hele sæsonen. Der skal laves en periode på tre sommeruger, hvor hele byen er ved at eksplodere af tilrejsende kulturbrugere.

LÆS OGSÅSmå teatre er truet af lukning

Roskilde, Jazzfestival, Copenhagen Cooking, Fashion Week, diverse filmfestivaler, Images, Golden Days, osv., osv. - saml nu bare det hele, og lav fælles kommunikation. Så vil København være hamrende relevant i den periode.

Verdens øjne vil hvile her. Inspirationen vil kunne bevæge sig mellem kunstarter, brancher. Det samme kan publikum. Det vil hæve barren, således at kulturlivet i det øvrige år har noget at strække sig efter.

Bemærk: Begge forslag indeholder en dansk teaterdimension plus noget andet og mere. Det første rækker ud til nabolandene. Det andet til nabokunstarterne.

Åh, hvor det danske kulturliv trænger til internationalisering. Det er jo bare sådan her, man gør det. Skal vi ikke se at komme i gang?