Jeg har ikke haft for vane at blande mig direkte i den standende debat om landbrugets forskellige gøremål.

Som tv-tilrettelægger skal man passe på sin integritet, og derfor har jeg holdt mig til de små, personlige dryp såsom kyllingevelfærd og frilandsgrise. Emnet interesserer mig dog meget – af den enkle grund, at jeg har boet på landet hele mit liv, at hele min slægt har været bønder, og at jeg selv var bondekarl, indtil jeg fandt på andre ting.

Desuden har det været mig magtpåliggende at få beskrevet den klassiske bondekultur (i både ord og billeder), som den var indtil for en generation siden. Ikke for at romantisere, men fordi den har haft så stor betydning for Danmark og danskerne.

LANDBRUGET SVARER SØREN RYGE Landbruget skal ikke være politisk prøveklud

Men jeg er blevet bedt om at deltage her, og vil benytte anledningen til at fremkomme med nogle – for mig – væsentlige emner:

Danske landmænd ejer stadig hovedparten af den danske jord. Ejendomsretten er lovfæstet. Men den giver ikke automatisk tilladelse til at skalte og valte med jorden, som man vil.

Danmark ser ud, som det gjorde indtil for 10.000 år siden, da isen trak sig for sidste gang, og siden bondestenalderen har vi dyrket jorden. Det ville klæde landbruget meget, at man huskede dette perspektiv i højere grad, når vi diskuterer, hvordan jorden må dyrkes.

At vi i virkeligheden kun har jorden til låns, og at det derfor må være indlysende, at hovedstolen – det samlede danske landskab – ikke antastes.

Således må forurening af såvel vandløb, søer og indre farvande samt grundvandet anses for helligbrøde. Og når der lovgives for at mindske eller helst eliminere disse forhold, bør alle i landbruget være taknemmelige.

Det er de ikke. For tiden kører der en hidsig debat om bræmmerne, som jeg finder uværdig. Den understreger landbrugets opfattelse af, at al dyrkbar jord tilhører landmændene helt uden forbehold og anstændighed, og at vandløb kun har ét formål: at sørge for afvanding, så jorden kan dyrkes.

Når man vil pille ved det, protesteres der indædt, og det ulidelige mantra om kompensation (af hensyn til konkurrenceevnen, forstås) føres frem. Jeg bliver flov over at være af bondeslægt, når jeg hører det.

Endnu værre var det, da man indførte sprøjtefri zoner omkring brønde og boringer. Da forlangte landbruget også kompensation, og da blev jeg vred. Når sprøjtemidler bevisligt kan findes i grundvandet, må det da være enhver landmands hellige pligt at undgå det – for vores allesammens og fremtidige generationers skyld.

LÆS OGSÅDebattører åbner ild mod landbruget

Landbruget burde sig undskyld og selv sørge for at rette op på miseren. At forlange kompensation i en så alvorlig sag er en fornærmelse imod enhver anstændig og ansvarlig tankegang.

Mere vil jeg ikke sige i denne omgang, selv om meget andet trænger sig på. Således følger jeg med gysen den tiltagende vækstsyge. At den enkelte bedrift ikke kan blive stor nok, uanset om det er svin, kvæg eller planteavl.

Jeg ved, at markedet (også her) bestemmer alt, men jeg vil inderligt håbe, at lovgiverne alligevel vil indføre nogle grænser for denne utæmmelige vækst. Den smadrer de sidste rester af en fornem kultur, og det er synd for fremtiden, uanset hvor mange eksportpenge, der hives hjem.