Med stor forudsigelighed er der startet en politisk debat omkring det forestående fodboldeuropamesterskab i Ukraine.

Jeg vil allerede skuffe de læsere, der nu forventer, at det efterfølgende drejer sig om en lang moralprædiken om at adskille sport og politik. Sport og politik hænger uløseligt sammen, og sådan har det altid været. Det er hyklerisk at påstå det modsatte. De historiske eksempler er legio.

I det hele taget kan man ikke adskille vores normer og værdier fra vores sympatier med det ene eller andet hold eller den ene eller anden spiller. Heldigvis. Det giver hele spillet nerve og substans. Ved europamesterskabet vil vi selvfølgelig som udgangspunkt holde med Danmark, men der vil være spillere på holdet, som er vores hjerte tættere end andre.

F.eks. vil en spiller som Nicklas Bendtner skille vandene. Nogle vil være af den opfattelse, at han i for stor udstrækning har forspildt sit talent og været for meget på forsiderne som følge af hærværk, romancer med smukke – om end lidt ældre – kvinder. Det sidste har sågar resulteret i et barn, som Bendtner ikke deler bopæl med. Det forarger mange.

For mit eget vedkommende fylder det ikke noget. Bendtner har kant på og uden for banen. Det gør ham til den spiller, som han er. En spiller, som var helt afgørende for vores kvalifikation til europamesterskabet. Hvem husker ikke vores 2-0-sejr over ærkerivalerne fra Norge, hvor Bendtner scorede begge mål.

Landstræner Morten Olsen ved, hvor vigtig han er, og derfor vil han tilgive eskapaderne igen og igen. For en god ordens skyld giver han et par retoriske reprimander i offentligheden, så både landstræner og Bendtner kan trække sig ud med skindet på næsen.

Vi finder masser af eksempler uden for de nationale grænser. Argentinske Lionel Messi er med rette kåret som verdens bedste spiller. Uden Messi er Barcelona det bedste hold i verden, og med ham er de fra en anden planet. Selv om han ikke er tæt på slutningen af sin karriere, har Lionel Messi allerede opnået meget. Verdens bedste fodboldspiller de sidste tre år, tre Champions League-trofæer og fem spanske ligatitler.

Og så har han i øvrigt også scoret 228 mål i sine 311 kampe for FC Barcelona, siden han som 17-årig fik debut for Cataloniens stolthed. Derfor vil de fleste nok heller ikke være uenige i, at han – sine meritter taget i betragtning – kan gå over i historien som verdens bedste fodboldspiller.

Men i sit hjemland, Argentina, vil han altid kun være nummer 2. Diego Maradona er verdens bedste fodboldspiller set med argentinernes øjne. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Messi kommer aldrig i nærheden. Det skulle da lige være, hvis Argentina vinder VM med ham på holdet.

Grundlæggende mener argentinerne, at Maradona er en søn af folket. En mand, alle argentinere drømmer om at være. En spiller, der ene mand førte dem frem til to VM-finaler, hvor de vandt den første. En mand, der rejste ud af fattigdommen i hovedstaden Buenos Aires og ind i fodboldens magiske verden. I landsholdskarrieren har Messi endnu ikke opnået Maradonas succes.

Og da landsholdsfodbolden og den argentinske klubfodbold er det vigtigste i Argentina, er det svært at opnå samme status som den forgænger, han altid bliver sammenlignet med, når han løber rundt i Europa. Den fodboldgale befolkning følger dog stadig europæisk fodbold intensivt, og selv om de mener, at Messi for tiden er verdens bedste, så forstår de ikke, at han ikke overfører sin magi til det underpræsterende landshold.

Messi er bare en spiller på holdet, når han spiller for Argentina. Det er en stående joke i Argentina, at folk spørger, hvordan det kan være, at de ikke beder ham, Lionel Messi, der spiller i Barcelona, om at spille på det argentinske landshold.

Argentina kom først ud af et mangeårigt diktatur i 1983 og indførte demokratiet igen. Tre år senere driblede Maradona dem direkte til VM-titlen, hvilket førte hele nationen op på en piedestal. Det kan de ikke glemme og vil altid stå i gæld til ham.

Jeg deler argentinernes opfattelse. I privatlivet har Maradona haft få opture. Endnu værre end Bendtner.

I 1991 bliver Maradona for første gang testet positiv for indtagelse af kokain. Han kædes sammen med den italienske mafia, og følgelig bliver skilsmisse og faderskabssag nærmest en parentes i fodboldstjernens personlige deroute. Efter et lidet glorværdigt mellemværende med spanske Sevilla returnerer Maradona utrænet og overvægtig til den hjemlige argentinske liga i 1993.

Øjensynlig dømt færdig som fodboldspiller foretager Maradona et mirakuløst comeback ved VM i 1994. Argentinas første kamp mod Grækenland står klart i min erindring. Med en fantastisk præstation vinder de 4-0, og Maradona scorer det sidste mål med sit fabelagtige venstreben. I en historisk jubelscene brøler han de tidligere års frustrationer ud.

Men opblomstringen er kort. Efter kampen testes Maradona positiv for spor af stoffet efedrin. Ikke bare VM, men hele Maradonas foldboldkarriere er dermed reelt forbi. De kommende år byder på den ene skandalesag efter den anden og kulminerer med hospitalsindlæggelsen.

Var Maradona en gave til fodbolden eller en krakeleret og falleret person, der bukkede under for presset? Svaret afhænger af øjnene, som ser, og ørerne, der lytter. For mig er han ubetinget verdens bedste foldboldspiller nogensinde, og jeg hylder ham for det. Man kan ikke dope sig til den tekniske begavelse, der blandt andet resulterede i drømmemålet mod Grækenland.

Det er fascinerende ved fodbolden, at vi ikke kan undslå os for at have sympati for nogle og være imod andre. I hvert fald når kampene spilles og spillernes præstationer efterfølgende diskuteres. Diego Armando Maradona og Nicklas Bendtner samt deres liv som spillere og mennesker vækker disse modsætningsforhold hos os.

Derfor er fodbold så fascinerende, så lad os undgå at forfladige det ved at forsøge at adskille vores normer og værdier fra fodbolden og dens spilere.

Skal Danmark så stille sig i spidsen for en EU-boykot af europamesterskabet i Ukraine? Egentlig er jeg ligeglad. Ikke med den politiske situation i Ukraine som sådan. Det følger jeg nøje og har en mening om. Men ved slutrunden vil jeg tillade mig den luksus at følge kampene, uden hensyntagen til at de foregår i Ukraine. Kulturministeren og andre kan gøre det samme.

Dybest set vil politikernes tilstedeværelse næppe påvirke præstationerne på banen. Hvis holdene vel at mærke får lov til at spille. Så beslutningstagerne i Europa kan lige så vel som os andre nyde kampene og for en stund tænke på noget andet end politik.

Jeg vil selvfølgelig heppe på Danmark, og når de er færdige og strøget ud af turneringen, håber jeg, at England fortsat er med. Som mange andre fra min generation er jeg vokset op med engelsk tipsfodbold, og Premier League er den mest interessante liga i verden.

Måske giver det sig for en gangs skyld udslag i en længe ventet succes for det engelske landshold, selvom Spanien står klar til at gentage sine fabelagtige præstationer fra de seneste slutrunder.

Jeg ved, hvor jeg skal gøre af mit fodboldhjerte, og jeg glæder mig. Stakkels dem, der ikke gør.