Det europæiske samarbejde efter Anden Verdenskrig har i overensstemmelse med Romtraktaten fra 1957 fulgt to spor.

Det ene er en integration eller sammensmeltning af økonomierne, således at varer, tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital kan bevæge sig uhindret over grænserne. Der skabes herved et ensartet marked præget af stærk konkurrence. Det har været en betydelig succes.

Det andet spor er koordinering af den økonomiske politik, således at de fundamentale størrelser – inflation, beskæftigelse, vækst etc. – bevægede sig parallelt. Det har man også kaldt en Økonomisk og Monetær Union (ØMU).

Her har det knebet gevaldigt med at finde en levedygtig model. I første omgang måtte man nøjes med et valutasamarbejde, der bestod i ultrakorte kreditter mellem de deltagende centralbanker.

Derimod var der ingen koordinering af den økonomiske politik – dvs. at finanspolitik og lønudvikling kunne udvikle sig forskelligt. Konsekvensen var hyppige valutakursændringer.

Bag den manglende fremgang på dette felt var især forskellen mellem den effektive tyske stabiliseringspolitik og den mere lemfældige franske holdning – for ikke at tale om de andre middelhavslande.

For Frankrig var det en torn i øjet at være vidne til den stigende tyske dominans, der blev tillagt Forbundsbankens uafhængighed. Det var dog nok at skyde over målet.

Til sidst drog man den konsekvens at følge den tyske finanspolitiske linje. Hvorefter man begyndte at arbejde for en ØMU med en fælles valuta – dvs. med en afskaffelse af den tyske Mark. Det skete bl.a. gennem det såkaldte Delors-udvalg, der skulle opstille betingelserne for en ØMU.

Der opstod straks en skarp divergens mellem de medlemmer (Tyskland, Holland og Danmark), der insisterede på, at man måtte have styr på hele den økonomiske politik, og den øvrige gruppe, der lagde vægt på, at en fælles centralbank ville være tilstrækkelig til sammen med kapitalmarkederne at sikre den fornødne disciplin.

Det var ikke mindst behovet for at præcisere, at det ville gå ud over beskæftigelsen, hvis man mistede konkurrenceevne, der var uenighed om.

Rapporten blev afleveret i april 1989, men man regnede ikke med, at den ville få nogen umiddelbar virkning. Opløsningen af Sovjetimperiet var ikke forudset. Ej heller Kohls stærke indsats for en tysk genforening og det stærke franske forbehold. Tyskland besluttede at opgive sit statussymbol D-marken – et næsten patetisk offer – og fik til gengæld nedtonet de europæiske forbehold.

I Maastrichttraktaten fra 1991 blev en fælles valuta vedtaget, som blev indført i 1999 som euro. Den skulle integrere Tyskland i Europa og skabe større identitet i landene.

Der var i realiteten ingen styr på den økonomiske politik, men dog en betingelse, der beskyttede Tyskland. Hvis et land kom ud af trit, ville der ikke komme hjælp fra de andre (no bailout-klausulen).

Trods alle skønmalerier er det gået skævt i den forløbne tiårsperiode. Middelhavslandenes omkostningsniveau er steget stærkere end især Tysklands. Forskellen i år til år-stigningen er måske ikke så stor, men det summer sig op og er tre gange så stærkt i middelhavslandene sammenlignet med Tyskland.

Det er snarere denne udvikling, der ligger bag finanskrisen, end selve politikken. I denne situation er der lagt enormt pres på Tyskland om at opgive afvisning af hjælp. Det har man imødekommet med det forbehold, at det ikke fortsætter.

Den tyske stabilitetspolitik fortsætter og dominerer eurosystemet. Samtidig er arbejdsløsheden steget enormt især i middelhavslandene og har dermed skabt stærke spændinger i euroområdet.

Resultatet er med andre ord det modsatte af det tilsigtede. Tysk dominans er forstærket, samhørigheden mellem medlemmerne er forringet, og systemet er låst fast i stagnation.

Hvis man erkender, at en politik er slået fejl, vil det være sund fornuft at ændre den. Den nuværende krise kan ikke reddes ved enorme obligationskøb. Man må tænke i udmeldinger, eventuelt med støtte og tilbagevenden. Eller en splittelse af euroområdet i to dele.