Hvorfor interesserer kulturminister Uffe Elbæk (R) sig ikke for bogens verden?

Det spørgsmål stiller man med stigende bekymring blandt forlæggere, forfattere og boghandlere, hvor stadig flere føler, at Danmark i nyere tid ikke har haft en kulturminister, der interesserer sig så lidt for litteraturens vilkår som den nuværende.

Pointen blev banket ind, da Uffe Elbæk for nylig meldte afbud til et stort branchetræf – han ville hellere til filmfestival i Cannes!

Episoden er kulminationen på otte måneder, hvor Uffe Elbæk ikke er kommet med én eneste substansudmelding om de mange udfordringer, bogbranchen står over for.

Da rygtet om ministerens prioritering bredte sig på mødet, reagerede deltagerne da også med en blanding af skæve smil og trækken på skuldrene frem for forundring, for episoden bekræftede blot det indtryk, deltagerne allerede havde af Uffe Elbæk.

Det er sjældent gode bøger og spændende forfattere, Uffe Elbæk nævner, når han i medierne fortæller om sit kulturforbrug.

Og bogen og litteraturen ikke er nævnt med ét ord i den syv sider lange ’kulturens Marshallplan’, han offentliggjorde kort før valget.

Det er o.k.: Ingen kan være engageret i alle kunstens mange udtryksformer. Men som minister har Elbæk en pligt til at sætte sig ind i – og mene noget om – alle sit ministeriums områder. Og den opgave har han forsømt.

Der er ellers nok at tage fat på: Bogbranchen står ved indledningen af en enorm digitaliseringsbølge, hvor e-bøger i stigende grad vil erstatte p-bøger, og hvor betingelserne for at tjene penge på at skrive, udgive og sælge bøger er under dramatisk forandring.

Store udenlandske spillere som Amazon, Apple og Google er ved at banke porten til det danske bogmarked ind, og ingen tør spå om, hvordan markedet ser ud om bare fem år.

Selv om mange forlag og boghandlere agerer som kaospiloter med mod og handlekraft i dette opbrud, er forandringerne begyndt at sætte sig synlige spor.

Flere og flere fysiske boghandler må således lukke. Ved udgangen af denne måned vil 16 være lukket i år og kun en enkelt åbnet. Det er lige så mange som i hele 2011, og de seneste fire et halvt år er hver sjette ’rigtige’, fysiske boghandel lukket.

Der er nu mellemstore provinsbyer som Korsør og Ebeltoft uden en boghandel – hvilket ville være utænkeligt for få år siden.

Internetboghandlerne og supermarkederne har overtaget en del af salget, men en fysisk boghandel og en dygtig boghandler kan formidle bøger på en helt unik måde.

Det er ingen kunst at sælge en kriminalroman af Jussi Adler-Olsen, men danskerne skal også kunne gå på opdagelse i de mange andre titler. Holde bogen i hånden, læse i den, sammenligne den med andre, få den anbefalet af boghandleren.

En norsk undersøgelse viser, at 87 pct. af de bøger, der blev solgt i norske boghandler, ikke var blandt de 100 mest solgt titler på bestsellerlisterne. De fysiske boghandler er altså vigtige for bredden.

Danmark har Europas højeste bogmoms. Det gør bøgerne dyre i almindelighed, og det er med til at fremme en kraftigt stigende import af bøger fra udenlandske internetboghandler på bekostning af omsætning i Danmark.

Politikerne snakker om grænsehandel, når det gælder øl, sodavand og slik, men hvad med bøgerne? Skal vi se passivt til, mens Amazon scorer kassen og sender pengene i skattely?

I løbet af de seneste 15 år er halvdelen af alle biblioteksfilialer lukket. Ved udgangen af 2010 var der 482 betjeningssteder mod 950 i 1995, og udviklingen fortsatte i 2011, som der endnu ikke er tal for.

Det gør det sværere for mange at låne bøger, og det betyder mindre salg af bøger til bibliotekerne, hvilket tidligere var med til at sikre udgivelsen af et varieret udvalg af litteratur. En udvikling, der er foregået uden offentlig debat, og uden at nogen har ønsket det.

Forlag og boghandlere frygter, at bibliotekernes udlån af e-bøger ødelægger deres mulighed for at sælge disse bøger. Skal der lægges en begrænsning på bibliotekernes udlån?

Danmark er et lille sprogområde, og mange bøger kommer i små oplag, hvilket gør det svært at sikre en god økonomi. Skal man hjælpe branchen til en bedre indtjening ved at indføre en fast pris på bøgerne i de første måneder, de er på markedet?

Sådanne boglove har man i hovedparten af Europa, hvor politikere på tværs af partier er enige om, at det er kulturpolitisk vigtigt at holde liv i et finmasket net af boghandler og forlag.

Endelig er der hele det komplicerede spørgsmål om indsatsen mod piratkopiering af e-bøger.

Den overordnede, kulturpolitiske ramme for at diskutere alt dette er spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at der også om 10 og 20 år skrives, udgives og læses et bredt udvalg af dansksproget skøn- og faglitteratur.

Litteratur er den vigtigste kulturelle enkeltfaktor for dannelsen af den danske identitet, og det har nok så mange nye medieformer ikke ændret.

Da branchebladet BogMarkedet forleden forelagde Uffe Elbæk branchens bekymringer over hans manglende synlighed og de udfordringer, man står over, gav han to svar: »Branchen må lære at blive ven med virkeligheden« og »Digitaliseringen vil også give en masse nye muligheder«.

Kort sagt: »I skal ikke regne med hjælp fra mig«. Er det essensen af regeringens kulturpolitik?

Godt nok er bøger og litteratur ikke nævnt med ét ord i regeringsgrundlaget, og godt nok er bogen og litteraturen ikke nævnt med ét ord i den syv sider lange ’kulturens Marshallplan’, Elbæk offentliggjorde kort før valget, men alligevel.

Jeg tror, en stor del af problemet bunder i ministerens kultursyn. Uffe Elbæk elsker events, og han snakker meget om oplevelsesøkonomi. Indrømmet: Der er ikke meget event over en passioneret boglæser, der sidder i sofaen i timevis, fuldstændig opslugt af en god bog, sammenlignet med en Roskilde Festival eller et homo-OL.

Men gør det bogen mindre værdig til politisk opmærksomhed?

Det er kulturen, der skal hjælpe os ud af krisen, har Elbæk også udtalt. Og her har litteraturen en central rolle. Dels som identitetsskaber, dels ved at vore dygtige forfattere efterhånden tjener mange penge hjem til Danmark, når deres bøger sælges i udlandet.

Og der er masser af menneskeligt kulturfællesskab i de hundredvis af læseklubber, der er skudt op rundt om i landet, og i litteraturfestivaler som BogForum i København, Krimimessen i Horsens og Ordkraft i Aalborg.

Problemet med den usynlige minister forstærkes af, at der i Folketinget p.t. ikke er markante, kulturpolitiske debattører, og at den kulturpolitiske debat generelt er fraværende i offentligheden – bortset fra de evindelige diskussioner om kammerateri ved tildelingen af legatmidler.

Kom med ind i kampen, Uffe!