Hvordan kan det mon være, at den stadig ret nye S-R-SF-regering får så dårlige meningsmålinger?

På mig virker det, som om den nuværende regering helt har overset, at den er nødt til at samle 90 stemmer i Folketinget. Det kan den kun gøre med Enhedslisten.

Hvis den er i stand til det, kan den være ligeglad med meningsmålinger og med, hvad kommentatorerne mener.

Om man synes, det er værre eller bedre, end at den forrige regering kun kunne skaffe 90 mandanter sammen med Dansk Folkeparti, må vel siges at være en smagssag. Mere indviklet er der heller ingen grund til at gøre det.

I øvrigt er der ingen, der kan vide, præcis hvorfor meningsmålingerne er så dårlige, så alle og enhver har lov at komme med et bud, der kan være mere eller mindre velbegrundet.

S-R-SF-regeringen kan også trøste sig med, at det nok går over – danske regeringer sidder uanset alle meningsmålinger normalt i syv til ti år, så hvis man skal sætte penge på højkant, er det nok det klogeste at regne med, at det kommer denne regering også til.

Det er værd at bemærke, at det ikke kun er i Danmark, regeringer har det hårdt og mister folkelig opbakning. Det sker i alle rige lande, og det gjorde VK-regeringen også:

Partiet Venstre mistede, efter hvad Søren Pind fortæller, 20.000 medlemmer i Anders Fogh Rasmussens tid og gik tilbage ved valgene i 2005 og 2007, men ikke i 2011, hvor det til gengæld mistede regeringsmagten.

Det er i alle rige lande sådan, at velfærdsstaten er en kendsgerning, der ikke er til diskussion, hvad enten regeringen er blå eller rød.

Den er nødvendig for at kunne opretholde fredelige forhold i samfundene. Det gør det vanskeligt at håndtere den komplicerede moderne økonomi med demokratiske midler.

Debat.  Historikeren Søren Mørch: Tænk i politik og ikke i meningsmålinger. Foto: Joachim Adrian I Italien og Grækenland har de demokratisk valgte politikere givet op og overladt magten til såkaldte eksperter, ikkevalgte teknokrater, der på en eller anden uforklarlig måde antages at være bedre til at finde den rigtige upolitiske løsning på det politiske problem, at bank- og finanssektoren igen, igen har vist sig ikke at kunne fungere uden politisk regulering.

Tendensen er velkendt og mærkbar også her til lands. Økonomiske vismænd, djøf’er, antages på en eller anden måde at være i stand til at betragte rigets politiske tilstand fra en neutral videnskabelig platform, der omfatter hele samfundet, men på forunderlig vis ikke indbefatter djøf’er.

Men derved er det selvfølgelig ikke lykkedes at finde det berømte arkimediske punkt, hvorpå man kan stå og dreje hele verden.

Moderne politikere er nødt til at have en eller anden samfundsvidenskabelig indsigt. Den kan de kun få ved at studere jura, økonomi, statskundskab, sociologi eller en anden samfundsvidenskab. Herved bliver de kvalificerede til at blive optaget i Djøf, hvis de har lyst til det.

Djøf er, som der står på organisationens hjemmeside, »den faglige organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet«.

Politikerne harlært det samme som administratorerne, der er ansat som funktionærer i ledende stillinger i det offentlige. De kender hinanden fra deres studietid, og når de tænker politisk, tænker de på det, de har lært, og på de mennesker, de kender – det er dem, der har den samme uddannelse, som bor de samme steder, og som kender hinanden fra deres studietid.

Det adskiller dem fra vælgerne, som ikke kender noget videre til samfundsvidenskab eller samfundsforhold. De har nok at gøre med at få deres hverdagsliv og parforhold til at fungere.

De er optaget af almindelige ting på deres arbejdsplads og i deres hverdag og interesserer sig ikke særlig meget for den form for politik, som medierne beskæftiger sig med.

De politiske partier fungerer i kraft af de statstilskud, de får. Det lønner deres funktionærer. Medlemmerne bliver færre og færre i alle politiske partier – de bliver mere og mere ligegyldige og ikke værd at bruge tid på eller lære at kende for politikere og administratorer.

Det samme gælder medierne. Også de er afhængige af statstilskud. Christiansborgredaktionerne har gratis kontorlokaler på Christiansborg.

De politiske kommentatorer kvalificerer sig til at være kommentatorer ved at være tæt på politikerne, kende dem privat – det er bedst, hvis de ligefrem har været ansat af dem.

Der går selvsving i den politiske profession, på samme måde som der går selvsving i andre professioner: Læger kender andre læger og interesserer sig for det, læger interesserer sig for: Deres fag og deres kolleger, men ikke for patienterne.

Dem kender de ikke som andet end foreliggende tilfælde. Skolelærere kender skolelærere og interesserer sig mest for skolelærere. Samværet med eleverne er en belastning, hvis omfang bliver reduceret så meget som muligt.

Det er til at leve med, når talen er om læger, skolelærere, revisorer, landmænd, smede og bagere, men det går ikke godt, når talen er om politik. Politik handler om at tage parti! Om at varetage interesser.

Politikere bliver valgt for at varetage interesser, ikke for at passe Det Almene Vel eller for at diskutere interessante spørgsmål.

Hal Koch har givet anledning til stor forvirring ved sit slagord om, at demokrati er samtale. Det har ført til den misforståelse, at Folketinget er sat i verden for at diskutere og debattere. Det er ikke tilfældet. Folketinget skal træffe beslutninger. Det foregår ved afstemninger: Den har ret, som kan samle 90 medlemmers stemmer.

Her er det, jeg vil gentage. Det kan S-R-SF-regeringen kun gøre med Enhedslisten.