Er spil og arkademaskiner tilbage fra 1980' erne lutter barnepjank og teknikskrot - eller udgør de en vigtig kulturarv, der skal bevares? Siger spillene fra dengang virkelig noget om samfundet, om kunsten, om mennesket og om vores forhold til teknologi?

I allerhøjeste grad.

I mine øjne er de datidens samfundsbilleder og dokumentation for starten på et nyt medie - og hvor tit kan den slags bevares? I dag hitter nok så forskellige spil som ' Wordfeud', ' Angry Birds' eller ' Fifa', og digitale spil findes i utallige former på både smartphones, Facebook, tabletcomputere og fladskærme.

Og mens spilhistorien har rundet sine 60 år, er rødderne til disse spil og spilplatforme vigtigere end nogensinde før at bevare for eftertiden. Spørgsmålet er selvsagt hvordan. En måde at gøre det på er som det danske Spilmuseet i Ikast.

På privat initiativ rummer Spilmuseet i dag verdens største spilsamling med et omfang på 5.000 m2, bestående af 10.000 spil og over 1.100 arkademaskiner indsamlet fra primært det danske marked. Mange af dem er det eneste tilbageværende kendte eksemplar i verden, og derudover huser Spilmuseet den største samling af danske spil og dansk spilhistorie. Igennem ti år har museet indsamlet spilkultur i form af spil, arkademaskiner, spillekonsoller og plakater og ventet på, at staten kunne overtage bevaringsarbejdet. For i den slags samlinger er det afgørende, at der ikke går profit i bevaringsarbejdet, og den båndlægges statslig beskyttelse.

Men efter en analyse sidste år fra Kulturministeriet og vage udmeldinger fra kulturminister Uffe Elbæk, er det ikke statens bord, fordi opgaven er løst, og spilbevaringen i Danmark er god nok. Men det er langt fra sandheden, og manglen på støtten til Spilmuseet viser, at man reelt ikke er interesseret i en fyldestgørende bevaring af vores digitale kulturarv og fødslen af det digitale spil som kulturbårent medie.

Til nytår er det dog endegyldigt slut, for efter ti års arbejde og en enorm spilsamling kan Spilmuseet nu ikke vente længere på statslig anerkendelse og støtte, der aldrig kommer. Dermed bliver samlingen spredt for alle vinde og vil være utilgængelig for offentligheden.

Enøjet strategi
I dag arbejder Det Kongelige Bibliotek for at bevare spilmediet i Danmark, men de arbejder ud fra en enøjet strategi, hvor man ' emulerer' spillene - dvs. overspiller dem til andre formater, så de bedre kan gemmes for eftertiden. Ganske som man kopierer en dvd-film til en harddisk eller sikrer en bog på mikrofilm.

Problemet er, at denne ' emulering' er en bevaring af kun softwaren i spillet, hvilket er afgørende, men kun en del af et spils udtryk. Spil hænger altid og ofte fuldkommen uløseligt sammen med deres hardware - eksempler er de trådløse bevægelsesfølsomme controllere til spilkonsollen Nintendo Wii eller musikspillet Guitar Hero med sine plastikinstrumenter som guitar og trommer.

LÆS OGSÅDebat: Computerspil er skam anerkendt allerede

Derfor giver det ikke mening kun at bevare en brøkdel af spilmediets udtryk ved kun at bevare spilkoden og ikke den medfølgende hardware. Spiloplevelsen bliver totalt amputeret, værkets originalværdi og tilstræbte mening forsvinder, og bevaringen bliver tomhjertet.

Da de digitale spil blev født og ligesom mig voksede op i en tid før internettet og mobiltelefonen, skete socialiseringen for mange unge i 80' erne og 90' erne i lyset af arkademaskinernes skær. Mine barndomshelte var et tværmedialt miks af Spider-Man og Superman, men også spil-figurer som Mario, Gordon Freeman og de to drager Bub og Bob fra klassikeren ' Bubble Bobble'.

Dette er min kulturarv, og den er affødt af knaptryk og en dyb fascination af, hvordan spil fænger og fungerer - også rent teknologisk. Der opstår - heldigvis - altid dybe kulturkløfter mellem generationerne, og ofte så det slår gnister, når det kommer til definitionerne af kultur og kulturarv. Men her er det en kulturministers pligt at respektere nyere ungdomskulturer og ikke grave kulturkløfter mellem generationerne født før og efter 1970.

Anerkend spilkulturen
Arkademaskinerne og spillene fra 70' erne og frem, som Spilmuseet har indsamlet, repræsenterer jo ikke kun en interessant sociologisk dokumentation af, hvordan et medie blev født, men også, hvordan vi som mennesker har designet spil og udtænkt interaktionsformer med teknologi i tidens løb.

Derfor denne direkte opfordring til Uffe Elbæk: Det er på tide at anerkende, at spilkultur og digitale spil som medie har haft og stadig har enorm indflydelse på for-som nutidens generationer. Det er fødslen af et medie, der er indsamlet og dokumenteret her, og den kulturarv skal bevares - også på verdensplan. Særlig når digitale spil er blevet en moderne kunstog kommunikationsform, der er kommet for at blive.

Netop derfor er det vigtigt, at vi bevarer dens rødder, når vi står med denne helt unikke mulighed her i Danmark. Derfor har jeg startet en underskriftsindsamling for at bevare fortiden og bevare spilmediets første spæde skridt.

Hvis spil virkelig er anerkendt som kunstform og anset som kreativt værk i Danmark, så er det på tide, at Kulturministeriet vågner op og takler bevaringsopgaven på spilmediets egne præmisser - ikke efter, hvordan man bevarer fotokopier af en bog eller overspiller en gammel film.

Mit håb er, at spil for alvor og ikke kun på skrift ligestilles med andre medier - også når det gælder bevaringsopgaven.

Læs mere om underskriftsindsamlingen her (eksternt link)

Læs mere om Spilmuseet her (eksternt link)