Jeg er førtidspensionist, og normalt er jeg ikke videre følelsesbetonet og slet ikke pga. politik.

Men 22.6. blev jeg meget ked af det.

På sigt mister en enlig førtidspensionist 17.000 kr. om året. Det er mange penge, men det er ikke det, der gør mig ked af det.

I dag fandt jeg ud af det: For første gang i mit liv føler jeg mig som taber. Kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og førtidspensionister – tabere.

Det er en grim følelse. Min førtidspension er psykisk betinget, og jeg har i den forbindelse lav cigarføring. Fordomme går på førtidspensionister i laser og pjalter med dårlige tænder i kø foran et folkekøkken, og så er de dovne.

Jeg har også en akademisk uddannelse, og når folk spørger, hvad jeg laver, svarer jeg, at jeg er cand.phil. For at føle, at jeg er noget.

Det er uhyre svært at få førtidspension i Danmark. Man bliver arbejdsprøvet i årevis og jaget rundt mellem læger og hospitaler, indtil det ligger helt fast, at arbejdsevnen er ubetydelig, svarende til at man kan skubbe en kugle rundt med næsen.

Det skal kunne betale sig at arbejde, og ikke et ord om mindsteløn. Det er i orden med mig. Men førtidspensionister kan ikke tage et job. Førtidspensionister har ingen fagforening, jurister eller lobbyister.

Vi har kun mulighed for at påvirke vores situation ved at stemme til folketingsvalg. Nåååå nej, det har vi jo heller ikke.

LÆS OGSÅDer skal tænkes helt nyt, kære regering

Hvis jeg havde købt og betalt en rød kjole i en butik og kom hjem og fandt ud af, at den var blå, så havde jeg byttet den. Ekspedienten havde undskyldt og beklaget.

I dette tilfælde har jeg købt en rød pakke og betalt med mit kryds 15. 9.11. Jeg har fået en blå pakke, og jeg er magtesløs.

Falsk varebetegnelse er forbudt, men i politik er det lovligt.

På min tv-skærm står regeringen side om side med Venstre og Konservative – alle med smil fra øre til øre. Man undres.

Hvis ikke man i et demokratisk land kan bruge sin stemme, hvad kan man så?