Selvom tonerne i politik kan blive hårde, så skal der også uddeles ros, når politiske modstandere gør sig fortjent til det.

Jeg er dybt politisk uenig med Özlem Cekic, og jeg ser hende ikke som den skarpeste kniv i skuffen. Men alligevel har jeg fået stor respekt for hende.

SF er i dyb krise og fører politik, de aldrig havde forsvaret for bare et år siden, og Cekic siger fra.

Hun gør, hvad man som politiker lover, når man skriver under på grundloven. Hun stemmer efter sin egen overbevisning.

LÆS OGSÅ Özlem Cekic til SF-kritikere: Bliv i partiet

I stærk kontrast til Cekics ærlighed står resten af folketingsgruppen og prædiker sammenhold. De harcelerede mod en VK-regering, der skabte mere ulighed og skar i midlerne til overførselsindkomsterne.

Nu gennemfører de selv en endnu dybere reform, end Løkke nogensinde turde foreslå.

SF gik til kamp mod forringelser af efterlønnen, men alligevel lagde de stemmer til reformens gennemførelse.

Politik er ikke altid lige kønt, og til tider er hårde kompromiser nødvendige, men andre gange bliver man som menneske nødt til at stå ved sine principper. Det gør Özlem.

At man er villig til at sætte alt på spil for, hvad man tror på, kræver alligevel stort mod.

Men det manglede da også bare, at man som borger kan stole på, at der dybt inde i ens politikere er principper, der gør, at de trækker en streg i sandet og siger: Hertil og ikke længere.

Jeg forventer præcis det samme af Liberal Alliances MF’er. De skal sige fra, hvis der gennemføres politik, der er imod deres principper.

Ligesom LA ikke skal gå med til højere skatter og større offentlig sektor, så forstår og respekterer jeg en SF’er, der ikke vil stemme for skattereformen.

Gid de danske partier alle havde politikere med den kaliber og med modet til at sige fra.

MADSENÖzlem Cekic polerer sin egen forfængelighed