De fleste er klar over, at det socialdemokratiske projekt er i en form for idémæssig krise, som er åbenbaret, efter at Socialdemokratiet har overtaget regeringsledelsen.

Det uafklarede idépolitiske grundlag er da trådt frem og har givet sig udslag i, at der ser ud til at være en manglende sammenhæng mellem de politiske budskaber og løfter afgivet før valget og de faktiske politiske handlinger og beslutninger efter valget.

Min påstand er, at det socialdemokratiske projekts nuværende idémæssige krise består i, at rollen som udbyder af mere velfærdspolitik ikke længere kan spilles, hvilket med al tydelighed viser sig, når man bliver indehaver af magten.

Årsagerne hertil er blandt andet globaliseringen i sammenhæng med den økonomiske krise, som brat har afsløret de vesteuropæiske velfærdsstaters manglende konkurrencedygtighed. Hertil kommer en yderst uheldig demografisk udvikling med flere og flere velfærdstyngende ældre og færre unge.

Derfor opstår der en tydelig diskrepans mellem den politiske retorik (hvor Socialdemokratiet stadig lyder som et velfærdsparti) og den faktiske adfærd under magtens ansvar (hvor en række velfærdspolitiske positioner må vige for hensynet til en bæredygtig samfundsøkonomi). Diskrepansen straffes.

Hvis Socialdemokratiet derfor skal overleve som et blot nogenlunde stort og regeringsdueligt parti, er man nødt til at erstatte velfærdspartiretorikken med en anden og mere adfærdssvarende retorik.

Udgangspunktet herfor kunne være den form for bæredygtighedstænkning, som man netop søger at praktisere som regering. Sagen er, at skiftet fra velfærdsparti til bæredygtighedsparti allerede har fundet sted i vidt omfang i praksis.

LÆS OGSÅEnhedslisten: Brudte valgløfter er skyld i regeringens krise - ikke os

Regeringens seneste mange reformer har i vidt omfang drejet sig om at gøre en række af de eksisterende velfærdsordninger mindre attraktive, mindre universelle og dermed mindre økonomisk tyngende. De skal styres af brugernes behov og ikke blot uddeles til alle. Det gælder blandt andet førtidspensionen, fleksjobordningen og børnechecken.

Ledetråden for reformerne har, så vidt de kan bedømmes, været, at de i højere grad skal sikre social og økonomisk bæredygtighed i helhedens interesse.

I den forbindelse skal der med ’bæredygtighed i helhedens interesse’ både forstås de nuværende borgere og de kommende generationer, både sund økonomi og sociale hensyn og både grøn økonomi og økonomisk vækst.

Denne bæredygtighedsorienterede politik kunne sagtens danne grundlaget for en tilsvarende bæredygtighedsorienteret fortælling om socialdemokratisk politik i det 21. århundrede, men det kræver, at den tænkes igennem, gøres konsistent og derefter artikuleres klart og fortælles igen og igen.

Samtidig gælder, at både grøn, social og økonomisk bæredygtighed er vigtig, men størst af alt er dog økonomisk bæredygtighed, for uden den kan de andre ’bæredygtigheder’ ikke eksistere.

Er en sådan fortælling ikke blot at gøre en dyd ud af nødvendigheden? Jo, men sådan er megen politik. Der ligger stadig en frihed i at foretage springet og beslutte, hvad og hvordan tingene skal gøres konkret.

Det gælder så meget mere, at tilpasningerne af velfærdsordningerne i Vesteuropa efter alt at dømme ikke alene er noget, som skal ske i den kortere årrække, hvor den økonomiske krise buldrer. Tilpasningerne af velfærdsordningerne ser ud til at blive et grundvilkår, som vil vare ved. Den bæredygtighedsorienterede socialdemokratiske retorik skal i den forbindelse fortælle om, hvor tilpasningen bør ske.

Den nye fortælling betyder ikke, at der ikke vil være en socialdemokratisk velfærdspolitik at føre, men bæredygtighedsretorikken skal altid gå forud for velfærdsretorikken.

På samme måde som velfærdspartiet således løftes ind i bæredygtighedspartiet, skal det samme ske for de fundamentale ideer fra tiden som et folkeligt samlingsparti, som var Socialdemokratiets kendemærke fra etableringen i 1871 og frem til slutningen af 1950’erne.

Meget tyder på, at ideen om, at Danmark er en sikker havn for især de ikkeprivilegerede danske statsborgere er noget, som det er vigtigt i højere grad at få med. Heri findes der nemlig en modvægt mod den del af globaliseringen, som underminerer den sociale sammenhængskraft.

LÆS OGSÅHistoriker: »Neoliberale« tanker sniger sig ind i nyt socialdemokratisk partiprogram

Den primære politiske referenceramme for den socialdemokratiske bæredygtighedsretorik bør derfor altid være nationalstaten. Hermed vælger man på ingen måde nationalismen eller ’vender ryggen til verden’, for der ligger ingen aggression og intet fremmedhad bag.

Det er alene et spørgsmål om, at faktorernes orden angående nationalstaten og det internationale ikke kan være ligegyldig for den socialdemokratiske retorik og politik.

Den danske nationalstat som en grundlæggende del af det socialdemokratiske projekt har ellers i noget omfang været glemt og overladt til andre partier at samle op i perioden som ekspanderende velfærdsparti.

Man har glemt, at der forud var f.eks. en Thorvald Stauning, der så sig selv som patriot: »Det Fædreland, vi har, er Folkets, og den danske Arbejder er Patriot. Han vil netop derfor sætte ind på at gøre Landet til et godt Hjem for hele den danske Befolkning« (Arbejdernes Almanak fra 1939).

Europa er selvfølgelig også en politisk ramme for danske statsborgere, men for de fleste er det blot et tyndt lagen sammenlignet med nationalstatens beskyttende og varme dyne.

Socialdemokratiet som et bæredygtighedsorienteret parti for alle, men med særlig fornemmelse for beskyttelse af de ikkeprivilegerede i Danmark mod verdens kulde, uden at man dermed undlader nogen nødvendig økonomisk beslutning, når det drejer sig om at sikre Danmarks økonomiske bæredygtighed på mellemlangt og langt sigt: Det kunne være grundstammen i den socialdemokratiske fortælling i det 21. århundrede.

Regeringen gør meget af det rigtige. Det er en række neutrale iagttagere ret enige om. Den mangler imidlertid at formulere sig tydeligere herom.

En socialdemokratisk fortælling om det (især) økonomisk bæredygtige samfund kunne være et bidrag hertil.