Vi hører hele tiden, at den globale krise intet har ændret ved kapitalismen, og alt er, som det plejer. Men det passer ikke!

Sandheden er, at krisen har rystet den rå, egocentriske og markedsdyrkende samfundsmodel, som jeg kalder for Guccikapitalismen. Det er et wakeup-call af de store. Og vi er på vej mod noget nyt og bedre«.

Sådan siger den britiske professor i økonomi og debattør Noreena Hertz, der sammenligner dette wakeup-call med den personlige ahaoplevelse, hun fik, da hun som ung økonom i 1990’erne stod i spidsen for Verdensbankens rådgivning af den russiske regering vedrørende privatisering og opbygning af aktiemarkeder.

LÆS OGSÅ Finansverdenen blev en gøgeunge

»Oplevelsen i Rusland blev et dramatisk vendepunkt for mig. Da jeg tog til Rusland, var jeg syltet ind i Guccikapitalistisk ideologi. Men pludselig så jeg, hvor ubekymrede alle var i Washington. Hvis jeg spurgte hjemme: ’Hvad sker der, hvis vi privatiserer denne store fabrik, som beskæftiger stort set alle mennesker i byen og organiserer sundhed, skole, fritid etc.?’ var svaret fra Washington: »Det skal markedskræfterne nok løse«. Hvilken blind tro på markedet! Det gav jo slet ingen mening! Her indså jeg, hvor syg Guccikapitalismen er«.

Guccikapitalismen?

»Det er en ideologi, som har domineret verden siden midten af 1980’erne. Den har Ronald Reagan som far, Margaret Thatcher som mor og økonomen Milton Friedman som gudfar. Forestillingen er, at alt nok skal gå, bare den offentlige sektor overlader verden til selvregulerende markedskræfter. Og mennesket ses som et rationelt individ, der kun forfølger sine snævre egeninteresser. I Guccikapitalismen er det ikke pinligt at etablere gæld, men derimod småpinligt, hvis man dukker op til et selskab uden den nyeste Guccitaske eller Nikesko«.

Guccikapitalismen i krise
Ifølge Noreena Hertz er det altså denne form for kapitalisme, der er i dyb krise, fordi den har dyrket grådigheden og undladt at regulere banker, finansinstitutioner og virksomheder«.

Men passer det, at denne kapitalisme er i krise? Mange troede, at finanskrisen var et signal om nye tider og forandringer. Men nu ser de, at Guccikapitalismens frontløbere i finanssektoren er tilbage med ekstreme bonusordninger etc., mens regeringerne har overtaget gælden fra bankerne. Er der ikke god grund til desillusion?

»Det er en alt for negativ vurdering. Jo, det er rigtigt, at vi ikke har set så radikale og hurtige forandringer, som jeg havde håbet på. Men lønninger og bonusser er faktisk faldet iøjnefaldende. Og når vi ser på de initiativer, der er taget – ’fairpay-kommissionen’ i England eller forsøgene på at regulere banksektoren i USA – så flytter debatten sig altså. Nu er der kommet fokus på, at en bankdirektør eller en topleder får 3-400 gange så meget som en lønmodtager. Den slags offentlige diskussioner har vi ikke haft i 30 år. Men nu er de der. Det skal man ikke undervurdere«.

DEBATThorning er helt væk i opgøret med grådigheden

Men et samfund er vel andet end debat?

»Menneskers holdninger er uhyre afgørende for fremtiden. Når det gamle systems ’cheerleaders’ nu indrømmer, at de har været blinde, er det intet mindre end et gennembrud. Det er f.eks. tilfældet, når den konservative debattør Charles Moore i Daily Telegraph skriver, at det var fatalt at belønne de mennesker, der satte stabiliteten, job og penge over styr, med kæmpebonusser. Tænk engang: Når selv forkæmperne for den traditionelle kapitalisme nu tvivler på dens lyksaligheder, revolutionerer det debatten, så vi – endelig! – kan bevæge os i retning af en sund form for kapitalisme. Det er en unik historisk situation«.

Tegning:  Jørn Villumsen

Jeg er kapitalist
Noreena Hertz glæder sig over, at vi ikke længere deler os op i ’kapitalister’ mod ’socialister’. Socialismen er nemlig ikke noget alternativ. Fremtiden handler om, hvilken form for kapitalisme vi vil have. Og her er Guccikapitalismen dømt ude.

»Hele det værdisæt, som er hjertet i Guccikapitalismen – at mennesket er egoistisk, grådigt og jagter egne interesser – bliver i disse år udfordret og udsat for massiv kritik. Forskningen inden for adfærdsøkonomi dokumenterer nu, at det at dele informationer og viden og at lære fra andre er kerneegenskaber i den menneskelige natur. Guccikapitalismen har altså været en normativ position mere end en beskrivende position. Der er jo en kæmpestor indsigt!«.

LÆS ARTIKELDet eneste, der er tilbage, er kalkuler

Hvad skal den indsigt bruges til?

»Tænk engang, vi har bygget en hel verdensøkonomi og samfund på en fuldstændig forkert antagelse om menneskets natur. Der er masser af nye eksempler på, at virksomheder ikke har fulgt den traditionelle måde at tænke på. Vi ser f.eks., at samarbejdende virksomheder under krisen har klaret sig så meget bedre end traditionelle virksomheder«.

Er du ikke naiv, når du forventer, at virksomheder skal være den drivende kraft i udviklingen af en ny kapitalisme?

»Mange af tidens mest succesfulde virksomheder har forstået potentialet i at være sociale og i at samarbejde. Det gælder f.eks. Unilever, som har adresseret hungersnøden. Og General Electric. ’Samarbejde’ i erhvervslivet kan blive den drivende kraft og står i skrigende kontrast til den traditionelle idé om, at det kun er benhård konkurrence, der driver forretninger. Store forretningssucceser som Wikipedia og Facebook er fuldstændig baseret på samarbejde og dialog med brugerne«.

Nye supermagter på vej
Noreena Hertz ser en ny form for kapitalisme vokse frem, som bygger på samarbejde, miljøbevidsthed, social bevidsthed, multilateralisme og en stærkere regulering af markedsøkonomien. Hun indrømmer, at verden endnu ikke har fået et nyt WTO-system, der kan beskytte arbejdskraften og miljøet, og at politikernes reguleringer af markedskræfterne foreløbig har været beskedne.

Men hånden på hjertet: Hvad er der egentligt sket af reelle ændringer, Noreena Hertz?

»Ud over det generelle holdningsskred er der sket meget siden 2008. I 30 år har økonomisk politik på den globale scene været dikteret af Washington, men nu står vi i en ny æra, hvor lande som Brasilien, Indien, Kina rykker økonomisk. Jeg holder ikke nogen af disse landes samfundsmodeller oppe som rollemodeller. Bestemt ikke. Men jeg siger, at det i dag er umuligt at have den slags samtaler, som man havde for ti år siden: at den amerikanske model havde sejret, at det er historiens slutning, at der ikke er mere at debattere, at det frie marked har vundet«.

Men stadigvæk: Hvor er de synlige forandringer?

»Den optimistiske udlægning er, at vi er kommet rigtig langt og rykker os. Den realistiske udlægning er, at vi har potentialet til at rykke os. Men det er op til os, om hele potentialet skal foldes ud. Dette kunne blive det helt store gennembrud for nye tanker og ideer. For et nyt paradigme«.

Politikerne er bagud
Man skulle have forventet, at kapitalismens største krise ville have ført centrum-venstre-partierne frem mod valgsejre, visioner og en ny politik. Men det er ikke sket. Borgerlige sidder på magten de fleste steder i Europa. Og Noreena Hertz er ikke imponeret.

»Finanskrisen var en kæmpe historisk chance og mulighed for centrum-venstre. Men politikerne er hele tiden et skridt bagud. Det gælder især venstrefløjen. F.eks. har det britiske Labourparti slet ikke formået at udnytte finanskrisen politisk«.

LÆS OGSÅGør op med ensretningen i den økonomisk tænkning

Hvorfor ikke?

»I England handler det om, at centrum-venstre-partierne under Guccikapitalismen rykkede tættere og tættere på den politiske midte. Da Guccikapitalismen så kom i krise, var det i bund og grund en kapitalisme, som den tredje vej – Tony Blair, Anthony Giddens m.fl. – havde været heppekor for. Det var svært for dem at krænge over mod venstre. Labour blev set som en del af problemet: Guccikapitalismen«.

Vidste du, at den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, har et øgenavn, ’Gucci-Helle’, fordi hun er glad for Guccitasker?

»Nej! Åh, gud, det vidste jeg ikke (ha ha). Det understreger jo bare min pointe: At centrum-venstre selv er en del af Guccikapitalismeproblemet og har købt alt for store andele i den samfundsmodel. Resultatet er, at mange fra arbejderklassen ikke ser sig selv som en del af centrum-venstres projekt. Derfor stemmer de borgerligt, og det er en tendens over hele Europa. Det giver ikke mening. Forhåbentlig kan den nyvalgte franske præsident, François Hollande, i Frankrig vise en ny vej«.

Så du er ikke skuffet?

»Nej, for vi befinder os i en helt unik historisk situation. For første gang i 30 år har vi økonomisk og politisk en debat og en diskussion kørende, som handler om: Hvad var der galt med det gamle system? Det er en helt ny situation, som giver enestående muligheder for at skabe en ny og sundere form for kapitalisme«.