Det internationale samarbejde – den økonomiske globalisering – er i sin kerne et spørgsmål om beredvillighed til at hjælpe andre og give andre fordele ud fra formodningen om, at andre, når eller hvis den stund måtte komme, vil gøre ligeså over for en selv.

Som det ligger nu, har Danmark – heldigvis – ikke behov for støtte udefra; men hvad mon andre EU-lande vil tænke, hvis Danmark om nogle år under påvirkning af ændrede økonomiske konjunkturer får brug for bistand?

Hvilken uklogskab at smække døren i for solidaritet, som statsministeren gjorde det i sit interview med BBC.

Udenrigsministeren er glad for, at Danmark ikke er med i for megen integration. Korrekt, men formålet med den europæiske integration er at løse opgaver, som de enkelte lande ikke alene kan håndtere. Derfor burde glæden ved at stå uden for fremtidens vigtigste opgaver være begrænset.

LÆS OGSÅDet danske formandskab er bestået

Siden 50,3 procent af de afgivne stemmer 2. juni 1992 resulterede i et nej til Maastrichttraktaten, har Danmark insisteret på at marginalisere sig selv og har ikke ønsket at bidrage til solidaritet og integration.

Opgaven har været ubestridt fastholdelse af undtagelserne fra den økonomiske og monetære union (euroen), det retslige samarbejde plus immigration samt forsvarspolitik. Undtagelserne anses for urørlige. Et blik på deres tilblivelse giver et helt andet billede. De blev anset for midlertidige.

Ifølge aftalen med de øvrige EU-lande tager Danmark selv stilling til deres ophævelse. Under folketingsdebatten 11. februar 1993 blev det slået fast, at dette kræver folkeafstemning. Løftet til befolkningen var undtagelsernes bevarelse, indtil et flertal af vælgerne følte, at tiden var moden.

Medmindre de blev anset for midlertidige, var der ingen grund til en bestemmelse i EU-aftalen om deres ophævelse og efterfølgende fastlæggelse af en procedure herfor i Folketinget.

Det kan være rigtigt for Danmark at droppe undtagelserne og gå aktivt ind i udformningen af det europæiske billede. Det kan også være rigtigt at holde fast på dem. Det kan derimod ikke være rigtigt, at centrale og vitale danske interesser er på spil uden en grundlæggende dialog med befolkningen om, hvad linjen skal være.

LÆS ARTIKELNej-fløj har vundet slaget om Europa

Kronens fastlåsning til euroen giver Danmark fordele; men ved at stå uden for selve eurosamarbejdet pådrager vi os omkostninger.

Det vigtigste er dansk erhvervslivs mere begrænsede adgang til kapital. En international investeringsfond ved godt, at den danske krone er bundet til euroen; men det forhold, at bindingen kan bringes til ophør, gør investering i danske aktier usikker. Det sker derfor på lavt blus.

Køberne er og bliver helt overvejende danskere og danske fonde. Den begrænsede efterspørgsel gør dem for billige. For få dage siden konkluderede Citigroup netop, at Danske Banks aktiekurs var for lav sammenlignet med andre europæiske og nordiske banker

Det opmuntrer konkurrenter til at overtage danske virksomheder. Sidste år købte USA’s Dupont Danmarks Danisco gennem tilbud per aktie cirka 35 procent over markedskursen. Forud for euroafstemningen i 2000 udtalte Daniscos direktør, at et nej ville føre til udflytning af arbejdspladser. Han blev beskyldt for skræmmekampagne. 11 år senere er virksomheden opkøbt.

Lige nu lukrerer Danmark på usikkerheden omkring euroen; men når krisen er slut, fordufter kronens uvante rolle som tilflugtsvaluta. Nordsøolien maskerer, at Danmarks økonomi, når det kommer til stykket, lider af alvorlige svagheder, og at markedsandelene falder for dansk eksport. Uden den ville såvel betalingsbalance som statsfinanserne vise et helt andet og mindre flatterende billede.

Hvorledes forholder Danmark sig til en fremtidig situation, hvor den ikke mere er der? Med den nuværende politik vil kronen fortsat være knyttet til euroen, men Danmark uden for eurosamarbejdet. Hvilken interesse har eurolandene i kronens tilknytning til euroen, hvis Danmark står uden for den kommende finans- og bankunion? Det er svært at se en fast kronekurs under disse forhold.

LÆS OGSÅ Danmark skal holde sig til, når Europa rykker

International terrorisme respekterer desværre ikke den danske undtagelse. Terror er international i sin karakter, og terrorister udnytter svagheder i nationale regler til at placere deres netværk. Det er hasardspil med Danmarks indre sikkerhed og danske borgeres sikkerhed at stå uden for dette samarbejde.

Den europæiske befolkning er faldende med et ubetinget valg mellem at acceptere dette tillige med de økonomiske – negative – følger eller kompensere gennem immigration. Ikke mindst jagten på talenter med viden og kompetencer gør dansk enegang med strengere regler end andre EU-lande til en operation med store omkostninger på længere sigt.

Hvorfor skulle dygtige folk tage til et land, som formidler det budskab, at de ikke er velkomne?

Danmark har hidtil løst sit sikkerhedspolitiske problem gennem Nato. Garanten for Nato var USA. Det er slut nu. For et par år siden fortalte daværende forsvarsminister Gates, at europæerne var overladt til sig selv.

For en måneds tid siden sagde nuværende forsvarsminister Panetta, at i 2020 vil 60 procent af USA’s flåde være stationeret i Stillehavet. Hvorfra kommer skibene? Fra Atlanten, Middelhavet og Golfen. USA skifter optik fra Sovjetunionen/Rusland til Kina. Fra områder med vitale europæiske interesser til områder uden for Europas sikkerhedspolitiske horisont.

DEBATEU-regler er grænseløst frække

Derfor er det dybt foruroligende, at Danmark har valgt og fortsat vælger at stå uden for det europæiske forsvarspolitiske samarbejde. Hvem er det, vi i givet fald skal samarbejde med? Hvor skal vi hente støtte?

Hvordan skal vi agere i Arktis, og hvad vil konsekvenserne være for Grønlands stilling inden for rigsfællesskabet. Skal vi støtte de baltiske lande på håndgribelig vis eller blot udstede erklæringer under devisen ’hør, hvor vi gungrer?’

Hvor hører vi hjemme? Svaret blæser i vinden!