Om få uger sidder mange forventningsfulde unge ved brevsprækken og venter svar fra drømmestudiet. Nogle får opfyldt ønsket, andre gør ikke. Til jer vil jeg sige: Der er ingen grund til at fortvivle, tværtimod er I heldige. Tænk at få et helt år forærende. Jeg tror ikke, at der byder sig mange lignende chancer i livet, hvor man kan tillade sig at være så egoistisk i forhold til, hvad man laver.

Det er derfor misvisende, når opinionsdannere kalder det for fjumreår. Jeg ser det i højere grad som et bonusår, der giver dig mulighed for at fortælle langt mere om din personlige karakter, end noget karakterblad nogensinde vil kunne.

Jeg er selv et af fjumrehovederne. Jeg brugte hele to år på at fjumre rundt. Nu er jeg i gang med, hvad jeg betragter som drømmestudiet; langt bedre rustet, end hvis jeg var gået i gang lige efter gymnasiet.

LÆS OGSÅ Jeg vader i SU, men vil hellere have undervisning

Jeg blev student i 2009. Dengang var ungdomsarbejdsløsheden høj, og mulighederne for at finde job var små, men jeg var ikke klar til at læse. Jeg vidste nogenlunde, i hvilken retning jeg ville gå, og havde blandt andet international business på CBS i kikkerten. Men jeg var ikke helt sikker.

Et af studiekravene var engelsk på højt niveau. Da jeg ikke kunne finde arbejde, besluttede jeg at bruge tiden til at opkvalificere mit engelsk, så jeg opfyldte de formelle krav, hvis jeg endte med at søge ind på IB. Jeg fik SU og var nu beskæftiget hver uge.

De efterfølgende halvandet år var det svært at spore såkaldte studierelevante aktiviteter. Jeg brugte fire måneder på et lille fransk skisportssted, hvor jeg arbejdede som skiguide for et mindre familieejet firma, og efterfølgende et par måneder på at slæbe kufferter og parkere biler som vagtmester på et hotel i København.

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle i gang med at læse efter sommerferien, men så fik jeg muligheden for at komme på togt med ’Skoleskibet Danmark’ om efteråret, hvorefter jeg vendte tilbage til Frankrig over vinteren det efterfølgende år.

Umiddelbart virker mine to sabbatår som fjumreår. I hvert fald vil mange have svært ved at se dem som studierelevante – med undtagelse af engelskkurset. Jeg ved af gode grunde ikke, hvad der har været udslagsgivende for, at jeg fik en plads på international business, men et er sikkert: Jeg kom ikke ind på grund af mit karaktergennemsnit fra gymnasiet. Jeg kom ind ved at forfølge mine egne interesser og ikke ved at kæmpe for at leve op til andres forventninger.

LÆS ARTIKELDer er noget skrigende galt med min generation

I løbet af de to år lærte jeg noget om sammenhold og ikke mindst samarbejde.

Derfor gør det ondt, når politikere kalder det for fjumreår, når uddannelsesministeren opfordrer unge til at komme i gang med en uddannelse med det samme, og når jeg læser overskrifter som, at ’Pressede studenter fortryder sabbatåret’.

Ministeren og de øvrige meningsdannere får det jo nærmest til at lyde, som om det er uintelligent og et tegn på umodenhed at tage sabbatår.

Efter min mening forholder det sig stik modsat. Jeg synes, det virker langt modigere at turde gå imod strømmen og tage et sabbatår i stedet for at træffe det ’sikre’ valg og søge direkte ind på en uddannelse med et garanteret månedligt økonomisk tilskud i form af SU. Du bliver fortalt, hvad der skal læses, hvor du skal møde op, hvad der forventes af dig, og hvornår du vil blive eksamineret i dette.

Jeg oplevede det som meget lærerigt at træde ud af min egen tryghedszone og ende på dybt vand, i uvante situationer eller med personer, hvis interesser lå langt fra mine egne. Det er centralt at forstå den helt store force ved sabbatårene – uanset hvad man beskæftiger sig med.

De giver en unik mulighed for at differentiere sig fra andre kandidater, både i uddannelses- og jobregi. Sæt dig i enhver arbejdsgivers sted. Det er bestemt ikke irrelevant med en karakterpalet af lutter 12-taller, men den fortæller ikke meget om din personlige karakter.

LÆS OGSÅ'Generation Fucked Up' er jeres børn!

Det er fornemt at skrive, at man er eventyrlysten, men hvis eneste reference er en vandballon kastet ned i skolegården fra klasseværelset i 3. klasse, fremstår det knap så kraftfuldt, som hvis du f.eks. har rejst alene rundt i Afrika i tre måneder. Det er vigtigt, at man bruger de oplevelser, man har haft i løbet af sabbatårene, konstruktivt til at fremhæve personlige karaktertræk.

I et interview for noget tid siden fortalte tidligere superstudent Rasmus Ronnesbæk Andersen, der præsterede at få hele tretten 13-taller, om tiden efter gymnasiet meget sigende: »Det er sundt at opleve, at man ikke kan alt, bare fordi man har fået gode karakterer« (Pol. 28.6.). Kliche eller ej.

Det er, når man forfølger sine egne drømme uden at tænke på andres forventninger, at ens personlighed virkelig kommer til udtryk. Jeg har fuld respekt for dem, der går direkte videre, men min personlige erfaring er, at det aldrig er spildt at fjumre rundt; det kan ligefrem vise sig at være en bonus.

Jeg synes, det virker langt modigere at turde gå imod strømmen og tage et sabbatår i stedet for at træffe det ’sikre’ valg.