Det er tankevækkende, at debatten om Socialdemokraterne (særlig blandt folk, der ikke stemmer på partiet) næsten altid handler om, hvorvidt partiet bør være mere eller mindre ’venstreorienteret’.

I det lys er de seneste ugers klammeri med Enhedslisten slet ikke noget nyt; kritikken for at svigte revolutionen og socialismen går durk igennem hele partiets historie fra Louis Pio, der forsøgte at kontrollere de vilde strejker, over Kanslergadeforliget (hvor kommunisterne rasede med deres ’socialfascister’) og endnu senere SF, der tordnede imod Krags ’helhedsløsninger’ i 1960’erne.

LÆS OGSÅEksperter dræber Enhedslistens revolution

Klasseforrædere, har det altid heddet fra det yderste venstre, hvad der på sin vis er helt korrekt. Socialdemokratierne er trods alt grundlagt på selve opgøret med den ’rene’ lære, dvs. den kommunisme, der definerede sandheden på forhånd, og som primært var et parti for én samfundsklasse.

Socialdemokraterne ’svigtede’ i det lys allerede for et århundrede siden doktrinerne til fordel for ambitionen om at være et samfundsbærende parti.

Farvel til partsinteressen, goddag til det samlede overblik og ansvar.

I Danmark består det politiske liv realistisk set af både majoritets- og minoritetspartier. Socialdemokraterne, Venstre og Konservative er blandt de første – med en naturlig forkærlighed for statsministerposten og med en tradition for (med visse udsving) at forvalte den ansvarligt.

Socialdemokraterne med et historisk fokus på keynesiansk inspireret fordelingspolitik (dvs. ekspansiv finanspolitik, regulerende offentlig sektor mv.), Venstre med en tilsvarende tradition for liberalistisk pengepolitik, men ikke desto mindre: et fælles fokus, der rækker ud over ’klassepolitik’.

Er Venstre i lommen på landmændene? Ja, men ikke mere, end at det er pinligt, når det bliver opdaget. Er Socialdemokraterne lovlig tæt på fagbevægelsen? Ja, og når dét bliver for evident, som det blev under både Anker Jørgensen og Svend Auken, taber partiet helt berettiget troværdighed i en bredere befolkning.

Minoritetspartierne? Det er f.eks. Enhedslisten (der dels har besluttet sig for at være partiet for ’de svage’, dels at de svage per definition er dem på overførselsindkomst; et ræsonnement, der vel kan diskuteres i en situation, hvor antallet af borgere på overførselsindkomst overstiger antallet i arbejde). Det er også SF (partiet for arbejderne) og Dansk Folkeparti (partiet for de kernedanske).

Minoritetspartier er optaget af enkeltsager og enkeltgrupper – og det i en grad, hvor det lange perspektiv (f.eks. Danmarks konkurrenceevne) nødvendigvis må underlægges enkeltsagen. Lige præcis vores vælgere skal fredes!

Skal Socialdemokraterne være mere ’venstreorienterede’? For et parti, der gør krav på den bærende regeringsmagt, er spørgsmålet slet og ret forkert stillet.

Socialdemokraternes væsentligste politiske platform er ikke at ligge mere eller mindre til venstre. Det er heller ikke at repræsentere den ene eller anden minoritetsgruppe, herunder ’arbejderne’.

Regeringspartier med det samlede ansvar for øje må nødvendigvis have et andet fokus: det samlede samfundsmaskineri, og hvordan tingene spiller sammen til fælles bedste.

At man fra hjørnerne (herunder Enhedslisten) kræver ideologiske markeringer, kan ikke overraske. Heller ikke, at man kan finde både meget gamle og notorisk rørstrømske socialdemokrater, der har lyst til at svinge fanen.

Men kravene giver kun ringe mening, når man anerkender, at et regeringsbærende parti nødvendigvis tager et samlende ansvar for de elementer, der driver et samfund: velfærdsstatens finansiering, erhvervslivets konkurrencekraft, den offentlige sektors størrelse i forhold til den private, lønningernes udvikling i forhold til konkurrenceevnen etc.

LÆS DEBATStøvregn eller skybrud i dansk politik?

Alt det kan forekomme kedeligt og ikke særlig ideologisk.

Men sådan er ansvarlig politik nu engang; det handler om samfundsindretningens maskinrum – som Stauning, Krag og Nyrup vidste det. De kunne derfor forholde sig afslappet til både kommunister og socialister fra den yderste venstrefløj.

Tænk, hvis ansvarlige politikere i dag – i både regering og opposition – turde prioritere den samme langsommelighed: ansvaret for det samlede samfunds udvikling. S har sin vej (herunder en ekspansiv finanspolitik), V og K har deres; men de mødes på midten i en ansvarlig udvikling af det samlede samfund. Længere er den ikke.

Mere venstreorienteret? Mere ideologi? Sikke noget sludder. Sådan tænker kun minoritetspartier – og nyhedsmedier med krav om ballade.

Det, tiden kalder på, er ansvarlighed, grundighed, langt lys på bilen.